Et anmeldelses-essay

Der er ikke mangel på indspilninger af Carl Nielsens 6 symfonier.

I 2022-23 udkom DR Symfoniorkestrets seneste udgave på DGG, med chefdirigent Fabio Louisi ved roret. Blandt nyere udenlandske indspilninger kan nævnes New York Philharmonic/Alan Gilbert; BBC Philharmonic/John Storgaards; BBC Scottish Symphony Orchestra/Osmo Vänskä; Stockholm Philharmonikerne/Sakari Oramo; Philharmonia Orchestra/Esa Pekka Salonen. Der findes også mange ældre indspilninger af en eller flere symfonier med stjernedirigenter som Eugene Ormandy, Jascha Horenstein, Herbert von Karajan, André Previn, Neeme Järvi.

Der findes komplette stereo-indspilninger med danske dirigenter som Ole Schmidt og Michael Schönwandt, med Herbert Blomstedt, og vigtige historiske mono-optagelser med Launy Grøndal, Thomas Jensen, Erik Tuxen og John Frandsen.

Alligevel er der god grund til at byde et nyt album velkommen: I anledning af Det Kongelige Kapels 575 års fødselsdag er der udkommet et sæt med optagelser fra 1965 til 2022, hvor de enkelte symfonier varetages af hver sin dirigent: Nr. 1 af Thomas Søndergaard (live, 2022), Nr. 2 af Aleksander Vedernikov (live, 2020), Nr 3. af Leonard Bernstein (1965), Nr. 4 af Sir Simon Rattle (live, 2013), nr. 5 af nyligt afdøde Michael Boder (live, 2015) og Nr. 6 af Paavo Berglund (1989). Berglund dirigerede faktisk en komplet indspilning med Kapellet i 1985-89, som blev genudgivet i 1994 og igen i 2015.

Den nye box indeholder desuden en bonus-CD, hvor Vedernikov dirigerer Klarinetkoncerten med John Kruse som solist (live, 2020), og med Maskarade-ouverturen dirigeret af Michael Schönwandt (live, 2006).

Den store bog om Carl Nielsen
I Foråret 2024 udkom den største moderne biografi om komponisten Carl Nielsen af Michael Fjeldsøe, Bjarke Moe og Katarina Smitt-Engberg. Bogen er resultatet af et mangeårigt forskningsprojekt, som gør det muligt at se den danske nationalkomponist også i et internationalt perspektiv. Bogen skal ikke anmeldes her, men inddrages på den måde, at omtalen af de enkelte indspilninger indspilninger monteres med nogle af bogens karakteristikker af symfonierne, herunder komponistens egne udtalelser om værkerne.

Carl Nielsen og Det Kongelige Kapel
Selvom Carl Nielsen arbejdede med mange forskellige orkestre, især som dirigent, var hans forhold til Det Kgl. Kapel ganske enestående. Som ung violinist blev han ansat i Kapellet i 1889, og han spillede i 2. violingruppen indtil 1905. To år senere blev han ansat som dirigent, 2. kapelmester, en post han bestred indtil 1914. (Nielsens ”lidelseshistorie” som kongelig kapelmester er glimrende belyst i biografiens kap. 32 ”Kapelmesteren”).

Det Kgl. Kapel var i hele Nielsens levetid det eneste fastansatte, fuldt udbyggede symfoniorkester i Danmark. Han kendte dets særlige klang og potentiale indefra, som musiker, dirigent og komponist, og det var det netop dette orkester, der medvirkede ved uropførelsen af alle symfonierne: Nr. 1 i 1894, med Johan Svendsen som dirigent og komponisten ved sin violinpult i orkestret; Nr. 2 i 1902, Nr. 3 i 1912, Nr. 4 i 1916, Nr. 5 i 1922 og nr. 6 i 1925, alle med komponisten selv som dirigent. Orkestret har altså en 130 år lang, ubrudt historie med disse værker, og dirigenten Thomas Søndergaard har – med sin fortid i orkestret som percussionist – som den eneste af dirigent-sekstetten selv oplevet denne tradition indefra.

