Jeg husker tydeligt min begejstring over Fay Weldons tidlige romaner (f.esk. Praxis, Støvbold, En hun-djævels bekendelser) i 1980’erne. De bød på en ny, frisk og helt særlig stemme, en ofte vitriol-dryppende ironi, stærke satiriske skildringer af forholdet mellem mand og kvinde, voksne og børn, kvinders tanker og følelser. Men efterhånden blev jeg lidt træt af stilen; den evigt alvidende fortæller/forfatter, den ironiske distance til personerne, de evindeligt håbløse, dumme og egoistiske mænd, de mere eller mindre neurotiske kvinder, som enten var tilskuere, ofre eller hævnere. Så det er nok 30 år siden, jeg sidst læste en Weldon-roman.

Jeg fandt det oplagt at give forfatteren en ny chance med denne bog, som gør en slags status: Dels rummer den 21 noveller, 5 fra 70’erne, 7 fra 80’erne, 4 fra 90’erne og 5 fra 00’erne; dels afsluttes den med en næsten ny kort-roman, Ted-drømmene, på 130 sider.

Alle tekster er helt nye for mig og det har været en fin oplevelse at læse de mange noveller over ret kort tid. Novellerne fra 70’erne og 80’erne er skrevet i den særdeles veloplagte satiriske stil, jeg husker Weldon (positivt) for. Alle mændene er frygtelige, på mange forskellige måder, og kvinderne lider, både under mændenes tyranni og deres egne komplekser og mangel på selvværd. Det er tænderskærende triste (kvinde)skæbner, der rulles op, og al (mandlig) selvhøjtidelighed og magtbrynde pilles nådesløst ned. Weldon er en fremragende satiriker og en detaljens mester (Djævelen findes som bekendt i detaljen).

I novellerne fra de sidste årtier, der er mindst lige så velskrevne, dukker der nye elementer op. Fortælleren er ikke altid alvidende, mange (sjove, overraskende) synsvinkler anlægges (f.eks. et gammelt hus, der fortæller om sine skiftende beboeres uduelighed, og om hvordan de kan fordrives), historien kan have en slags happy-end, og der dukker i stigende grad mystiske eller magiske elementer op. ” ’Den Anden Side’ svæver tilsyneladende altid over mine værker – alternative virkeligheder truer altid med at bryde ind, skræmme os fra vid og sans og undertiden længere ud. I Ted-drømmene trænger den omsider ind i vores”, skriver Weldon i forordet.

Og det er rigtigt. Kort-romanen (der hidtil kun har været udgivet som e-bog) er historien om Phyllis, som er førsteperson-fortæller. Hun er i begyndelsen af fyrrerne, og titlens Ted var hendes første mand, som døde af en blodprop en julenat et par år tidligere, under ret mystiske omstændigheder. Nu er hun gift med Robbie, drømmer ubehagelige, gådefulde drømme om Ted og har derfor mere eller mindre sit liv og sine relationer oppe til nærmere eftersyn. Vejen til erkendelse går gennem opklaring af årsagerne til Teds død. Det er ikke nogen køn historie, men Phyllis er til gengæld ærlig, både over for andre og over for sig selv (og dermed læseren) – i modsætning til stort set alle andre i romanen, som har deres skjulte dagsordener og motiver. Det vil være urimeligt over for den nysgerrige læser at afsløre mere af plottet, så lad os nøjes med en stilistisk appetitvækker. Sådan lyder en typisk Phyllis-refleksion, som naturligvis i høj grad er en Weldon-signatur:

Børn kan være meget vanskelige. Når de bliver født, tror man, at man vil have dem i tyve år eller deromkring, og så er det det – men det er ikke tilfældet. De har en til evig tid. Moderlig skyldfølelses og ængstelse aftager ikke med tiden, det gør barnets nag over for forældrene heller ikke. Man gjorde ikke deres liv perfekt, og man vil aldrig blive tilgivet helt. Ligesom man ikke selv kan tilgive sine egne forældre. (s. 280)

I bogens forord skriver Weldon om sin udvikling som forfatter i forhold til samfundets ’udvikling’ gennem 40 år. Hun konstaterer bl.a. – korrekt - at de tidlige historier er lange og alvorlige, de senere kortere og mere skæmtende. Så til trods for at (den mere eller mindre reelle) ligestilling mellem kønnene er ubetvivlelig i dag, ser feministen Weldon klart, at visse ting ikke ændrer sig: ”moderkærlighed; børn, der lærer at affinde sig med det næstbedste. Kvinden bliver muligvis partner, men hun fortsætter med at skabe, reparere, lappe knuste liv, som hun altid har gjort.” (s. 7).

Hun kommer bl.a. ind på det litterære tema, vi i de senere år har vænnet os til at kalde auto-fiktion, i nogle overvejelser over forholdet mellem hendes eget liv og hendes personers fiktive liv, og skriver bl.a. ”I Mandefælden (2004) kørte jeg skønlitterære elementer ind i selvbiografiske for at finde ud af, om man virkelig kan adskille forfatterens personlige liv fra det, hun opdigter. Jeg fastslog at det kunne man ikke.” (s. 9).

Ren fiktion eller ej: Fay Weldon er en ener blandt moderne (kvindelige) forfattere. Men også mandlige læsere kan hente sig aha-oplevelser, gode grin og dybe indsigter i menneskets uendelige dårskab. Det er både grumt og grimt og grinagtigt. Underholdende, men altid også noget mere. Selvovervurdering er en dødssynd i Weldons univers, uanset om den bunder i snobberi, rigdom, høj intelligens eller stofmisbrug. Nedvurdering af andre er næsten endnu værre, for Weldon er altid solidarisk med de små og let oversete. Hendes våben i denne kamp er sproget og narrativet, og begge dele behersker hun suverænt.