Med romanen Ta’ selv fra 2012 griber Kristiane Hauer fat i nogle af de eksistentielle temaer som blandt andre chick lit-genren kredser om i relation til det moderne kvindeliv: Hvad er det gode liv, og hvordan finder jeg det? Og mere konkret: Hvilken mand skal jeg vælge, hvordan realiserer jeg mig selv via mit arbejde, og skal vi virkelig have den nye udestue? Men hvor chick lit typisk griber sagen an med letbenet humor, er der mere alvor og lurende fare i Hauers roman. Det ender dog aldrig i noget stort ragnarok (eller festfyrværkeri for den sags skyld), og det er således svært at sige, om hovedpersonen Line er nået meget videre ved romanens slutning end ved begyndelsen, hvor hun var ti år yngre. Hauer har selv givet sit værk undertitlen ’En dannelsesroman’, og dette er muligvis ment ironisk.

Vi følger Line fra hun er omkring 27 og cirka ti år frem med flashbacks til barndom og tidlig ungdom. Som hovedperson er hun på sin vis et frustrerende bekendtskab, i hvert fald i længden, grundet hendes lettere passive attitude. Mere end noget andet fremstår Line som passager i sit eget liv. Hun er typen, der lader sig føre med strømmen, og aktive livsvalg har hun svært ved at overskue. Hun har nemlig altid fået alt serveret på et sølvfad: god i skolen, godt udseende, gode kærester på stribe. Alt, hvad hun selv behøver at gøre er at beslutte sig og række ud. Men frit valg på alle hylder er som bekendt ikke altid af det gode, og meget symptomatisk tænker Line opgivende foran hylden med blandselvslik: ”Har jeg lyst til salte fisk, lakridsæg, pinocchiokugler? Der er virkelig ufatteligt meget at vælge mellem her.” Antallet af valgmuligheder udmatter, og Line opsøger – uden videre held – en psykolog, samtidig med at flere af hendes veninder flirter med alt fra yoga over stenhealing til numerologi. I det hele taget rammer Hauer den søgende tidsånd i ’nullerne’ meget præcist, og måske navnlig som kvinde nikker man genkendende til meget.

I sit arbejde med ’Projekt Liv’ orienterer Line sig meget efter det, hun opfatter som samfundets normer. Man får som læser et ubehageligt indtryk af, at både hendes ægteskab og to børn mere eller mindre er et resultat af et forsøg på at rette ind efter normen. Måske er det medvirkende til, at man har svært ved at stole på hende, når hun senere siger, at hun ”er glad og tilfreds”. For indtil da har hun jagtet intet mindre end lykken, og så er ’tilfreds’ vel ikke godt nok? Hvorvidt Line virkelig er blevet et dannet menneske (jævnfør undertitlen) ved romanens slutning, må stå hen i det uvisse.

Hauer er god til spændingsopbygning, også bare inden for den enkelte sætnings rammer. Desuden krydsklippes der i romanen løbende mellem den nogenlunde kronologisk fremadskridende beretning om Line og så én konkret dag ude i fremtiden, hvor vi aner, at Line er ildevarslende alene.

Dog når denne spænding ikke rigtig noget klimaks, og læseren efterlades med en usikkerhed omkring, hvor Line og hendes familie egentlig står ved romanens slutning. Som sagt har man ikke den store tiltro til hendes dømmekraft, om end hun dybest set blot er som alle andre almindelige, unge kvinder i dagens Danmark.

Romanen vil formentlig primært vække genklang hos (yngre) kvinder, og der er bestemt meget, man genkender. Der er grundlæggende også noget spændende over at få lov at kigge over skulderen og ind i et andet menneske liv – uanset hvor almindeligt det måtte være. Men søger man klare svar eller indspark i debatten om, hvordan man konkret lever det gode, moderne kvindeliv, er Ta’ selv og Line ikke stedet at gå hen.