Symfoni nr. 1
Nielsen arbejdede på symfonien i 1893-94. Formen er tydelig, om end ikke rent klassisk, med hovedvægt på 1. sats, som har et kraftfuldt hovedmotiv og et sangbart sidetema. Men den første akkord er C-dur, selvom symfonien står i g-mol. ”Åbningen fremmaner et billede på modernitetens ustabilitet [og] har til formål at skabe et udgangspunkt, der er fuldt af energi og muligheder. Det er et billede på modernitet som en tilstand, der har forladt den sikre grund. Hos Carl Nielsen er der ikke tale om, at han starter med at opbygge en orden, som derefter bryder sammen. Det er omvendt netop meningen, at den spænding og usikkerhed, som åbningsakkorden fremprovokerer, skal skabe en fornemmelse af uforudsigelig og konstant udvikling, rytmisk fremdrift og en risiko for, at det hele kan falde fra hinanden.” (s. 167)

Thomas Søndergaards fortolkning er fint i tråd med denne karakteristik. Der er stærk rytmisk fremdrift og dynamisk udvikling i alle satser. De mange tematiske idéer bliver belyst med finslebne klanglige projektører, overgangene er organiske – også ved de bratte skift – og balancen mellem instrumentgrupperne i de skiftevist spinkelt-lyriske og kraftfuldt-dramatiske afsnit er fin. Man mærker, at orkestret kender dette stof virkelig godt. Der lyttes og afstemmes med det overskud, som kommer af dyb fortrolighed. Det er en dejlig indspilning.

”Med en sådan symfoni var Carl Nielsen trådt ind på den store scene. Udover at være et overbevisende, musikalsk udsagn viser den også, hvordan han har fået greb om at skrive for stort orkester.” (s. 168)

Symfoni nr. 2 - De fire temperamenter
Carl Nielsen levede og komponerede i en tid, hvor absolut musik og programmusik stod fjendtligt over for hinanden – den æstetiske strid, som havde stået på i årtier mellem ”Brahmsianere” på den en side og tilhængere af Wagner og Liszt på den anden var blusset op igen med ankomsten af komponister som Mahler og Richard Strauss.

Tre af Nielsens symfonier – nr. 2-4 – har titler, som kunne pege i retning af programmusik. Men sådan ønskede han ikke sin musik opfattet, og det har han bl.a. beskrevet i essayet Ord, Musik og Programmusik (1909). Her siger han, at musikken hverken kan eller vil ”binde sig til noget konkret Tankeindhold, det er dens Natur fuldkommen imod.” (s. 373) Men samtidig lod han sig ofte inspirere en idé eller noget han havde set eller forestillet sig, og det mærker man især i de værker, han har udstyret med en titel.

2. Symfoni er nok den, der læner sig mest op af en poetisk eller programmatisk idé. Det er velkendt, at Nielsen fik sin idé fra et naivistisk maleri i en landsbykrostue på Sjælland, men forestillingen om menneskets fire grundlæggende temperamenter – kolerisk, flegmatisk, melankolsk og sangvinsk – går tilbage til oldtiden og egner sig glimrende til musikalsk fortolkning. Biografiens forfattere leger med på tanken:

”Ved at starte med kolerikeren får Carl Nielsen anledning til at indlede med et voldsomt udbrud af musikalsk energi, som i løbet af få takter introducerer satsens centrale stof. Det koleriske kommer til udtryk i kraftfulde og hidsige passager, hvor temperamentet bruser over. Kontrasten er et afsnit, hvor kolerikeren godt ved, at det var for meget og angrer sin hidsighed, indtil det hele koger over igen. Flegmatikeren karakteriseres ved en urokkelig ro, hvor alle indtryk ligesom preller af, og melankolikeren ved en tungsindig alvor. I den sidste sats møder vi sangvinikeren, den uforbederlige optimist, som fortsætter ukueligt, lige meget hvad der sker.” (s. 376)

I samtiden havde en del kritikere vanskeligheder ved at opfatte værket som en symfoni i klassisk forstand – de hørte den som en suite af karakterstykker. Uanset hvad er det stadig en fornøjelse at lytte til musikken, og man vælger jo selv, om man tager de absolutte eller de billedskabende hørebriller på.

