Hører du til de mennesker, der absolut H-A-D-E-R at få en bog tilbage fra en ven, for med rædsel at opdage at ryggen på bogen er blevet knækket helt i stykker, at der er blevet brugt æselører frem for et bogmærke, og at der tillige er kommet en plet – tomatsovs, blod eller måske det der er endnu værre – på omslaget, så vil du enten elske eller hade Wreck this journal, der til trods for sin meget engelsksprogede titel, er blevet oversat til dansk.

Forfatteren Keri Smith er canadisk kunstner, og vælger man at følge bogens instruktioner, så tvinger hun faktisk læseren, eller den der tilfældigt finder bogen, til at turde være kreativ, bryde vante (bog)vaner, og som titlen antyder på mange forskellige måder at tegne, klistre, kaste, slynge og ikke mindst helt bogstaveligt smadre bogen. Det er dog lidt sært, at bogen også på dansk er blevet udgivet med sin engelske originaltitel i stedet for at kalde den Smadr denne notesbog, men det har sikket noget med ophavsret at gøre.

I bogens start er der klare anvisninger til, hvordan værket skal håndteres. Der er nemlig indledningsvist blevet fastsat en række dogmeregler, som læseren skal følge til punkt at prikke, for at missionen kan lykkes og hensigten med bogen kan udfolde sig. Hun skriver bl.a.m at man skal have bogen med sig overalt, at man skal følge de instrukser, som står på hver side, og at man tillige har frihed til at eksperimentere.

Slår man derefter op på en vilkårlig side, kan man eksempelvis blive bedt om at fylde den pågældende side med de mærkater som sidder på frugt, at lime en tilfældig avisside ind på en anden, at bede en ven om at dekorere en tredje, eller ligefrem binde en snor i bogen og gå en tur med den. Ideerne er mange og bogen er umiddelbart en samling af virkelige sjove påfund, der giver dens ejer-m/k carte blanche til at opføre sig anderledes end normalt og ikke mindst lege med deres egen kreative evner. Hvis folk spørger, hvad man laver, kan man jo blot vise dem bogen. Det er sikkert også derfor den har solgt så godt verden over.

Der findes dog også sider, der er lidt mere ordinære som eksempelvis de, der beder en om at rive siden ud og lave en papirsflyver, rive sider ud, krølle dem til en kugle og lege med denne, osv., men bladrer man gennem værket (som i sagens natur er strengt forbudt i følge de førnævnte regler), så opdager man hurtigt, at de sjove, kreative ideer fylder mest.

Bogen er ”tilegnet perfektionister overalt i verden”, men spørgsmålet er blot om disse virkelig ville være villige til at indgå i den leg, som bogen præsenterer. Man kunne naturligvis tænke, at den kunne gives som gave, men hvem har egentlig lyst til af sine bekendte at blive stemplet som perfektionist, idet termen nu om dage som oftest har negative konnotationer?

Det kunne ligeledes tænkes, at bogen ville være en god gave til folk, som trænger til at komme lidt ud af deres skal, men uden at have megen forstand på det ville det med sikkerhed heller ikke være den allerbedste gave til den introverte, da flere af de aktiviteter, bogen foreslår, vil forekomme alt for grænseoverskridende for dem.

Bogens målgruppe skal heller ikke findes i bibliofile, autoritetsskeptiske anmeldertyper som undertegnede, der af ren og skær trods nægter at reagere på de performativer, som bogen slynger om sig med.

Nærværende anmelder er hverken genert eller mangler sans for kreativ udfoldelse, men dette er ikke årsagen til, at bogen ikke bliver anmeldt, som den ret beset burde. Nemlig i en form for performance, hvor bogen, som dikteret i dens indledning, skulle følge undertegnede i tykt og tyndt, på godt og ondt og endelig blive et slags unikt kunstværk, en totalt smadret samling kulørte løsark, præget af indtil flere mennesker, men mest tydeligt af bogens ejer.

Stik imod dogmerne kommer anmeldereksemplaret op på hylden, efter anmelderen har valgt at fokusere på reglen om at ”eksperimentere” fuldt ud, og vil se hvad der mon sker, hvis ikke man gør, som man får besked på. Kommer Keri Smith forbi og skælder en ud, eller får man i løbet af natten ubudne gæster, der vil sikre sig et af de få tilbageværende, ”rene” eksemplarer af værket? For kunne man ikke forestille sig at en intakt udgave af værket om flere år ligefrem gå hen at blive et regulært samlerværk?

Faktisk synes den reelle målgruppe til denne bog at være gjort lidt af samme støbning som dens forfatter, nemlig kreative mennesker, der både finder ideen sjov, og er villige til uden at overtænke det gå ind på de præmisser, som bogen opstiller. Den er desuden nok mest af alt henvendt til et yngre segment, hvilket også kan ses ved et besøg i den lokale boglade, hvor eksemplarerne er at finde i børn- og ungeafdelingen. Dette til trods er det både en morsom bog, som måske også ville kunne minde voksne stivstikkere om, at de også engang har siddet med hænderne smurt ind i glimmer, lim og crepepapir med et stort smil på læberne. Der er nemlig noget dejligt befriende i også som voksen at turde lege og undervejs blive møgbeskidt.