Håkan Nesser er klart den næstbedste svenske krimiforfatter i dag, lige efter den ret suveræne Arne Dahl. Nesser skriver rigtig godt, hurtigt, let, med humor og et sikkert øre for sprogets små og store faldgruber, dets metaforiske klicheer der så let låser mening fast i fordomme.

Nessers første tibinds politiserie havde den knarvorne gamle kommissær van Veeteren i centrum – filmatiseringen af den skal vi komme tilbage til ved anden lejlighed. Efter min smag led romanserien noget under sin topografiske abstraktion; situeret i den fiktive by ’Maardam’, i et land der kunne minde om Holland, manglede romanerne det lokale kritiske bid som en mere fast forankring kan give. Dog ved jeg godt, at effekten af at kunne følge protagonisterne på et bykort over fx Stockholm jo er en såkaldt ’realitetseffekt’ (Roland Barthes). Nessers kritiske blik for samtidens forfald og kriminelle blomstringer fejlede ikke noget.

Nu er vi så endelig hjemme i Sverige, ganske vist ikke i Stockholm eller Göteborg, men i den fiktive stad Kymlinge, et stykke nord for sidstnævnte. Her residerer vicekriminalkommissær Gunnar Barbarotti, 47 år og dermed 10 år yngre end Nesser selv. Og der er stadig fremtid, ikke blot alderens afvikling over ham. Det er godt, det giver dynamik.

En helt anden historie er nummer to i rækken, af vistnok planlagt fire. Den første, Menneske uden hund, har jeg beklageligvis ikke læst (endnu), men det lover udmærket godt.

Plottet i romanen er rent djævelsk udspekuleret. Politiet i Kymlinge, dvs. Barbarotti, modtager et anonymt varselsbrev der lover mord på en bestemt, navngiven person. Meget mystisk, og meget ubelejligt, eftersom Barbarotti, der er fraskilt, just er på vej ind i både sommerferie og et nyt forpligtende forhold. Og værre endnu, varslingen viser sig sand – og ikke den eneste. Få uger efter er endnu fire personer blevet aflivet, af den tilsyneladende supercool morder, hvis spor bortset fra brevene er helt fraværende. En kynisk massemorder eller…

Læseren får dog sine ’clues’. For hvert mord en dagbogsoptegnelse fra sommeren 2002 i Bretagne, hvor en gruppe tilfældigt sammenførte svenskere nyder livet og møder en Lolita-nymfe med visse kvaliteter. Postscripter til dagbogsoptegnelserne aktualiserer morderens vilje til at gøre rent bord, nu endelig, i sommeren 2007. For noget vi ikke helt ved hvad er.

Meget længe bliver politiet – uvidende om optegnelserne – ført rundt efter næsen af den kræsne morder. Men mod slutningen får de minsandten tilsendt dagbogen in toto, uden dog at hverken de eller vi bliver afgørende klogere deraf. Djævelsk raffineret, just som Barbarotti med gode inden- og udenbys hjælpere ellers begynder at kunne se visse mønstre i de dystre hændelser, hårdt presset af en absolut sensationsvillig presse.

Nesser presser yderst kyndigt sin suspense-skrue næsten helt i bund. Indtil han så at sige vælter hele sit snedigt opbyggede spind over ende! Hvad det skal sige, det er sandt nok ’en helt anden historie’, og den tør absolut ikke fortælles her.

Hvad værre er, så forekommer denne voldsomme ’peripeti’ ganske uforberedt og kaster vrag på alt den læse-/forståelseskompetence man undervejs har opbygget. Det er virkelig radikalt. Ydermere er bogen lang nok i forvejen, bl.a. fordi Nesser vier Barbarottis kærligheds- og faderværdighedsproblemer en temmelig langstrakt opmærksomhed. Og bang, eller rettere Puf siger det, så er vi et helt andet sted henne, og den sluttelige afklaring forekommer næsten tilfældig i al sin pludselige kortfattethed.

Nesser er selvfølgelig i sin gode ret til at narre os virkelig omfattende; krimiens vanlige rationalistiske tyrkertro på narrativ kausalitet og mening i galskaben kan sagtens trænge til en ordentlig én over næseroden. Men bratheden hvormed Nesser afstedkommer dette giver ikke denne læser stor lyst til at læse tilbage over (vild)sporene for at finde det sted hvor man skulle have anet ugler i mosen. Og det kan vel ikke helt være meningen.

Lidt ærgerligt, for som sagt, Nesser skriver rigtig, rigtig godt, og hans Kymlinge og personerne er udmærket livagtige. Men måske skal en gedigen (post)moderne krimiforfatter én gang i karrieren løbe linen helt ud, metafiktivt underminere sine detektiver, læsere og sin egen historie. Som Jørgen Ryg sagde engang, om ’kalvekastningen’s kunst: ”Det er dyrplageri, men det er kraftedeme dygtigt gjort!”