Da H.C. Andersen skrev, ’se, det var en virkelig historie’, så pegede han på det forhold, at der er flere virkeligheder på spil i fiktion. Det kan være historien, der er virkelig som historie, som fortælling. Men historien kan også vise hen til en virkelighed uden for fortællingen; en henvisning til det, historien vil pege på. Ord er virkelige i deres egen ret (ord er lyd, tegn og billede) – ligesom narrativer har en virkelighedsstatus som narrativer. Samtidig kan ordene og narrativerne pege på andre virkeligheder som ’levede virkeligheder’, ’fiktionens virkelighed’ (fiktionens ’hvad’), ’symbolske virkeligheder’, ’genstande i tid og rum’ og så videre.

Tanker om forholdet mellem tekst og virkelighed trænger sig på i forbindelse med læsningen af Virginia Woolfs Mrs. Dalloway, som, udover en række fortællinger også bearbejder vore forestillinger om forholdet mellem ord, tanker og virkelighed. Romanen består af sansninger og de associationer, de giver anledning til (stream of conciousness). Samtidig viser Woolf, hvordan mennesker konstruerer deres virkeligheder i ord og associationer. Der er ingen sandhed hinsides de perspektiver på virkelighed, karaktererne etablerer.

De forskellige karakterer beskrives gennem andre karakterers forestillinger om dem, gennem de tegn, de afsætter og de associationer (billeder), de giver anledning til. Disse igen er bestemt af social kontekst og tidligere erfaringer.

Dette lyder måske abstrakt, men er faktisk det modsatte, nemlig meget konkret i Mrs. Dalloway. Romanen ’foregår’ over en dag, hvor vi glider ind og ud af forskellige personers tanker. Titelpersonen, Mrs. Dalloway, skal holde middagsselskab om aftenen, og som forberedelse er hun om morgen ude for at købe blomster. Clarissa, som hun hedder til fornavn, taler med blomsterhandleren og samtalen glider ind i hendes tanker, ligesom det hun ser og hører, glider sammen med hendes mere eller mindre helstøbte tanker.

Tankerne udvikler sig i to forskellige retninger – dels til rekonstruktioner af fortiden, til karakterernes fortid, som er fælles for en dels vedkommende, og dels til tankemæssige fantasmagoriske billeder; metaforiske konstruktioner af følelser ofte af angstmæssig karakter. Døden er altid nærværende, ligesom der er en mistro i forhold til forestillinger, der kunne mildne døden som noget absolut.

Der er mange temaer på spil i romanen. Udover menneskets henvisthed til endelighed finder man refleksioner over forholdet mellem det normale og det udgrænsede (galskab og kvinder). Datidens herskende psykiatri bliver grundig behandlet og fundet alt andet end tidssvarende med dens forestilling om, at det unormale, det nervøse skal udgrænses og holdes nede. Det samme gælder kvindernes stilling i samfundet.

Der er ikke meget handling i romanen, som ikke har noget egentligt drive, selvom aftenselskabet på en måde kan fungere som fortællingens motor. Der er snarere tale om en række billeder, enkeltstående tankebilleder og sansninger, der elegant væves sammen af et meget stærkt og fortættet (billed)sprog. Den ydre verden er ikke totalt udgrænset men trænger sig på – ikke mindst gennem Big Bens time- og halvtime-slag, der registrerer den sociale tid som parallel til den individuelle tid. De mange henvisninger til tiden (timerne) var også det, der gav romanen dens arbejdstitel: The Hours, som senere blev til en filmtitel, hvor forskellige fortællinger knyttet til Mrs. Dalloway væves sammen som en mimen af Woolfs litterære stil.

Selvom man har set filmen bør man dog ikke snyde sig selv for at læse romanen, som virker fuldstændig dugfrisk. Jeg må indrømme, at jeg ikke havde læst den før nu – men det har været en stor oplevelse.