Den alt for tidligt afdøde dirigent Aleksander Vedernikov nåede kun at være chef for Kapellet i to år. Men han kunne sin Nielsen, som han havde fået ind under huden i sine ti år som chefdirigent for Odense Symfoniorkester. Karakterforskellene på satserne er markante. Tempovalgene overbevisende, og igen er orkestret skønt at høre på, uanset om temperamentet er kolerisk eller flegmatisk. Den store melankolske tredjesats er højdepunktet for mig. Den folder sig gradvist ud og kulminerer i mahlersk vælde, ikke mindst i kraft af en pragtpræstation af kapellets messingsektion.

”Man kan som lytter prøve selv at lytte efter det karakteristiske, hvilket giver en anden oplevelse. Værket kommer os i møde på en anden måde, alt efter hvordan vi vælger at lytte til det. Det kan opleves som at lytte med to forskellige sæt ører.” (s. 378-79) Begge dele giver mening, den ene er ikke mere ”rigtig” end den anden.

Symfoni nr. 3 - Espansiva
Der gik mange år mellem 2. og 3. symfoni, som er komponeret 1910-11 og ifølge biografien – i Nielsens musik – et eksemplarisk udtryk for vitalismen, der ”repræsenterer en ’positiv, livsbekræftende linje, hvor det handlekraftige, det aktive, det vitale, det enkle og sunde, det kraft- og livfulde hyldes’.” (s. 427) – Det ’ekspansive’ er en metafor for livskraft. ”Hvis vi ser samlet på hele symfonien, kan man opsummere, at den udtrykker hyldesten til den ekspansive livskraft, til menneskets delagtighed i naturen og til det sunde, arbejdsomme menneskes virketrang som tre forskellige aspekter af den livsbekræftende udgave af vitalismen.” (s. 431)

Leonard Bernsteins indspilning af symfonien fra 1965 – i forbindelse med at han modtog Sonning-Prisen – er meget berømt og ofte beskrevet som et helt frisk og originalt bud på fortolkningen af dette (vitalistiske) hovedværk i moderne europæisk symfonisk litteratur.

Man fornemmer fra starten, med den voldsomme og tvetydige rytmiske indledning, at dirigenten har taget den (for ham ret ukendte) musik til sig og tilført den en utrolig energi. Han vælger delvist andre tempi og klanglige balancer end mange andre (danske) dirigenter, men det er hele vejen engagerende og oplivende. Jeg har altid været vild med 2. sats, hvor komponisten i den afsluttende del inddrager to ordløse sangstemmer (her tenoren Niels Møller og sopranen Ruth Guldbæk), en slags Arkadien – med komponistens egne ord: ”Landskabet … Naturstemmer … og Menneskets stærke følelse derved.” (s. 430)

I ledsagehæftet skriver violinisten Troels Svendsen: ”Det var første gang, Leonard Bernstein dirigerede Sinfonia Espansiva, og han sagde ved vores første prøve, at det var ham der skulle lære – lytte til os, der kendte symfonien og som derfor vidste, hvordan den skulle spilles. Selvfølgelig havde han idéer med hjemmefra. Men hans visioner opstod også undervejs og gjorde hele prøve- og indspilningsforløbet til en nyindstuderingsproces med en deraf følgende spontanitet og inspiration, som er sjælden at indfange og opleve på en grammofonoptagelse.” Den 60 år gamle optagelse står flot, og man mærker virkelig, at Kapellet er med! Det er simpelthen medrivende i alle fire satser. Man kan vel godt sige, at Bernsteins indspilninger af nr. 3 og 5 blev starten på den internationale interesse for Carl Nielsen, som kun er blevet større med årene.

Kort før sin død beskrev komponisten selv symfoniens begyndelse således: ”Første Sats er tænkt som et Kast af Energi og Livsbejaelse ud i den vide Verden, som vi Mennesker ikke blot gerne vilde lære at kende i dens brogede Virksomhed, men ogsaa gerne erobre og tilegne os. (…) Derimod er Finalen ligeud ad Landvejen: En Hymne til Arbejdet og det daglige Livs sunde Udfoldelse. Ikke en patetisk Hyldest til Livet, men en vis bred Glæde over at kunne tage del i Livets og Dagens Arbejde og se Virksomhed og Dygtighed udfolde sig til alle sider omkring os.” (s. 428-29) – Eller sagt med en anden berømt Carl Nielsen-udtalelse: ”Musik er Liv”.

