Sangerne Marie Carmen Koppel og Henrik Launbjerg har allieret sig med produceren Morten Bolvig. Tilsammen kalder de sig ”Gammel Venskab” og de har netop udgivet Cd’en ”såd’n var det ikke i halvfemserne”. Pladen består af 11 R’n’B og soul versioner af gamle meget folkelige klassikere som fx ”Bøf med Løg” og ”To mennesker på en strand”. Desuden har de fundet en gammel tekst til Lumbyes ”Champagnegaloppen”, som de så ligeledes udsætter for en ordentlig gang gennemproduceret R’n’B/soulpop–lyd. Det en plade med et stort glimt i øjet, og skal bestemt ikke tages alt for alvorligt.

Når man berører det superfolkelige standartrepertoire lægger man automatisk op til både debat og evt. prygl fra indignerede musikkendere, som tager pladen for alvorligt, og pladen kan meget nemt blive taget for alvorligt. Der er nemlig ikke tale om parodier på kulturarven, men derimod seriøst producerede fortolkninger med en stor selvironi. Hvis pladen er en parodi, er det efter min mening mere en parodi på R’n’B genrens selvhøjtidelighed frem for en parodi på selve repertoiret.

Pladen er virkelig gennemproduceret og meget gennemarbejdet i arrangementerne, men samtidig er der hele tiden er stor kontrast mellem musikken og teksternes budskaber. Det er her, det store glimt i øjet opstår. Det er simpelthen bare sjovt at høre Marie Carmen Koppel synge en stor fed soulfrasering på ordene ”bøf med løg”. Arrangementerne og produktionen er så overdrevet R’n’B og soulprægede at det minder om en stiløvelse, og det er her jeg mener, man i højere grad kan tale om parodier.

Det er ikke alle sangene som egner sig lige godt til denne behandling, specielt ikke da de er meget konsekvente i at holde fast i de oprindelige melodier i en eller anden facon. Jeg tror man ville have fået mere ud af helt at opgive nogle af de enkelte fraser, som slet ikke egner sig til soulmusik. Fx er omkvædene i ”storkespringvandet” og ”danse i måneskin” malplacerede i forhold til resten af sangen, og det på trods af store mængder kor og andet soul-lir. Melodierne har bare ikke nogen R’n’B kvaliteter overhovedet, og her skulle man måske have været en smule mindre tro overfor originalen. Sådan er der flere steder på pladen. Samtidig er det nogle meget tilsvarende steder, som virker allerbedst, da det jo også er her, at meget af humoren opstår.

Enkelte sange hæver sig dog op, og specielt nummeret ”sangen om Larsen” virker rigtig fint. Launbjerg starter, ligesom på flere andre sange på pladen, med en kort talt intro, som man næsten kunne tilskrive Nick og Jay eller en anden supersentimental Nexus produktion. Endnu en god og sjov selvironisk distancetagen – ikke til repertoiret, men til deres egen selvhøjtidelighed.

Begge sangere bliver på bedste R’n’B-vis givet frit spil til at frasere ligeså melismetungt som de overhovedet kan - og det på hele pladen. Dette bliver i længden er en smule anstrengende. Det er heldigt at begge sangere er så dygtige, at man bærer over med det et stykke af vejen. Det er jo også en vigtig del af en god parodi, at give den lige en tand for meget.