DR’s tv-serie Forbrydelsen sætter nye standarder for dansk tv-fiktion på den globale scene. Den er ikke kun blevet en international succes og blevet adapteret til amerikansk tv, den er samtidig en af de vigtige årsager til, at en ny subgenre inden for krimien har fået navn: nordic noir. Det sorte nord. Genrebetegnelsen dækker ganske fint seriens indlemmelse af den amerikanske noir i det skandinaviske mørke, og af samme grund er det måske ikke uden årsag, at den rammer nogle internationale trends. Det er såvel genkendeligt som nytænkende. Føj dertil så et ganske godt tænkt plot med mange forviklinger og mange mulige skyldige. Så er muljen blandet til en stiliseret og succesfuld spændingsfortælling.

Gennem det seneste årti har danske tv-serier – in casu DR – fået opmærksomhed ved at indkræve hele fire Emmy-priser. Ironisk nok fik Forbrydelsen den ikke, trods nominering. Som et helende plaster på såret fik serien – i dette tilfælde Forbrydelsen II – den britiske BAFTA-pris i 2011. Også England har nu taget serien til sig, og den omtales sammen med andre danske tv-serier som ”kult”. Nu er endnu et blad i kultfortællingen blevet vendt ved at den engelske krimiforfatter David Hewson har omsat Søren Sveistrups manuskript til Forbrydelsen I til en murstensroman på over 600 sider. Hewson er bedst kendt for sine romaner om den italienske detektiv Nic Costa, men med Forbrydelsen bevæger han sig ind i velfærdsnordens bagside.

Romanen læner sig meget tæt op ad Sveistrups manuskript. Den læner sig på sin vis også en hel del op ad seriens visuelle udtryk. Det er passagevist nærmest, som om Hewson har haft serien kørende under skriveprocessen. Det kan have sine fordele for de, der kender den, hvis serien ønskes genoplevet i den indre biograf. Det har dog den stærke ulempe, at romanen i store sekvenser minder om et detaljeret shooting script til tv-serien – og ikke en selvstændig roman. Ligesom serien krydsklipper mellem forskellige handlingsstrenge, så veksler bogen også frem og tilbage mellem meget små afsnit. Denne teknik fungerer visuelt som regel ret godt, men den er meget svær at bruge på skrift. Også for Hewson.

Pressematerialet til romanen lover overraskelser undervejs – og en ny slutning. Der er da også divergenser væk fra forlægget – og ingen af disse skal naturligvis afsløres her. Visse aspekter fungerer nogenlunde og giver en ekstra luns kød til de, der i forvejen kender fortællingen, men slutningen er en besynderlig appendiceret påhæftelse, der virker så fortænkt, at den ikke rigtig virker. Tv-serien opererede faktisk med flere forskellige slutninger, og end ikke skuespillerne vidste før til allersidst, hvem morderen var. Om det er en af disse alternative slutninger, Hewson har benyttet sig af, vises ikke. Problemet med slutningen er, at Hewson med den ene hånd forsøger at fastholde så meget som muligt af den originale handling, mens han med den anden forsøger at tilføre nyt. Det gør romanen til en noget uselvstændig præstation.

Tv-serien forløb over to sæsoner i hele tyve afsnit adskilt halvvejs af en udskældt vinterpause. Derfor er fortælleteknikken naturligvis præget af en række sekventielle gentagelser, for at seeren skal kunne følge med. Desuden er der en række veltilrettelagte cliffhangers, der skal holde seeren fast en hel uge indtil næste afsnit. Hewson har ikke lavet om på denne struktur, hvilket betyder, at hans version af Forbrydelsen bliver en besynderlig bastard af en samlet roman med en helt overflødig føljetonstruktur. Romanen kunne let være beskåret til to tredjedele, hvis der var blevet ryddet lidt op i dette. Det politiske spor er det mest træge, mens et par af efterforskningens blindgyder godt kunne være blevet frasorteret. Derved ville romanen have kunnet fastholde tv-seriens høje tempo. Kun stedvist fungerer romanens momentum – i disse tilfælde er det en ganske underholdende pageturner. Men kun stedvist.

Hewsons Forbrydelsen er interessant, fordi den viser, hvordan slutninger betyder noget for spændingen i krimien. Det ville ikke give mening at udgive en roman baseret på manuskriptet med den samme slutning, for vi læser efter slutningen. Spændingen dræbes, når drabet er opklaret. Forbrydelsen I findes nu med tre forskellige slutninger: den originale danske, den amerikanske tv-serie The Killing og nu ligeledes Hewsons version. Den bør dog kun læses, hvis man ikke kan vente til Forbrydelsen III vil lægge de danske gader øde – eller absolut ikke har andet at læse.