Hvad skal der til for at gøre en bog til en bestseller? Det kan Kurt Aust godt have tænkt lidt over, da han tilrettelagde De usynlige brødre. Det er i hvert fald oplagt, at den har nogle af de ingredienser, der har gjort andre romaner i tiden til bestsellere. Ingredienser, der sparker til nysgerrigheden og virker befordrende på omtale og salgstal, sådan som vi kender det fra Stieg Larssons romaner eller for den sags skyld fra Dan Browns.

For det første er det en spændingsroman, en rigtig thriller, hvor man roligt kan gå ud fra, at de forskellige aktører er på modstandernes side - indtil det modsatte er bevist. Det gælder ikke mindst politiet, der spiller en uflatterende rolle det meste af tiden. Kurt Aust, der ellers har specialiseret sig i historiske krimier, viser sig dygtig til at opbygge en spænding. Læseren er rimeligt informeret om spillet og dets regler fra begyndelsen – og det er så et spørgsmål, om den viden, man har, kan omsættes, når man følger efterforskningsarbejdet.

For det andet er det en konspirationsroman, som titlen mere end antyder. Et usynligt broderskab med rødder i fortiden våger over hovedpersonerne og er hele tiden et par skridt foran, har hele tiden forudset deres næste træk. Det er et hemmeligt selskab, en loge, der ligger uden for enhver kontrol, fordi det består af magtens mænd. Ingen kender hinanden undtagen den øverste ledelse, og man kan ikke forlade det uden sanktioner. Det er naturligvis uhyggeligt.

For det tredje er de to hovedpersoner specielle i deres konstellation. Den mandlige, Even Vik, er en helt usædvanlig begavet professor i matematik, der ikke kan lade være at lege med tal og derfor har specialtalent for kodekonstruktion og -brydning. Desuden er han - selv som voksen - traumatiseret, fordi han har været voldsoffer som barn. Han har reageret med vold mod vold og føler sig spaltet i en ’sort’ og en ’hvid’ side.

Den kvindelige hovedperson, den afdøde Mai-Brit Fossen, er historiker og researcher for et forlag. Hun repræsenterer i højere grad en almindelig opvakt kvinde, men har nogle evner, der matcher Evens. De er skilt, men alligevel i kontakt i den forstand, at den ene kan forudse den andens tanker og handlinger. Man aner konstellationen Michael Blomkvist – Lisbeth Salander bagved, blot med modsat fortegn. Even har overtaget Salanders rolle gennem sin nørdethed, sin sociale funktionsuduelighed og sin konstante fascination af matematikkens løste og uløste gåder, mens Mai-Brit gennem sit engagement og sin personlige ansvarlighed hælder mere mod Blomkvists rolle.

For det fjerde har romanen en historisk dimension, der vedrører de gådefulde sider hos én af oplysningstidens og videnskabens frontfigurer, Sir Isaac Newton. Var det i virkeligheden alkymien, der havde hans hjerte? Hvordan forklare det paradoks, at en af de fremmeste fortalere for den empiriske metode samtidig var optaget af det okkulte og metafysiske?

De fire ingredienser sammenblandes i en effektfuld cocktail, der dog forudsætter, at læseren er med på det konspiratoriske niveau. Faktisk forsøger Aust at tage brodden af en eventuel kritik ved at indsætte en lille metakommentar i diskussionen mellem Mai-Brit og hendes følgesvend Simon LaTour: ”jeg er enig med dig i, at konspirationsteorier er dumme, i hvert fald, til de bliver ført ud i livet” (s. 268).

Den gåde, romanen fokuserer på, er Mai-Brits selvmord på en café i Paris. Hvorfor begår hun selvmord? Hun er tilsyneladende lykkeligt gift, har to børn og et meget interessant arbejde, hvor hun aktuelt fokuserer på at tilrettelægge en ny biografi om Isaac Newton. Læseren kender hendes tankegang fra de første sider. Den går ud på: ”Skal jeg tabe, skal han også tabe” (s. 19). Hendes afskedsbrev virker stilet til både den nuværende ægtemand, den farveløse Finn-Erik, og til eks’en, Even Vik. Og Even kan selvsagt ikke lade være med at tage udfordringen op og forsøge at danne sig et billede af det faktiske forløb op til selvmordet og den skjulte sammenhæng, det indgår i.

Evens efterforskning bringer meget hurtigt konspirationens problemstilling på banen. Det fører os ind i et absurd univers, hvor usandsynlige hypoteser styrer, mens overvågningen tiltager. Det er utænkeligt, at Mai-Brit har begået selvmord frivilligt, altså må nogle have tvunget hende til det. Hvem, hvorfor og hvordan handler resten af romanen om i en gradvis oprulning af forhistorien. Den er elegant tilrettelagt. Vi springer fra slutningen frem til begyndelsen, indtager Mai-Brits synsvinkel, følger hendes biblioteksbesøg og tanker, ser hendes noter og skitser til Newton-biografien, der tidstypisk er planlagt som en blanding af fiktion og fakta. Dette tidslag, der bevæger sig fremad i kronologi, veksler med Evens efterforskning, der tidsmæssigt følger det – indtil der sker en fatal fejl fra tilrettelæggernes side…

En klar inspirationskilde for Aust er englænderen Philip Kerr, der i 2002 offentliggjorde Dark Matters. Modtryk udgav bogen på dansk i 2004 under titlen Mørkt stof. Sir Isaac Newtons privatliv. Det er en mere regelret historisk krimi, der først og fremmest fokuserer på Newtons analytiske metode i opklaringen af de forbrydelser, der finder sted omkring Den kongelige Mønt i slutningen af 1690erne. Sideløbende inddrager fortælleren også Newtons mange eksperimenter, både med sig selv og med kemien, hans fascination af Bibelen, hans optagethed af koder og hans ind imellem problematiske forhold til sin samtids videnskabelige samfund, dvs. meget af det stof, som Aust broderer videre på. Hvor Kerr primært fremhæver det hos Newton, der peger fremad, nemlig hans metode, fokuserer Aust i højere grad på det, der peger tilbage, nemlig hans fascination af alkymien – i hvert fald til et givet punkt. Aust og Kerr bygger i øvrigt på en fælles kilde, Michael Whites biografi Isaac Newton: The Last Sorcerer fra 1997.

Lad mig slutte med at vurdere de ingredienser, jeg indledte med at beskrive. Aust har klart talent for den romantype, der blander historie og samtid i spændingsromanens form. Kombinationen har sammen med thrillergenren virket frigørende på stil og tone, der kan være lidt tung i de egentlige historiske krimier som Hjemsøgt, der kom på Hovedland i 2005. Artisteriet med koder og den tidsmæssige forvikling giver en morsom udfordring for læseren. Det konspiratoriske niveau er det mindst sandsynlige og dermed også det mindst interessante. Er det virkelig nødvendigt at bedrive rovdrift på Dan Brown med disse loger og deres fanatiske, usynlige brødre for at nå en bredere læserskare? Omvendingen af Stieg Larsens personkombination fungerer derimod forfriskende ved at gøre opmærksom på, at også mænd kan være fanget i fortidens traumer.