Der er noget smukt og hjerteligt over Ragnhild Aggers roman Lyskrydset. Romanen følger en kvinde, som efter et trafikuheld genoplever store som små begivenheder i sit liv. I brudstykker ser hun sit liv i et nyt lys, og man får således et indblik i kvindens oplevelser og tanker, hvor skellet mellem drøm og virkelighed til tider bliver flydende.

En kvinde og en mand er på vandretur i skoven. Gennem deres tanker og handlinger vises et ægteskab, der langt fra er lykkeligt. Han savner lidenskabelighed og nærvær hos hende, og hun trækker sig væk fra ham med hverdagens praktiske gøremål som undskyldning. På vejen hjem kommer de ud for et trafikuheld. Manden slipper uskadt, mens kvinden brækker nakken. Og herfra tager romanen sit afsæt. Kvinden gennemlever i morfindøs forskellige hændelser i sit liv. Blandet med hverdagslige begivenheder er drømmesyn, hvor hun f.eks. møder flere af litteraturens store forfattere og romankarakterer. Hun møder således Tolstoj, Tjekov og Dostojevski foruden Marie Grubbe og Lady Chatterly. Kvindens fascination af bøger træder tydeligt igennem i de adskillige litterære referencer.

Samtidig er dette et af problemerne i hendes ægteskab, hvor manden savner hendes tilstedeværelse uden for bøgerne. På det konkrete plan ses hændelser med venner, børn, børnebørn og ægtemanden, og her får man indblik i hverdagens problemer og spekulationer. Der er tilbageblik til en barndom præget af fattigdom, der er rejser, og der er erindringer fra forliste kærlighedsforhold. Man får som læser indblik i parforholdet såvel som forholdet mellem generationerne. Kvindens liv ses i glimt, og det er således et virvar af billeder, der tilsammen skaber en roman, hvor der reflekteres og stilles adskillige spørgsmål til tilværelsen.

Romanen har noget poetisk over sig samtidig med, at den tegner et ærligt billede af livet. Side om side med bølgerne, der duver op og ned, ses også kvindens liv i medgang og modgang. Der er samtale om kunst, lykke og lidelse, men også hverdagslige diskussioner, om hvem der skal ordne vasketøjet, tages op. Derudover følger adskillige beskrivelser af naturen, hvilket i udgangspunktet giver et smukt og flydende sprog med effekter af nærmest malerisk karakter. I den direkte tale virker sproget dog til tider en smule påtaget. Men de intense naturbeskrivelser med passager af næsten lyrisk karakter kompenserer for dette og giver samtidig en god kontrast til hverdagsbillederne.

Romanen stiller krav til læseren, hvilket gør, at dennes opmærksomhed fastholdes gennem hele romanen. Man må til en vis grad selv stykke historien sammen og forsøge at få et overblik over det liv, kvinden har levet. Det bliver derfor op til læseren at finde den røde tråd, og det kan virke uoverskueligt at få et samlet billede. Men romanens kvalitet skal ikke ses i den samlede historie. Komposition giver et kalejdoskopisk udtryk, der efterlader læseren med en masse billeder og indtryk, og der leveres en stille og fin historie frem for en stor og larmende.

Der er stof til eftertanke alt sammen indkapslet i en roman præget af nærvær og intensitet.