Symfoni nr. 4 - Det uudslukkelige
”Omkring 1914 blev begrebet [vitalisme] omdefineret til at være udtryk for liv i dets allerbredeste forstand: livet som sådan i alle dets facetter og med alle livets positive og negative aspekter inkluderet.” (s. 487)

Symfonien blev uropført i februar 1916, altså midt under 1. verdenskrig, og den bærer præg af krig og kaos, som var en realitet både i komponistens privatliv og i den store verden. Den fuldstændig originale og berømte duel mellem to paukister og orkestrets afsluttende, livsbekræftende ’overvindelse’ af deres destruktivitet er altid overvældende at opleve.

I 4. Symfoni møder vi også Carl Nielsens forståelse af, hvad musik er: ”Nielsen opfattede regler for musikalsk udvikling som en slags naturlove, der var indbygget i det musikalske stof, og som det var komponistens opgave at følge. Et musikalsk motiv skulle betragtes som en spire, hvis udvikling komponisten skulle bringe til udfoldelse. (…) Hvor det i 1800-tallet var en selvfølge, at musikken som udgangspunkt forholdt sig til de overleverede formtyper og kompositionsregler, som godt kunne udfordres men ikke blev sat ud af kraft, så kunne organicitet i begyndelsen af 1900-tallet opnå en så høj status, at den formåede at overtrumfe de hidtil gældende regler. Organicitet forstået som indre musikalsk sammenhæng i satsen bliver det øverste bud, som kan sætte andre overleverede regler i skyggen.” (s. 489)

Ligesom Bernstein indspillede Sir Simon Rattle med Kapellet i forbindelse med modtagelse af Sonning-Prisen. Det var for Rattles vedkommende i 2013, og indspilningen fandt sted i DRs dengang ret nye koncertsal. Der er et meget smukt rum omkring og en dybde i indspilningen, som de andre optagelser (fra Odd Fellow-palæet eller Operaen på Dokøen) ikke altid har i samme grad. Alle detaljer står knivskarpt – og afslører endnu engang Kapellets dybe fortrolighed med materialet. Rattle kan den symfoniske litteratur til fingerspidserne og kan derfor også placere Nielsen klart i forhold til sin samtid, med stor sans for dramatikken, kontrasterne, dissonanserne, men også med øre for den jordbundne naturlyrik, der med mellemrum bryder igennem den højspændte stemning. ”Organicitet”, indre musikalsk sammenhæng, ja, det oplever man virkelig i denne indspilning. Som også placerer symfonien i sin europæiske samtid (Sibelius, Strauss, Stravinskij, Hindemith, Bartok…).

Komponistens bagvedliggende filosofi er både aktuel og økologisk, som det kan læses i hans beskrivelse af kernetankerne, i et brev fra 1920 til vennen Julius Röntgen: ”Musikken skulde udtrykke de allerelementæreste Kræfters Tilsyneladelse mellem Mennesker, Dyr, ja Planter. Vi kan sige: ifald hele Verden blev ødelagt gennem Brand, Vandflod, Vulkaner o.s.v. og alle levende Ting var ødelagte og døde, saa vilde dog Naturen atter begynde at avle nyt Liv, begynde at trænge paa med des stærke og fine Kræfter der findes i selve Stoffet. Snart vilde Planterne begynde at formere sig, Fuglenes Parren og Skrigen høres og ses, Menneskenes Higen og Ønsker mærkes.”


Symfoni nr. 5
Verdenskrigen havde ikke kun haft storpolitisk betydning. Også æstetisk havde ’Den Store Krig’ ændret præmisserne for forståelse af ’det moderne’. Hele tre nye musikforeninger så dagens lys i København o. 1920, og her kunne man høre den nye musik, fx Arnold Schönbergs, der ingen gang havde på jorden før 1914. Det var ikke længere en selvfølgelighed, at dur-mol-tonaliteten skulle være musikkens faste grund. Nielsens 5. er utænkelig uden denne på en gang dystre og mulighedsskabende baggrund. Det gamle formskema er sprængt: symfonien er i to store satser. Udtrykket er radikalt moderne; komponisten nærmer sig sin senere trosbekendelse ”Musik er Lyd”.

