Fortællinger vikler sig ind i fortællinger. Tidligere udgivelser kaster skygger. Virkeligheden forplumres af fiktion, mens fiktionen præges af ting, der angiveligt sker i virkeligheden. Personer eksisterer, og viser sig at være fiktion, mens forfattere muligvis eksisterer. Ja, det virker ikke lettilgængeligt. Men med den svenske forfatter Håkan Nesser ved roret hænger sagerne godt sammen, og forvirringen er ikke større, end underholdningen vinder indpas. Fra doktor Klimkes horisont er (endelig!) udkommet på dansk.

Det drejer sig om en samling af fem mindre fortællinger, der på kryds og tværs har nogle svage forbindelser til hinanden – og til Nessers øvrige forfatterskab. To af dem kaldes kortromaner - de tre sidste noveller. Alt sammen kommenteret til slut af Eugen G. Brahms, der er et pseudonymt pseudoanagram for Nessers svenske forlægger. Hans efterskrift udstikker et par koder, vejledninger, men kaster også – ganske bevidst – læseren blår i øjnene. W. Klimke introduceres som en filosofisk grundpille hos Nesser. Eksisterer han? Næh!

Det fortæller lidt om den leg med forholdet mellem virkelighed og fiktion, som præger fortællingerne. Flere af dem er metafiktive sager, der på forskellige måder indfatter sig i sig selv. En forfatter skriver en fortælling, der ligner den, vi læser. En læser oplever, at den fiktion, han læser, udspiller sig omkring ham. Alt sammen er sovset grundigt ind i spændingsmættede, kriminalistiske fortællinger, der samtidig kommenterer kritisk på genren og selvironisk på Nessers eget forfatterskab. Alt sammen med et tøvende glimt i øjet.

Stedsfornemmelsen minder meget om Nessers kriminalromaner om Van Veeteren. Disse fortællinger, der synes at foregå i noget, der ligner Holland, men egentlig også Sverige – eller omvendt. Stednavne klinger flamsk, mens en lærer alligevel underviser i svensk. Tidsfornemmelsen er samtidig endevendt pga. den gennemgående leg med fiktionens udtryk ift. sin egen virkelighed. Flere af fortællingerne udtrykker en dekonstruktion af sig selv. Det bliver til vellykkede vinklinger på en genre, der ofte er lidt for selvkørende.

Udgangspunktet for alle fortællingerne er et forhold til døden. Der opstår noget produktivt på denne yderste grænse, som Nesser ofte – selvfølgelig også i sine krimier – skriver sig op imod. I disse tilfælde er det snarere selve døden og ikke mordet og forbrydelsen, der sætter gang i svingningerne. Filosofisk stof kryber ind og gør fortællingerne til dybsindige vinkler på dødens tabuiserede væsen. Klimke kigger med over skulderen i flere. Hvad han laver der, må læseren selv finde ud af.

Kan krimien være litterær, spørges det ofte? Eller omvendt: Kan litteraturen bruge krimien? Spørgsmålet bider sig selv i halen, og opløser sig selv. Svaret er ja og nej! Krimien og litteraturen er et nødvendigt makkerpar, der kan ødelægge det hele for hinanden, men hos Nesser er det gensidige forhold særdeles produktivt. Kortromanerne og noveller summer af skriveglæde, der smitter af på de forfattere, som i fortællingerne mangler denne skriveglæde. Og på læseren, der får endevendt de små grå.

Fra doktor Klimkes horisont udkom på svensk i 2005, men vi måtte vente til sent sidste år, inden den ramte de danske gader. Heldigvis er den da med nu! Det er en yderst velskrevet, finurlig omgang i litteraturens metafiktive centrifuge. Når du kommer ud på den anden side, svimler det lidt – på den gode måde.