Med Slagteren fra Lille Burma afslutter Håkan Nesser sin serie om efterforskeren Gunnar Barbarotti. Det blev til i alt fem bøger. En kvintet. En romanserie, der fra første bind lagde sig i selen for at presse grænserne for, hvad man kunne tillade sig inden for krimigenren. En bedrift som Nesser har fastholdt til og med sidste bind. En flot afrunding af en af tidens mest interessante krimiserier.

Romanen tager sin begyndelse, da Barbarotti vågner en morgen – og mærker, at hustruen Marianne ligger kold ved sin side. Død. I fjerde bind De ensomme fik hun en hjerneblødning, og det har været kun et spørgsmål om tid, inden den næste, fatale ville indtræffe. Det gør den nu, og det søsætter et eksistensdrama, der værdigt kommer til at fylde mere end opklaringen i bogen.

Da Barbarotti vender tilbage til arbejdet, bliver han antageligvis sat i skånejob. Fordi han sørger. Chefen har fundet en fem år gammel uopklaret sag, som Barbarotti kan cykle rundt i, mens han bearbejder sit store tab. Barbarotti aner dog, at der stikker noget andet under, men chefen er ikke lutter information. Og Barbarotti må dykke ned i de støvede sagsmapper. Og sin egen psyke.

Sagen drejer sig om kvinden Ellen, der kaldes for ’slagteren fra Lille Burma’. Et navn hun fik, fordi hun et par årtier tidligere parterede sin daværende mand. Gården, de boede på, hed Lille Burma. Og Ellen var selv en dygtig slagter. For fem år siden forsvandt hendes nye samleverske under mystiske omstændigheder, og det er denne sag, Barbarotti sættes til at hitte rede i.

Store dele af romanen går dog ikke kun med at skildre denne træge og nævenyttige sag. En rum tid bruges på fortælle om den sønderknuste Barbarotti og hans savn. Han har stadig sine samtaler med Vorherre, men han venter snarligst at høre fra Mariann. Fra det hinsides. Denne sorgbearbejdelse og religiøse søgen sætter også i denne fortælling en helt særlig eksistentiel stemning.

Kvintetten er genreoverskridende på mange forskellige måder. Allerede dens engagement i moderne religiøse holdninger presser grænsen for, hvad krimien traditionelt rummer. Men dens måde at lade gerningsmænd og -kvinder komme til troværdigt udtryk er meget fyldig – og således næsten på grænsen af genrens beføjelser. Men netop dette gør serien til en serie af gode romaner. Slet og ret.

Slagteren fra Lille Burma lader også – uden at sige for meget – hånt om almindelige genrekrav. Alligevel indbygges en særlig spejlingsmekanisme i romanen mellem Barbarottis og Ellens karakterer, der flot sitrer op ad hinanden. Det eksistentielle drama hos Barbarotti perspektiveres fyldigt af længere tilbageblik i Ellens liv med både den første og den anden mand.

Bogen indføjer også slet skjulte kommentarer til andre inspirationskilder. Den misbrug, som Ellen udsættes for af sin første mand, sættes i genrekritisk lys ift. Stieg Larssons succes. Skildringen af kvindemishandling er dog på mange måder hos Nesser Larsson langt overlegen. Hele den eksistentielle resonansbund i romanen (såvel som i serien) bærer en tydelig inspiration fra Søren Kierkegaard. Ikke ekspliciteret, men med en fin og indbygget analyse af forholdet mellem tro og eksistens.

Det serielle i serien fungerer – i hvert bind – ganske godt. Historierne er fængslende, spændende og yderst velfortalte. Men det mest interessante er i bund og grund føljetonsporet. Fordi Barbarottis karaktér er så djævelsk god. Fordi han er et yderst vedkommende selskab. Af samme grund er Håkan Nessers serie om Gunnar Barbarotti – i modsætning til de fleste andre krimier – faktisk adskillige genlæsninger værd. Derfor kommer jeg til at savne Barbarotti. Han er et godt bekendtskab.