Mest læste
[Tegneserieanmeldelse]

1 - Tegneserieanmeldelse
Fimbulvinter
2 - Tegneserieanmeldelse
En dyne af sne
3 - Tegneserieanmeldelse
Batman – Bogen om Nattens Ridder
4 - Tegneserieanmeldelse
Når jeg ikke er til stede
5 - Tegneserieanmeldelse
Det kinesiske værelse
6 - Tegneserieanmeldelse
Kakofonia
7 - Tegneserieanmeldelse
Einherjar
8 - Tegneserieanmeldelse
Goliat
9 - Tegneserieanmeldelse
Mimbo Jimbo
10 - Tegneserieanmeldelse
Habibi




Bæver Renovering & 2009 Kalender / Lindhart & Ringhoff / 100 / 365 sider
Tekst: Wulffmorgenthaler, ill: Wulffmorgenthaler
Anmeldt 1/2 2009, 14:27 af Torben Rølmer Bille

Et smil om dagen...


Et smil om dagen...

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Det er pinligt, at en bog, der udkom i oktober måned sidste år, samt en kalender for 2009 først anmeldes nu, samtidig med at årets første måned går på hæld. Et bud på dette forholder sig sådan kunne være at en svært bevæbnet og særdeles professionel, organiseret bande af forbryderiske pandaer siden jul har forsøgt at lægge pres på såvel nærværende anmelder og dennes familie, i håbet om at offentligheden på ingen måde blev klar over Wulffmorgenthalers seneste samlinger steger og verbale groteskerier.

Hvad Kurt Westergaard er for danske udenrigspolitik, er Wulffmorgenthaler for den danske, politiske korrekthed og gode smag. Endnu engang kaster de to nedrige bagmænd mærkelige dyr, gamle mennesker, fækalier, nøgenhed, lummer sex, blod og urin, som det mest selvfølgelige i verden, efter deres ivrige fans – og det skal de naturligvis have rigtigt mange tak for. Vi er mange, der ligefrem frydes over dette visuelle lavement og slubrer deres uhumskheder i os, som var det den lækreste suppe.

Man kan mene, at selve ideen med en årlig kalender med tegninger af sjove dyr er en, som Mikael Wulff og Anders Morgenthaler ublu har tyvstjålet fra folk som bl.a. Gerry Larson, men ikke desto mindre er det altid rart at starte hver morgen med et bredt smil, uanset hvem det er som står bag morsomhederne.

Enkelte benhårde kritikere vil så hævde, at det er lidt usselt, at nogle af kalenderens striber går igen i Bæver Renovering, men på den anden side er der jo heller ingen grund til fortvivlelse, for man sidder jo næppe og læser først bogen og dernæst alle 365 blade i kalenderen, men mindre man er en lidt småfed, fedthåret, langskægget, socialisthippie af en anmelder.

Det er en svær kunst at kreere daglige striber af høj kvalitet, for ikke alene kræver det, at man finder en original stil, der gør at ens striber adskiller sig markant fra massen, men endnu vigtigere er det at man ikke gentager sig selv i en uendelighed. I forhold til disse strenge kriterier synes Wulffmorgenthaler at klare sig fint. Selv om enkelte af deres påfund ofte er variationer over et tema, som eksempelvis ideen med at antropomirfisere dyr og dagligdags objekter eller spille på tvetydigheden i det danske sprog, så bliver det aldrig kedeligt eller trivielt. De lader os andre dødelige få et indblik i, hvordan det er at se verden med deres LSD-briller.

Nuvel, som også blev nævnt, da udgivelsen blev anmeldt i kapellets regi sidste år - Ekstrem stangtennis & Wulffmorgenthalers kalender -, så er det ikke alle striberne, som er lige originale eller som automatisk hensætter læseren i den vildeste krampelatter, men den gennemgående kvalitet er stadig virkelig høj, og det er forunderligt, at Wulffmorgenthaler, som den duracell-duo de er, kan blive ved med at holde dampen oppe og producere kvalitetsstriber i det omfang, de gør.

At holde af d’herrer er ikke svært, hvis man hører til de mennesker, som mener, at grænserne for den gode smag bør og skal overskides (ikke en stavefejl – red.), hvis humoren skal blomstre. Derfor kan kalenderen og bogen ikke anbefales til forfølgende enkeltpersoner og grupper af folk: paven, kulturministeren, hestepiger, Bertel Haarder, børn der lige har lært at læse (og hvis forældre helst ikke ser de lærer grimme ord), religiøse fundamentalister, letpåvirkelige, de der elsker pandaer, unge mænd som bor hos mor og endelig præmenstruelle feminister. For alle os andre, der ikke har noget mod et ordentligt metaforisk los i løgene på daglig basis, er Wulffmorgentahler virkelig en gave.

Forrige anmeldelse
« Røde Orm «
Næste anmeldelse
» Astonishing X-Men: De Ukuelige »