Den ny tid af Katrine Marie Guldager er tredje del i hendes serie om søskendeparret Leonora og Henry og deres forældre og tanter og småbrødre fra Køge, som vi mødte første gang i Guldagers Ulven (2010). Her blev vi introduceret til familiekabinettet á la 1940´erne, hvor ulven lurer som en skyggeform i skabe og skuffer bag en kun tilsyneladende familieidyl. Ulven følger med ind i 1950´erne og anden del Lille Hjerte, hvori familiesplittelsen får kontur: Mor flytter fra far til den store by, kun med den mindste på armen, Ib, den udvalgte, imens de to store børn, Leonora og Henry overlades til den, der har mistet modet, faderen Peter.

I Den ny tid følger vi stadig søskendeparret, nu startende med Henry, som i 1967 er flyttet til København og har travlt med at blive hippie, tage LSD og begå sig i The Summer of Love efter endt soldatertid. Henry lægger brat ud med at få sit første syretrip under mor Lilys spisebord. Ikke så langt tid efter er han travlt beskæftiget med at sælge LSD´en selv (startkapitalen kom fra far Peters cigarkasse) og få sig en frihedskæreste, hippien Helle, imens han også knepper faderens eks-kæreste, den storbarmede Ella - fra Køge.

Imens er Leonora forblevet i Køge, gift på sjette år med Klaus, stadig uden børn og med et voksende mismod. Hun tager sig af far Peter, vasker hans tøj og får ham på benene. Han holder sig stadig grebet af savnet til Lily, kunstneren, der realiserede sig selv på familiens bekostning. Og Lily? Kæmper med malerierne i København, men slår ligesom ikke rigtig igennem. For nu at sige det mildt.

Rundt om de fire familiemedlemmer er der et broget galleri med afstikkere til tante Lys og tante Mørk, til Maren Katrine, som vist nok havde en affære med Lilys far, til Kaj, som Leonora tidligere var kæreste med, til Ulf, som vistnok, viser det sig, er Henrys halvbror. Samtidig bliver vi introduceret til epoken, til København og Storkespringvandet og Eik Skaløes udødelige tekster.

Ledetråden, som nutidsfortællingen løber langs, er Peters ønske om at holde en stor fødselsdagsfest for sin elskede Lily (trods bruddet), når hun nu fylder 50. Selvfølgelig i Køge, hvor Lily ikke så gerne sætter sine ben. Og sådan kulminerer bogen da også. På satirisk vis med nogen, der er i familie med hinanden, samlet om et bord, med en hel bunke usagte ting, en del bristede håb og en del lysende fremtidsdrømme.

Men bogens fremadskridende handling er ikke bærende i bogen. For alle har en historie, en fortid - som vi jo ved, dette er trods alt det tredje bind i familieserien. Og denne fortid tænker karaktererne meget på. Der bliver reflekteret og genfortalt. Godt holdt i hånden af den alvidende fortæller, som fortolker og krydrer med ekstra viden - der for karaktererne er ukendt, ikke mindst via små stikpiller om fremtiden.

Det kræver et godt håndelag at kunne skrive mellem fortid, tanker, nutid, fremtid og handling, som Guldager gør. Til tider fungerer det godt - til andre bliver refleksionerne for banale og - af den grund - trækker de tempoet og dristigheden ud af historien. Vi forbliver ved jorden, ved Køge, hos Kaj og Peter og alle de andre, trods LSD-trips og revolutionstanker.