Hvad er tid, eksistens og bevidsthed, og hvordan kan man repræsentere disse størrelser i litterær form? Dette er ledetrådene i Virginia Woolfs klassiske roman fra 1927 Til fyret.

I sig selv er romanen et eksperiment, der strukturelt minder om andre samtidige modernistiske klassikere som Joyces Ulysses og Prousts På sporet efter den tabte tid, hvor den ydre handling er erstattet af flydende bevidsthedsstrømme. Den ydre virkelighed fungerer som anstød til processer i hovederne på folk. Den ydre virkelighed bliver derved sekundær i forhold til både det betydningsarbejder, der foregår i bevidstheden, og i forhold til, at virkeligheden giver anledning til associationer, så den de fasteformer opløser sig i uendelige forskydninger. Det ene minder om det andet, som minder om det tredje.

Det er også dette spil med forskydninger, der gør tiden til en central størrelse. Hvis noget fortidigt gøres nærværende i bevidstheden, så er tiden ikke længere en lineær størrelse med et før, et nu og et efter. Tiden bliver snarere en række folder, som kan foldes ud og ind på forskellige tider og med forskellige tilskrivninger af mening. Det fortidige ligger ikke som en fast betydning, der kan hentes frem, men fortiden (den hændelser, følelser, sindsstemninger) genskrives løbende gennem deres nærvær på andre tidspunkter.

Tid og sted – det temporale og spatiale – bliver flydende størrelser, der kun eksisterer i tilblivelse, men aldrig som (fast) væren. Og hvor placerer dette så eksistensen? Hin enkelte bliver naturligvis et centrum i og med, bevidstheden spiller så stor en rolle. På den anden side bliver den enkelte også reduceret gennem andre bevidstheders tilskrivning af betydning. Den enkelte bliver en genstand i verden, der eksisterer gennem andres perceptioner. Derved mister eksistensen også sit faste holdepunkt, hvilket også viser sig gennem de forskydninger, der foregår i den enkelte bevidsthed, hvor genstande og andre personer aldrig kan fastholdes som entydige og faste størrelser.

Romanens store første del foregår på en enkelt dag i familien Ramsey og venners sommerferie, hvor dramatikken består i, at faderen har sagt nej til sønnens ønske om en udflugt til det nærliggende fyr den næste dag. Dette giver ingen optrin a la klassisk dramaturgi, hvor konflikten skal vendes og drejes, og slag skal slås inden det afgørende slag, der afgør konflikten til den ene eller anden side. Men konflikten sætter gang i en række modsatrettede tankestrømme hos forskellige personer – ikke mindst moderen Mrs. Ramsey, som er romanens helt centrale skikkelse.

Anden del har sommerhuset som den centrale karakter, og her viser Woolf, hvordan tiden ikke kun er et sammensurium af forskellige tider, men også en størrelse, der er forbundet med forfald. Tiden er her sidestillet med den krig (Frøste Verdenskrig), der foregår samtidig. Slagterierne på slagmarken sidestilles med uvejr af kosmisk styrke, og sommerhuset bliver et billede på en kultur, der er under afvikling.

I tredje del er det tabet, der er i centrum. Ikke mindst tabet af Mrs. Ramsey lægger beslag på en hel del tanker. Tredje del foregår ti år efter første del, og her lykkes det endeligt at foretage udflugten til fyret. Mr. Ramsey og de to yngste børn, der nu er 16 og 17 år, tager af sted i en sejlbåd. Faderen er den dominerende tropsfører, og børnene følger kun modstræbende og underkuede med. Alt imens står amatørmaleren Lily Briscoe i haven og forsøger at male det billede, hun havde løsningen på 10 år tidligere. Men det er svært for hende at få hold på motivet og dets enkelte dele.

Lilys problemer med at male sit billede spejler det problem, romanen også arbejde med, nemlig at få fragmenterne til at udgøre et hele. At samle flygtige elementer til en helhed – et kosmos – er på sæt og vis det, hele romanen ’handler’ om. Woolf løser det ved at lade bevidsthedsstrømme flyde gennem et system af stafetter, hvor den enes bevidsthedsstrøm afløses af den andens. Samtidig træder en overordnet og alvidende fortæller ind og udfylder de huller, der opstår under vejs. Men uanset hvad, så samler romanen sig ikke til en helhed – udover den helhed, der udgøres af Mrs. Ramseys død.

Måske antydes også en anden helhed, som man kunne kalde ’formens trøst’. Woolfs arbejde med en særegen lyrisk fremstillingsform, der også gør brug af virkeligt tunge og tankeprovokerende metaforer, kan ses som erstatning for den fraværende mening i virkeligheden. Det æstetiske og transcendentale tilbydes (som i megen modernisme) som kompensation for menings- og virkelighedstabet.

Til fyret er en af de romaner man ’skal’ eller ’bør’ have læst. Det er et vigtigt værk i den engelsksprogede nu klassiske modernisme. Det er også et meget givende værk, hvor man bliver ført hid og did i en ordstrøm. Ingen domme fældes uden at blive revideret og til tider vendt på hovedet. Man bliver ført af sted og må stoppe op af Woolfs ordbilleder. Det er en hjerneroman, som også fordre noget af sin læser. Endelig er det også hyggeligt at lade sig nedsynke i denne romans melankoli, hvor alt i sidste ende rimer på død.