Christian Dorph og Simon Pasternak fortsætter skildringen af den senmoderne historie gennem krimiens optik i deres tredje bind i serien Jeg er ikke her. Om et øjeblik i himlen (2007) og Afgrundens rand (2008) placerede handlingen i den sidste halvdel af 70’erne, mens vi i Jeg er ikke her springer ind midt i 80’ernes yuppietid. Romanen fortsætter delvist med de samme karakterer som de to foregående, men bindet er fritstående og kan uproblematisk læses alene.

Den vagthavende betjent Erik Rohde, som vi kender fra de foregående romaner, tager ud til et besynderligt opkald i en lejlighed på Gammel Kongevej i København. Her finder han en myrdet, fastspændt kvinde, og stikker – trods sin krops stærke sygdomstegn – efter den formodede morder, der stadig er i lejligheden. Han når ham, men gerningsmanden er for stærk og slår Erik ned. Mørbanket og syg ligger Erik i en baggård, hvor han ser en dreng – en engel? – som hjælper ham.

Samtidig følger vi Anita på en hovedkulds tur gennem det københavnske natteliv, hvor hun er på jagt efter mænd. Hun vil ikke fortælle, hvad hun laver til daglig, fordi hun føler, at det ofte intimiderer mændene. I stedet kalder hun sig jurastuderende – og får denne aften også bid på sin tur gennem et udtryksfuldt billede af 80’ernes dekadente, subjetivistiske og opløste kultur. Det varer dog kun til det tidspunkt, hvor hun opdager, at hendes scoring besidder narko – og politibetjenten kommer op i hende.

Anita skrider fra sin fyr, og tilkaldes – fuld som en allike! – med det samme til mordet på Gammel Kongevej, mens Erik bliver indlagt på hospitalet. Det viser sig hurtigt at være en kompleks sag, der tidligt trækker spor ind i SM-miljøer, politiske organisationer og gamle sager, som skulle være opklaret. Meget tyder på, at offeret Rikke er blevet offer i et krydsfelt mellem flere forskellige personer. Flere ukendte personer har været på gerningsstedet – og sporene peger i nærmest alle retninger.

Jeg er ikke her er en kompleks krimifortælling med perspektiver ind i tidens mange forskellige tendenser. Mordet trækker et blodigt spor ind i Rikkes liv, hvor hun har haft et problematisk forhold til en lyriker, hvis digtsamling viser sig at have stor betydning for efterforskningen. Andre tegn – særligt et indridset arabisk tegn på Rikke – sender tankerne i retningen af yderligtgående indvandrermiljøer, mens sagens komplikation også gør, at PET bliver inddraget.

På den ene side er Jeg er ikke her en genrevant variation af den krimiformel, der udkommer så mange af. Sporene peger i starten i mange retninger, underneden aner vi en sammenhæng, men der skal kyndig og original efterforskning til for at knække koden. Denne opbygning kender vi. På den anden side er romanen også et grundigt portræt af et årti, hvilket er romanens stærkeste træk. Billedet af 80’erne er formidlet skarpsindigt gennem plottets udvikling, uden det virker påduttet.

Særligt stærkt står romanens samtidslitterære billede, hvor Rikkes kæreste og dennes lyrik, der er fyldigt gengivet, trækker kraftige veksler på 80’er-modernismens tunge drenge – endda med meget præcise henvisninger til Michael Strunge. Jeg er ikke her er overraskende nok en krimi, der uproblematisk kan rumme et lyrikportræt, et kulturelt samtidsbillede såvel som internationale storpolitiske strabadser, som langsomt kryber ind i sagens udvikling.

Det går stærkt! Også så det til tider – faktisk langt hen ad vejen – er temmelig svært at følge med. Plottets udvikling undervejs afløses af et hæsblæsende spiondrama, som hiver diskussioner af terror, PET’s tilbagetrukne rolle (hvilket var på tide i dansk litterær krimi) og internationale netværk ind i billedet. Afslutningsvis bliver det nærmest umuligt at følge med, og de implicerede personer, der selv har svært ved at hitte redde i sammenhængene, må pædagogisk indføje klarsyn.

Romanens mest interessante karakter, som også er med til at sætte tempoet lidt ned undervejs, er Erik Rohde. Den sygdom, der fylder en del hos ham i starten, viser sig – da han efter sine tæv bliver indlagt – at være stærkt fremskreden AIDS. Alle symptomerne er der – og det er en gåde, hvordan han så længe har holdt sig rejst. Romanens skildring af Rohdes kropslige og sindsmæssige stemninger er veludført – og er faktisk med til at skabe de spændingsmættede tvivlsspørgsmål i romanens plotmæssige udvikling.

På den måde har Dorph og Pasternak udfærdiget en krimi, hvor de formår at lade alle de perspektivrige tråde bidrage med noget til romanens samlede udtryk. Den er skarpsindigt plottet, mens romanens måske lidt for formulariske struktur bliver reddet af, at det hele tegner et troværdigt, medrivende og interessant kulturbillede af en sminket dekadence i midt-80’erne. Jeg er ikke her er bedst som et stykke samtidshistorie – og undervejs medrivende som en genkendelig krimi.