Novellesamlingen oversat fra den amerikanske Just after Sunset fra 2008 bærer Stephen Kings varemærker: horror (overnaturlig eller ej) blandet med dagligdagens realisme. Horror-elementerne er til stede, men i denne novellesamling er gyset underspillet, og i stedet er det realistiske element så stærkt, at mange af de tretten noveller fremstår som sædeskildringer af nutidens Amerika, dvs. USA efter 9.11.

En af novellerne ”Helvedeskatten” er dog fra 1977, og er medtaget i antologien som en slags bonusnovelle. Den sidst skrevne, ”I klemme” er fra maj 2008. Det tredje af Kings varemærker, metafiktion dominerer fortællemåden i flere af novellerne, og det metafiktive kommer frem allerede i forordet, hvor forfatteren ganske ligetil redegør for sin mistede evne til at skrive i det korte novelleformat (se også anmeldelsen her i Kulturkapellet af Duma Key, hvor det anføres, at også Kings romaner kan blive for lange pga. unødvendige gentagelser). Efter solnedgang er på denne måde en skriveøvelse, og King anbefaler beskedent, at bogen enten læses for at forkorte en flyvetur eller i audio-udgaven (den amerikanske) at høre den på motorvejen.

Er det da lykkedes for King at skrive i kortformatet? I novellen ”Rastepladsen” absolut ja. Her udnyttes uhyggen ved et ophold på en næsten tom rasteplads om natten til fulde, og kombinationen med det metafiktive udnyttes elegant og originalt, hvor den frygtsomme engelsklærers alterego, thrillerforfatteren Hardin bliver en afgørende karakter i handlingen. Andre noveller, ”Willa”, ”En to tre løb”, ”Harveys drøm” er på kanten af det forudsigelige, og ”En to tre løb” er med sine 61 sider for lang både i forhold til novellegenren og i forhold til dens tematik og handling. ”Stum” forekommer selv en af karaktererne så langstrakt, at han beder fortælleren skynde sig lidt: ”Jeg er fascineret af din historie, men jeg spekulerer på om du kunne sætte farten lidt op?” Novellen ”N”, der har OCD som tematik og som et centralt handlingsmoment, lader sin handling udspille sig samfulde fire gange og med de samme gentagelser inden for hvert handlingsgennemløb, hvilket forekommer utilsigtet ironisk. ”N” er for øvrigt også (gen)udgivet som en motion-comic tegneserie online og på dvd. Også i ”Helvedeskatten” er der gentagelser, der ikke kun bemærkes af læseren, men også af karaktererne, så en af dem udbryder, da han overfaldes på nøjagtig samme måde som en anden karakter og under de samme omstændigheder ”Præcis ligesom med Gage – ”.

To noveller ”De ting de efterlod” og ”Efter translokationen” er inspireret af 9.11. Den første direkte med en overlevende fra et forsikringsselskab på 110. sal i World Trade Centre, og den sidste som en meget kort og forstærket udgave af 9.11. med et angreb på New York. Dette angreb er meget værre en angrebet med de to passagerfly, men alligevel udspiller det sig kun som en baggrund for en ellers triviel og klicheagtig hovedhandling, og dets effekt på læseren er desto stærkere.

De skrækfremkaldende elementer i de tretten noveller spreder sig over et bredt register, og de er ikke kun overnaturlige som spøgelser, meddelelser fra det hinsides og andre dimensioner, der vil trænge ind i vores. Der er også de dagligdags tragiske som fatale fly-, tog- og biluheld, Alzheimers, vuggedød, kolesteroltal, medicinske dyreforsøg, utroskab, bedrageri og kræft. Og så er der endelige de sindssyge og psykopatiske forbrydere. De kan enten true en hovedperson, der egentlig er svækket, men som altid hos Stephen King finder ressourcer frem til at redde livet, eller psykopaterne kan selv – retfærdigvis - blive ofre for deres egne onde gerninger.

Efter solnedgang afsluttes med Stephen Kings noter til novellerne. Dette er også et af hans metafiktive træk, og han påviser selv de litterære kilder til nogle af novellerne. Fx er den sidste novelle ”I klemme” en fækal tour de force baseret på Edgar Allan Poes ”Levende begravet” (se også anmeldelsen her i Kulturkapellet af King-filmatiseringen Dolans Cadillac). King kender sin Poe ud og ind, men dog ikke mere end at han burde genlæse Poes ”The Philosophy of Composition” fra 1848, hvor Poe bl.a. skriver om længden af et digt, en anbefaling King burde have fulgt ved de lange noveller i Efter solnedgang:

If any literary work is too long to be read at one sitting, we must be content to dispense with the immensely important effect derivable from unity of impression- for, if two sittings be required, the affairs of the world interfere, and everything like totality is at once destroyed.

Novellerne i Efter solnedgang er for størstedelen vedkommende, da de er så nutidige, og bogen kan anbefales til ekstensiv læsning, som King selv-kritisk påpeger. Bogen er i det store og hele spændende, og man læser den til ende. Den mangler desværre den overraskende originalitet, som Stephen King kan præstere i sine bedste bøger, også novellesamlinger, og fortælleteknisk kunne en del af novellerne have været strammet betydelig op.