”Musikken er et eksempel på, hvordan Carl Nielsen arbejder med organisk udvikling af små motivkim og gør det så konsekvent og med en så streng logik, at der opstår en ny måde at bygge tonesystemet op på. Det er i højeste grad udtryk for ønsket om at opnå ´Organisme-Sammenhæng.´ ” (s 529). ”Anden del af symfonien kan høres som en integration af de tre satser, som ville være at finde i den traditionelle udgave af en symfoni: to mellemsatser og en hurtig finalesats.” (s. 531)

Tonesproget er nok avanceret, men ikke utilgængeligt. Selvom Carl Nielsen på dette tidspunkt har frigjort sig fra en tænkning i dur-mol-tonalitet, har han ikke bevæget sig ud i de radikale modernisters atonalitet (eller i yderste konsekvens tolvtonekomposition): ”Carl Nielsens svar [på tonalitetsspørgsmålet] er måske mindst lige så radikalt og sætter en helt anden dagsorden: Han anså ikke dette spørgsmål som afgørende, så længe musikken hang sammen og var diatonisk overbevisende. Musikken måtte gerne være tonal, den måtte gerne bevæge sig gennem tonearter, og den måtte gerne forlade tonearterne, bare den gav mening. Han har hævet sig over spørgsmålet om et valg mellem tonalt og atonalt og ladt det bag sig. I stedet har han opnået en frihed til at overskride de overleverede tonale og harmoniske rammer – inklusive friheden til selv at bestemme, om og hvornår han vil gøre det.” (s. 545) Det er præcis, hvad man oplever i 5. symfoni.

Michael Boder, der var Vedernikovs forgænger som chefdirigent, bygger dramaet i 1. del langsomt og sikkert op. En sagte pianissimo-start med det bølgende lille terts-motiv, fagotternes duet-melodi, som nok er fredelig-lyrisk, men alligevel spinkel og ubestemt. Tertsmotivet udvikles efterhånden til et kernemotiv med fem centrale toner, som går gennem hele satsen. Med lilletrommens entré og den ubønhørlige march-rytme stiger spændingen langsomt med sikkert, kun afbrudt af det vidunderligt smukke og blide kontrast-sidetema, som ikke står uimodsagt, men angribes fra alle sider, frem til kulminationen, hvor lilletrommen går amok og forsøger at splintre alt omkring sig. Heldigvis er kontrast-temaet stærkere, og 1. del slutter positivt og fredfyldt, med en ensom klarinet og lilletrommen, der fjernes sig. I 2. del hvirvles støvet så op igen i den hurtige presto-fuga, med den syngende Andante-del som et velgørende åndehul, før den energiske slutdel igen bringer blodet i kog. Det er en flot opførelse af, hvad mange betragter som Nielsens bedste og mest originale symfoni.


Symfoni nr. 6 - Semplice
Nielsens sidste symfoni er meget anderledes end de forudgående, men alligevel hypermoderne på sin egen måde. Ikke nødvendigvis nem at forstå, dengang som nu (jf. musikforskeren Jan Maegaards udtalelse: ”I den 6. symfoni kulminerer Uforstaaeligheden”, s. 631), men fuld af indfald på højde med tidens avantgarde, ikke mindst Stravinskij, som Nielsen var meget glad for.

Nielsen ”lader instrumenterne optræde som karakterer eller personer i et teaterstykke, og i humoresken [2. sats] kunne det endda være et dukketeater eller et marionetteater. Her udspiller der sig – i musik – en diskussion om musikkens mål og midler. Det er her, man skal sætte ind, hvis man vil forstå hans symfoni som enkel [semplice]: Det, der foregår, er det man kan høre. Musikken udspiller i humoresken den diskussion og den tvivl, der om, hvor musikken bør bevæge sig hen. (…) Symfonien bliver et udtryk for den uafklarede tilstand, spørgsmålet om modernitet og fornyelse stiller komponisterne over for. Symfonien bliver netop moderne, fordi den udstiller, at komponisten ikke ved, hvad løsningen er. Konflikterne er til stede i musikken, men Carl Nielsen har nu forsonet sig med, at de hører med til livet.” (s. 633)

Den finske dirigent Paavo Berglund (1929-2012) var Kapellets chefdirigent 1993-98 og den sidste, der har indspillet alle seks symfonier med orkestret (sættet udkom samlet i 1994). 6. Symfoni er optaget i Odd Fellow Palæet i 1989. Det er en flot optagelse – og en meget fin fortolkning.

