Hun har været død i to år. Fortæller hun i starten. Stikker af for at finde. Sandheden, sin søn, og mere end det. Justitsmord er også et mord. Sharon er fængslet for mordet på sin veninde, der havde en affære med hendes mand. Ved et tilfælde får hun mulighed for at stikke af. Med kun ét i tankerne. Hun må finde sin søn. Da hun møder en forfatter, der hjælper hende, indser hun dog hurtigt, at hendes strategi slår fejl. Hun må i stedet bevise sin uskyld.

Annika von Holdts fjerde roman Pantomime er en spændingsroman forklædt som en krimi. Ikke kun et blodigt mord skal opklares. Også et justitsmord, og Sharon er sin egen privatdetektiv. Von Holdt har i sine foregående romaner trukket veksler på gyseren, en em af det overnaturlige, det gotiske. Omslaget til denne roman forsøger at signalere en forskel fra dette ved at skrive, at dette er hendes første spændingsroman. De andre var thrillere.

Hvad forskellen er, ved jeg ikke. Umiddelbart tyder det på, at adskillelsen i dette tilfælde signaleres gennem fraværet af det overnaturlige som mulighed. Undervejs, i hvert fald. Dog fastholder von Holdt en tone fra det gotiske, som her placeres i de amerikanske sydstater. Southern gothic, såmænd. Det er drømme om døde, spøgelsesagtige ridt gennem byen, og kirker og katedraler som gemmested. Hun har såvist bevæget sig en anelse væk fra rytme og tone i de foregående. Men ikke helt.

Stilen er en anelse forcerende. Rytmen umådeligt registrerende. Også for meget. Sharon er en værre Sherlock til at beskrive sine omgivelser. Det er bare lidt uvist, hvad betydning alle detaljerne har i sammenhængen. Naturligvis gemmer der sig noget i strategien, som kunne være en informationsmæthed, der dækker over, som læseren kun aner ligger underneden. Opklaringen. Men to tredjedele af romanen fylder meget på med fatigerende, unødig naturalistisk prosa. Der kunne også have været ryddet lidt ud i de værste angliseringer undervejs.

Det, der ellers skulle bære romanen, udebliver desværre. Den psykologiske profil af Sharon, som er romanens førstepersonsfortæller, er sparsom og kun pletvis. Ja, en mor elsker sit barn, ja, enhver uskyldigt fængslet har problemer med tillid, ja, fortiden har betydning. Fortælleknebene er for lette, overskuelige, tilgængelige. Indledningsvist er der naturligvis en antydning af, at dette kan have sine årsager. Men indtil sagen får fart, er Sharon desværre et lidt tomt selskab. Det kedelige er dog i denne roman lidt lumsk…

…for så tager en djævel ved plottet og vrider det – på meget få sider. Nærmest for få. På mange måder er den sidste tredjedel af romanen de første to hele læsningen værd. Læserens opmærksomhed gennem de træge passager støder mod grund – og sendes rundt i manegen. Elementer er dog så spektakulære, at det bliver synd for den ellers fine og overraskende afrunding. På den ene side virker romanen lidt som en forvokset novelle. Fortællingens tyngdepunkt fejler ikke noget. Det tager bare lidt for lang tid at nå frem dertil.