Jeg ville ønske, at Joyland var den første Stephen King-bog, jeg læste. Jeg ville ønske, jeg var yngre og kunne blive inspireret af hans seneste værk. For Joyland er en gribende historie om det at blive voksen og rammer et helt hav af følelsesmæssige strenge undervejs. King er en fantastisk fortæller, og han har en utrolig evne til at bore direkte ind i præcise aspekter af folks liv, som næsten alle kan nikke genkendende til. Kings unikke måde at fortælle gys på har altid haft en gennemslagskraft, fordi der er en underlæggende følelse af menneskelighed til stede, og ingen af Kings seneste romaner rummer mere af det end lige netop Joyland.

Bogen rummer lige dele nye og genkendelige træk. Det er historien om collegestudent Devin Jones, som bruger sin sommerferie i 1973 på at arbejde i en forlystelsespark, alt imens han forsøger at komme sig over hans første oplevelse med kærestesorger. Devin fortæller os historien, idet han reflekterer over dette specifikke år i sit lange liv, og det tilføjer historien sårbare øjeblikke med visdom fra en gammel mand.

Fordi det er Devin, der fortæller historien i bagklogskabens lys, ved vi allerede fra starten, at han vil overleve sine problemer i historien, men der er andre karakterer i bogen, som ikke er lige så heldige. Nogle af mine yndlingsøjeblikke er der, hvor Devin bryder fra historien og tilbyder opdateringer på de andre personer, vi har mødt i 1973. Måden, han taler om en af sine venners død på, gør det hele mere hjerteskærende, når vi vender tilbage til dem i 70’erne. Devin taler om dødelighed, lige så let som andre taler om tomatsuppe, og det er noget, vi kommer til at værdsætte hen mod slutningen af romanen.

King er særdeles dygtig til at placere læserne inde i hovedrollens tankegange. Devin er en af de mest empatiske karakterer, jeg har stødt på, blandt andet fordi hans store kærestesorg i 1973 kræver empati fra læseren for at forstå det, uanset om du har oplevet det eller ej. Men det er også de små detaljer, King føjer til figuren, som gør Devin så nem at relatere sig til. Selv hvis du ikke har samme oplevelser i dit eget liv, kan du ikke benægte følelsen og tankerne ved det, han går igennem. Devin forklarer, at han brugte sin sommer på at genlæse Ringenes Herre-trilogien, men at han også skrev en hel del digte, som han nu i sin alderdom er flov over blot at tænke på. Han siger, at han er glad for, han brændte digtene – så flov er han, at kærestesorgerne drev ham til det. Men det er også fantasierne om hans ekskæreste, og tanken om at han bliver løjet for og at hun er sammen med en anden end ham, og hvordan Devin kommer ud af det, er det, der gør bogen værd at læse.

Og en Stephen King-bog vil naturligvis ikke være komplet uden et element af overnaturlighed. Da Devin begynder sin sommer i forlystelsesparken, stifter han bekendtskab med Spøgelseshuset, som har en mørk fortid og en forbindelse til mordet på Linda Gray. Det siges, at hun vandrer hvileløst omkring inde i huset. ”Tivolimorderen”, som de kalder ham, blev aldrig fundet, og Devin bliver optaget af Lindas historie og får brug for at løse hendes mordsag. På samme tid møder han en ung mor og hendes søn, som sidder i kørestol. Da deres forhold blomstrer, bliver Linda Grays hvileløse spøgelse mere og mere vigtigt for historien. King binder de to tilsyneladende separate historier sammen som kun en god forfatter kan, og det hele kulminerer med et sidevendende klimaks.

Joyland er en ægte, personlig fortælling, der udforsker vigtigheden af kærlighed, tab og døden. Selvom bogen bliver solgt for at være en slags paranormal gyser, er indholdet langt dybere end blot det. King blander elementer af gys, krimi og romantik sammen og kommer så med denne lille juvel af en roman. Jeg kan kun håbe, at denne bog vil kickstarte en besættelse af King hos de yngre læsere, på samme måde som jeg blev besat af ham i en ung alder og formåede efterfølgende at påskønne værdien af et godt gys og en hjerteskærende romantisk historie.

Helt ind til kernen er Joyland en ”coming-of-age” fortælling, der forsøger at lære os at skatte de specielle øjeblikke i vores liv, fordi ”nogle dage er dyrebare. Ikke mange, men jeg tror, at i næsten alle liv er der et par stykker”. King efterlader dig med en magtfuld idé, at selvom dagen vil komme, hvor vi alle skal forlade denne tilværelse, er der ikke desto mindre noget smukt ved den tanke.