Den yderst sammensatte førstesats sendes af sted med både præcision og elegance, og med sans for dens dybe, indre sammenhæng med de tidligere symfonier – og såmænd også Sibelius. Humoresken er præcis så munter-grotesk, som man kan ønske sig. Tredjesats er en seriøs modernistisk elegi – den kan ligefrem lede tankerne hen på Britten og hans meditationer over 2. verdenskrigs rædsler. Og endelig er finalens variationssats en herlig ”menneskelig komedie”, for det meste ren commedia-dell’arte, a la de mørkere og mere groteske afsnit i Maskarade. Kapellet har overskud til det hele – det er imponerende flot orkesterspil.

I et interview, trykt på premieredagen, sagde komponisten: ”Hvor fører den ny musik os hen? Hvad bliver tilbage? Vi véd det ikke! Det vil de finde i min lille Humoreske, som er anden sats i symfonien, og i sidste sats, som er Tema med Variationer, hvor det går meget lystigt til. I første og tredje Sats findes mere alvorlige, problematiske Ting, men som Helhed har det været min Bestræbelse at faa Symfonien saa levende og lystig som mulig.” (s. 632) – Et andet udsagn kan koncentreres til: Hvis det skal være grimt, så lad det være overordentligt grimt! Musik er lyd, ikke altid pæn og imødekommende, jf symfoniens sluttone, fagottens højlydte ’prut’ på det dybeste Bb.

Klarinetkoncerten og Maskarade-ouverturen
Nielsen skrev tre solokoncerter, for henholdsvis violin, fløjte og klarinet. På bonus-cd’en får vi den sidste, spillet af Kapellets nuværende solo-klarinettist John Kruse og dirigeret af Vedernikov kort før dennes død.

Det er en ret vild koncert, med fire yderst forskellige satser, konstant skiftende stemninger, tempi og rytmer – og endnu engang med en særlig rolle til lilletrommen. Klarinet og lilletromme har nærmest fulgtes ad siden 5. symfoni.

Carl Nielsen tillagde flere instrumenter en ”personlighed”, hvilket gjorde det oplagt for ham at gøre dem til hovedperson(er) i en fortælling. Om klarinetten sagde han, at den ”kan være paa én Gang varmhjertet og bundhysterisk, mild som Balsam og skrigende som en Sporvogn paa daarligt smurte Skinner.” (s. 641)

John Kruse spiller solostemmen meget overbevisende, med fuld dækning for ’alle fire temperamenter’ – om end det koleriske nok er det mest fremtrædende her. Han bakkes fremragende op af sine kolleger og Vedernikov.

Sættets sidste skæring er en festlig udgave af Maskarade-ouverturen, dirigeret af Kapellets seneste danske chef (2000-2011), Michael Schönwandt, som var med til at føre orkestret ind i den seneste æra med hjemsted i Operaen på Dokøen. Schönwandt er vel den nulevende danske dirigent, der har den dybeste indsigt i Carl Nielsens symfoniske musik og de to operaer. Men hvis man vil høre ham dirigere symfonierne, må man altså gå til dacapo-sættet – med DR Symfoniorkestret.

Alt i alt er den et virkelig dejligt bokssæt, som først og fremmest understreger Det Kongelige Kapels internationale klasse, før og nu. Som det forhåbentlig fremgår, kan den nye, store bog om komponisten være en særdeles kompetent ledsager på rejsen gennem næsten fire årtiers symfonisk arbejde.

Det er spændende at lytte til seks forskellige dirigenters bud på Nielsens storslåede symfoniske univers, et af det 20. århundredes vigtigste. Netop fordi orkestret har musikken på rygraden, kan det matche de meget forskellige dirigenters tilgange, som spænder fra Bernsteins ”førstegangsforelskelse” og impulsivitet til Berglunds dybe fortrolighed og mesterlige kontrol.

Det bliver spændende at høre Nielsen med Kapellets nye chefdirigent Marie Jaquot. Findes der mon en særlig kvindelig tilgang til Nielsens symfonier?

Carl Nielsen: Symphonies
(3 CD’er + Bonus-CD)
Naxos 8.574650-53