Elmore Leonard er ubestridt amerikansk krimis Big Daddy. Mere end 80 og stadig aktiv. Imponerende. Efter soldatertjeneste i Anden Verdenskrig litteraturstudier, reklameagentur, og fra halvtredserne af først western-noveller og siden en lind strøm af både kriminoveller og især -romaner, ca. halvtreds værker. Mange filmatiseringer undervejs, ikke alle på højde med originalerne, men mange vil huske fx Get Shorty med John Travolta som rapkæftet krønikefortæller.

Rapkæftet. I traditionen fra Raymond Chandler – men uden dennes romantiske heltedyrkelse – med absolut gehør for (især sort) gadeslang og dets rytmiske dialogmønstre, en musikalsk prosa, korthugget, smidig, cool - tough, fast and funny. ’Kynisk’ i sin viden om kønne ord og mindre kønne motiver, både uden for som inden for loven, men oftest med en øm forståelse for den psykisk udsattes moralske kattepiner. ”The best villains ever” har nogen med rette sagt om hans skurke, som tværs igennem deres uhyggeligt morsomme, vildt psykotiske adfærd fastholdes i respekten for også deres menneskelige værdighed. Læg dertil en nederdrægtig akut sans for krydrede plotlines, som på det mest frydefulde lader læserens empati svinge mellem parterne. Retfærdigheden sker som regel fyldest til slut, men slet ikke nødvendigvis efter lovens bogstav.

Alle disse klassiske Leonard-kvaliteter er stort set intakte i Ung mand med pistol (The Hot Kid, 2005). På sine gamle dage er han her vendt tilbage til de forbudskriminelle 20ere/30ere, hvor krimigenren konsolidere sig i USA. På hjemmebane – og med lidt nostalgi.

Romanen parrer to meget umage typer, og hvem der er mest ’hot’ kan man tænke over. Carl Webster er en selvsikkert cool, skydevåbens uhyggeligt træfsikker ung mand med ærekære drømme om at blive berømt som lovens hævnende helt. Jack Belmont derimod er en inderligt ’spoiled kid’ rigmandssøn, der allerede som 18-årig, i 1925, forsøger sig med pengeafpresning over for den travle fader, besat som han er efter at blive set, om det så skal være som bankrøver, allerhelst ’samfundets fjende nummer et’.

De to unge mænd krydser klinger gennem hele historien, intenst overvåget af den ligeså ærekære journalist Tony Antonelli, der drømmer sødt om berømmelse via magasinet ’True Detective’, inderligt fascineret af kriminalitetens verden og dens mere eller mindre selvbestaltede heroer. Læg dertil en krydret flok af vakre, ret letlevende damer med romantiske kærlighedsdrømme – og hurtige revolvere – så har man et saftigt mix. Og Leonards sprogmaskine spinder lystigt med på sagerne, der meget vel kan foregå i otte år gamle mansions i græsk renæssancestil med rulleskøjtebane på anden sal, og med kvinder der typisk kan karakteriseres så rapt som: ”Hun havde et sødt ansigt og gode tænder, hun læste ugeblade og behandlede altid sin ægtemand med respekt.”

’A good read’ altså, men også som antydet ikke længere helt på toppen af tiden. Nostalgisk øm, men også med et tempo der ikke helt holder farten og suspense spændingen oppe. Det er vel ikke så sært, og som gammel fan tilgiver man gerne. Men som begynder i Elmore Leonard-land er det nok bedre at starte andre steder. Der er gode titler nok at tage. I flæng blandt de nyere: Stick (dansk: 1989), Få fat i Shorty (1995), Rum Punch (1996), Ude af øje (1998) eller Blodpenge (2000).

Og i øvrigt: det er noget sjovere at læse Leonard på originalsproget! Søren K. Barsøes oversættelse er ikke ringe, men foruden at der er lidt sjusk og korrekturfejl, så klinger prosaen nu altså skarpest på amerikansk – ”dialogue like broken glass, sharp and glittering”. God fornøjelse!