Døden ophæver tiden og omvendt. Tiden ophæver døden. Men hvad sker der, når en mand er på vej til at dø i en roman, hvor fortælleren forstyrrer tiden? Dette og meget mere beskæftiger Håkan Nessers seneste – og fremragende – roman Himlen over London sig med. Den udkommer i dag på dansk.

Vi følger en række personer, der inviteres til middag i London af den velhavende Leonard. Irina og Gregorius er steddatter og -søn af ham, mens Milos ikke ved, hvem han er. Leonard er sammen med Maud, der mest af alt ængstes ved den dødelige sygdom, han lider af. Ved siden af følger vi en spionlignende fortælling fra den kolde krig med Leonard i førersædet. Eller rettere: I førersædet sidder en meget tilstedeværende fortæller, der blander sig på den mest mærkværdige måde.

Ja, det lyder ikke som det, Nesser er mest kendt for: kriminalromaner. Kriminalromaner af en særdeles fin litterær standard, skal det siges. Men ingenlunde er Himlen over London en roman, der skriver sig ind i den del af forfatterskabet, der handler om andet end mord, vold og opklaring. Alligevel trækker romanen svage veksler på nogle spor fra en sparsom kriminalgåde, der spiller ind. The Watch Killer i London sætter ure på sine ofres arme, hvor tiden er stoppet på det tidspunkt, de er blevet myrdet. Døden ophæver tiden.

Himlen over London er en metaroman om en metaroman. Slet og ret. Det handler om at skrive, om at være forfatter, om at fortælle, og om at fornemme fortællingen, fiktion, karaktererne og forfatteren. Hvem end denne er. En forfatter skriver i romanen en Londonroman, mens vi også er vidne til interaktioner på kryds og tværs af de forskellige fortællelag. Som der er flere af. Det er spøjst, besynderligt og ikke mindst tryllebindende velkomponeret. Det er ganske simpelt god litteratur, det her.

Associationerne og henvisningerne er mange. Titlen peger naturligvis til et centralt kapitel i romanen, hvor et hærgende uvejr rammer London. Vejret er en sammenbindende metafysik. Men titlen peger også på Wim Wenders filmklassiker Der Himmel über Berlin, der på flere måder fortælleteknisk ligner. Brugen af Peter Falk i en Colombo-lignende rolle heri er en parallel leg med krimien. Stilmæssigt og strukturelt er der en hel del ligheder med Salman Rushdies De sataniske vers, mens Christoffer Boes debutværk på film Reconstruction også inddrager en karakter som værkets indre struktør. Samlet set er det ikke dårlige værker at blive sammenlignet med.

Himlen over London handler om forholdet mellem virkelighed og fiktion, mellem sandhed og løgn. Den er kernefilosofisk uden konsekvenser for underholdningen, mens den metafiktive leg med fortællingens lag ydermere peger på nogle interessante komplekser for mennesket. For hvad betyder det egentlig, at vi alle er fanget af/i vores bevidsthed? Har vi faktisk en valid adgang til vores medmennesker? Hvad ved vi om hinanden? Med andre ord hænger romanens leg med fortællingen tæt sammen med dens tematik: Personernes viden eller uvidenhed over for hinanden. Det er ikke bare metafiktion for dens egen skyld. Der er noget så farligt som pointer i farvandet.

Himlen over London er et værk, der læser sig selv. I sin dobbeltbetydning: Nogen læser med, kigger over skulderen, mens fortællingen langsomt for overtaget. Over sig selv. Men det er også en pageturner, der veltilrettelagt sender læseren på en karruseltur ind i venteværelset mellem fiktion og virkelighed. Himlen over London kan meget vel være hovedværket i Håkan Nessers forfatterskab.