Midnatsfabrikken – og andre rædsler / John Kenn Mortensen / 104 sider
Carlsen. ISBN 9788711514351
Anmeldt 4/5 2016, 10:00 af Torben Rølmer Bille
Anti godnat-læsning!
Anti godnat-læsning!
« TilbageMed mindre man er rigtigt ondskabsfuldt anlagt ville det være fejt, at sætte sig til ved ens barns seng og læse højt af John Kenn Mortensens seneste værk Mareridtsfabrikken og andre rædsler umiddelbart før sengetid. For de ultrakorte digte med tilhørende dystre illustrationer, vil med garanti traumatisere, forurolige, og ikke mindst garantere at ungerne (og måske også den der læser højt) får endog meget svært ved at falde i søvn.
Det antydes direkte i titlen. Dette er en bog, der skal fabrikere mareridt. For den trækker på en række foruroligende begivenheder, figurer, uhyrer og væsener som hører hjemme i grænselandet mellem klassiske gyserfiktioner, nordisk folklore, overnaturlige hændelser og det helt sirlige, genkendelige John-Kenn-Mortensen’ske. Et karakteristika som vi første gang oplevede ved hans Post-It monstre sidenhen i den særdeles vellykkede ungdomsroman De utilpassede og senest i den noget mildere Turen gennem Mareridtsskoven , der sagtens kunne fungere som højtlæsningsmateriale. Der er unægtelig noget særegent, unikt og gotisk smukt ved mandens mørkestreger og hans dystre grafiske udtryk.
Idet man åbner dørene til Mareridtsfasbrikken, bliver man over de første otte sider præsenteret for et ordløst forløb, der på næsten helt sorte sider viser nogle aparte skabninger dukke op af mørket udenfor hvad der ligner en helt almindelig parcelhusdør i bedste 70’er stil. Det største af disse væsener luder sig ned og lister ind af hoveddøren og kommer sidenhen ud, bærende på et sovende barn i sin seng. En slags manual tegnefilm, der afspilles i præcis det tempo som den, der vender siderne synes den skal have. Titlen toner herefter dunkelrødt frem, idet processionen lige så lydløst forsvinder ud af billedet igen.
Så starter rædslerne. Små, korte rim forankrer det som illustrationerne viser og som man måske kan fornemme ved blot at gengive et par stykker, så er teksterne set isoleret små, effektive gyserhistorier. Lad os her gengive et par af dem. Eksempelvis er der de her; ”Lille Lises spilledåse spiller verdens mest uhyggelige melodi. Hvis du hører den til ende er dit liv forbi.”. Eller hvad med; ”Der står en gennemsigtig mand for enden af min seng. Hans mund bevæger sig, men han siger ingenting”? Man kan endda se et par af disse omformet til små animationer på YouTube. Når disse ord kombineres med Mortensens evne til at lave nogle dystre og stemningsfulde billeder, der passer perfekt til teksten, er der næppe nogen gyserfan med respekt for sig selv, der ikke giver sig til at smile ondskabsfuldt.
Man kunne selvfølgelig mene at en udgivelse som dette ikke er hundrede procent original, for i hjemmets samling af kuriøse bøger, kan man bla. finde Tim Burtons The Melancholy Death of Oyster Boy & Other Stories, The Pop-Up Book of Nightmares, eller for den sags skyld den meget udskældte Alle børnene… . Bøger, der alle på hver deres måde præsenter groteske rim og i visse tilfælde illustrationer der passer til. I modsætning til disse titler er der dog noget reelt urovækkende ved Mareridtsfabrikken. For selv om målgruppen måske primært er børn med en forkærlighed for det uhyggelige og gotiske, så er der sikkert også enkelte voksne, som vil mene, at bogen faktisk er ganske skræmmende at bladre rundt i.
Ideelt set er Mareridtsfabrikken den ultimative table-top-bog for Goth-familien, men der er sikkert også rigtigt mange, der lige som undertegnede, blot frydes over at der er kommet endnu en John Kenn Mortensen til samlingen. Det bør også noteres at Mareridtsfabrikken er virkelig lækkert trykt og har et tykt, labert omslag, der i den grad forstærker lysten til at samle den op og bladre i den. Selv om det jo er indholdet der tæller, så gør det jo ingenting at udgivelsens finish også er så gennemført som tilfældet er. Sover man derfor alt for roligt om natten og ville ønske at ens drømme tog en dyster drejning, så vil man med garanti kunne finde inspiration i denne fine, lille bog.