Jeg stiftede første gang bekendtskab med den amerikanske forfatter Don DeLillo, da jeg var på et længere ophold i USA. Jeg nød at gå rundt i de store boghandler, man finder der. I universitetsbogladen stødte jeg på bogen White Noise, som jeg – efter læsningen – var vildt betaget af. DeLillos måde at beskrive hverdagsfænomener på forlener dem med en betydning, de ofte ikke har af sig selv. I White Noise beskriver han gennem lektor Gladney de studerendes ankomst til Highschool, hvordan forældrene virker. The women crisp and alert knowing everybodies names, mens mændene er mere tilbageholdende, men til gengæld udstråler de high insurance coverage (citeret efter hukommelsen). Beskrivelserne af ’the most photographed barn in the US’ er blevet et sindbillede på postmodernistisk sensibilitet og kritik af samme i en og samme lille scene.

Mange af DeLillos andre værker har samme kombination af kulturanalyse og høj underholdningsværdi. I Libera (Vægten) lykkes det ham at indfange mange af teorierne om mordet på Kennedy i en vanvittig fortælling – ligesom hans narrativer ofte har elementer af at forlade det ’troværdige’, samtidig med at DeLillo gør dem fuldstændig plausible.

Derfor er det også med stor forventning, at jeg åbner hans nyeste udgivelse, novellesamlingen Englen Esmeralda. Mange af novellerne er fine og udmærkede små narrativer med en rimelig høj grad af refleksion enten hos karaktererne eller i læsningen. Men samtidig virker de fleste af fortællingerne ufærdige, konturløse og ikke mindst revet ud af en sammenhæng.

Den første ’Skaberværk’ er fortællingen om et ægtepar strandet på en ø. Det lykkes at få konen af sted, så hun kan komme tilbage til sit arbejde, men manden bliver tilbage og indleder et lidt meningsløst forhold til en anden kvinde. Novellen oser af midtvejskrise og kulturkritik i et, men uden at det rigtig forløses. Og sådan virker de fleste af novellerne – mærkeligt stille og introverte, hvis man kan sige dette om en novelle.

Den i mine øjne bedst fungerende fortælling er titelnovellen ’Englen Esmeralda’, der beskriver nogle nonners arbejde i slummen i New York. Vi følger søster Edgar, som er meget striks og hysterisk med renlighed. Hun er en koldkrigsnonne, der frygter ’den skjulte fare’, hvad enten det er politiske ideer eller mikroorganismer. Novellen er ’sakset’ fra et af DeLillos hovedværker Underworld (Underverden) fra 1994, hvor søster Edgar er balanceret af historien om J. Edgar Hoover, hvilket giver historien om søster Edgar en helt anden tyngde.

Nonnerne opdager en hjemløs pige, Esmeralda, som de ikke kan få fat i og hjælpe. Esmeralda bliver senere voldtaget og slået ihjel. Den triste historie ender ikke her, for kort efter Esmeraldas død viser hun sig på bestemte tidspunkter på et reklameskilt for orangejuice. Man kan kun se hende på bestemte tidspunkter, og kun når toget kører forbi og oplyser reklameskiltet. Efterhånden begynder folk at samles for at se Esmeralda – også søster Edgar, der egentlig ikke vil tro på miraklet i virkeligheden. ”Hun mærkede ordet før hun så tingen. Hun mærkede ordet selv om ingen havde udtalt det. Det er sådan en mængde forener ting til én bevidsthed. Så så hun det, et almindeligt pendlertog, sølvfarvet og blåt, uden graffiti, der bevægede sig glat hen mod vindebroen. Togets forlygter fejede hen over reklametavlen og hun hørte en lyd fra mængden, et gisp der gled over i hulk og støn og skrig af navnløs smertefuld henrykkelse. En pludselig hujen, den løsslupne lettelses råb. Fordi da togets lygter ramte tavlens mørkeste sted, dukkede et ansigt frem over den disede sø, og det tilhørte den myrdede pige. En halv snes kvinder tog sig til hovedet, de hujede og hulkede, en ånd, et guddommeligt åndedrag jog gennem mængden. Esmeralda.”

Her mærker man DeLillos evne til at kondensere mange forskellige forestillinger om det moderne menneske og dets kultur. Dets længsel efter noget, der er større end vækst og forbrug. Samtidig er det mystiske og guddommelige gjort til en del af varesamfundets logik, og ’englen’ viser sig på en reklame.

Det auratiske og kultiske har status af konstruktioner, men aldrig konstruktioner der ikke dermed er virkelige. Hos DeLillo er der hverken hengivelse til eller afvisning af de konstruktioner, vi alle går og deltager i. Han lister dem op ved siden af hinanden: religiøse, videnskabelige, politiske, sociologiske osv. konstruktioner, der kæmper om at bliver hør, at få indflydelse.

Det er her DeLillo er stærk både som forfatter og tænker (kulturanalytiker), ikke når han dyrker konstruktionerne som det sker i de sidste to noveller, som begge handler om, hvordan enkelte personer konstruerer en forestillet viden om noget, som de så enten diskuterer med andre eller ikke. Her begynder en mærkelig psykologisering, der – efter min mening – ikke klæder DeLillos skrift.

Jeg sætter mig ned og venter på den næste roman fra DeLillos (h)ånd.