I Stine Pilgaards anden roman Lejlighedssange er den cirka 30-årige kvindelige jegfortæller for nylig flyttet ind i en andelsboligforening i Aarhus sammen med kæresten. Dermed er hun rykket et skridt nærmere voksenlivet end den yngre kvindelige jegfortæller, som var ramt af kærestesorg i debutromanen Min mor siger (2012). Jegfortælleren i den nye roman skriver horoskoper til et ugeblad og lejlighedssange, hvilket bringer hende i kontakt med naboerne. I andelsboligforeningen bor bl.a. parret Lasse og Louise, forskeren Lisa, der er ved at genoversætte de islandske sagager, kirurgen Elizabeth, som elsker en mand, der ligger i koma, mormor og Ruth, der er blevet kæreste i en sen alder, grækeren Agis, der skyper med sin familie i Grækenland og Lotte med den stærke retfærdighedssans. Beboerne er bundet sammen af andelskronen, fællesspisning, gårdfester og arbejdsweekender.

Moderne fællesskab
Lejlighedssange er en kollektivroman, primært kronologisk fortalt i nutid med enkelte tilbageblik på jegfortællerens barndom og ungdom. I romanens 12 kapitler bliver livet i andelsboligforeningen og beboernes individuelle livshistorier udfoldet. Hvert kapitel indledes med et horoskop, som delvis forudsiger kapitlets indhold. Trods romanens titel finder man ingen rigtige lejlighedssange i bogen. Til gengæld er der 24 sange, som ikke er på vers, men er prosastykker og ment som en litterær hilsen til Homer. Sangene har overskrifter som ”Sang om vandfald”, ”Sang om parmiddag” og ”Sang om svabere”, og sangene fungerer som et refleksionsrum for jegfortælleren. Romanen er en undersøgelse af det moderne fællesskab, hvilket er noget som hovedpersonen både higer efter og samtidig ser som lidt af en prøvelse. F.eks. da hun til julefesten tager et gevir på hovedet i et forsøg på at passe ind og får følgende reaktion:

”Det raslede i bjælderne, hver gang jeg bevægede mit hoved. Naboerne lod, som om jeg ikke var klædt ud som Rudolf, mens de præsenterede sig og fortalte, hvilken lejlighed de boede i. Vi hedder Louise og Lasse, sagde en ung kvinde og så på den røde plasticnæse i mit ansigt. Da Thomas og Lisa kom og gav hånd, stirrede deres tre børn på mig. Der blev stille i stuen. Det er barnligt at klæde sig ud som Rudolf, når det ikke er fastelavn, sagde Thor og pegede på mit gevir. Jeg nikkede.”

Andelsboligforeningen bliver en fællesskabsramme for det moderne liv, som ellers kan forekomme retningsløst eller projektorienteret, og den bliver et sted, man kan høre til og som får en særlig betydning, måske som erstatning for familiefællesskabet. Forskeren Lisa benytter enhver lejlighed til at drage paralleller fra sagafortællingerne til det moderne liv om individet over for fællesskabet, svigt, ulykkelig forelskelse, hævn osv., og en generalforsamling i andelsboligforeningen kan skam sagtens være dramatisk:

”Folk begynder at røre nervøst på sig. Elizabeth har ikke sagt noget endnu, men en vulkan bygger sig op inden i hende. Som gidsler er vi taget til fange på klapstole i forskellige farver, og vi venter lydløst på hendes udbrud. Hele aftenen har hun siddet og himlet med øjnene ad nye forslag, regler for husdyr og musik i baggården.”

Traditionelle og nyere samlivsformer
I romanen finder man beskrivelser af traditionelle såvel som nyere samlivsformer, hvilket giver anledning til at sætte spørgsmålstegn ved, hvordan moderne mennesker indretter sig. Jegfortælleren kaster et muntert og kritisk blik på heteronormativiteten. Parret Lasse og Louise står for skud, da Elizabeth til generalforsamlingen beskylder dem for at have for taktfaste samlejer, som hun mener umuligt kan være ægte. Et andet sted er det forventningspresset fra omgivelserne om, at kærestepar der flytter sammen skal have børn:

”Er det snart jeres tur, kvidrer koret, og seks øjne ser pludselig på min mave. Jeg springer op og griber mit haglgevær. Der er ikke formeringskrav, bare fordi man har æggestokke, skriger jeg. Nu er der dårlig stemning i samtalekøkkenet.”

Jegfortællerens kæreste omtales konsekvent som ’du’, og læseren kan ikke vide med sikkerhed, hvilket køn der er tale om. Alt hvad man gennem sociokulturelle kontekster tillægger køn er dermed fjernet, og det åbner op for et mere nuanceret syn på kæresten. Jegfortælleren deler heller ikke sin søsters begejstring for at blive gift i en Lillymodel og vender det døve øre til sin mors hentydninger om, at ”børnebørn er livets dessert”.

Søgen efter den røde tråd
Når man skriver en lejlighedssang handler det som regel om at finde og beskrive den røde tråd i det menneskes liv, som sangen handler om. Der er hos jegfortælleren et behov for at skabe mening og sammenhæng i livet, der mest af alt består af en række tilfældigheder. Kærligheden kan være med til at skabe dén mening, og måske er det derfor, at den livsbekræftende historie om mormor og Ruth fylder så meget i bogen. Det er en True Love Story om to mennesker, der møder hinanden i ungdommen, bliver adskilt, men finder sammen i alderdommen. Jegfortælleren håber på samme måde, at hende og kæresten bliver gamle sammen, at der vil være en fælles historie, en rød tråd, og at de kan sidde med klaprende gebisser ”og afbryde hinanden, mens der kommer mere og mere sne på minderne.”

Stine Pilgaard skriver med et sprudlende sprogligt overskud, og man griner, når hun rammer plet med sine parodier på naboer og familie. Det lykkes forfatteren at spinde fine røde tråde gennem romanen, hvor læseren både får de individuelle livshistorier, den kollektive historie i andelsboligforeningen, og hvor der trækkes røde tråde fra nutidsfortællingen til fortidens islandske sagaer. Det er morsomt og vellykket.