Denne anmelder kan godt lide ’greatest hits’ og opsamlingsalbums. Det har noget at gøre med, at jeg sjældent køber albums, når de er nye, men gerne vil have bestemte kunstneres bedste/mest holdbare værker til rådighed, bl.a. fordi jeg bruger dem professionelt i mit arbejde som musikterapeut. Så ikke noget med at rynke på næsen ad ’kommercielt motiveret genbrug’ her!

Det har været en meget fin oplevelse at lytte musikken i Boksen igennem. Jeg er så gammel, at jeg har lyttet til Anne Linnet gennem alle fire årtier, og jeg kender rigtig mange af sangene i forvejen – for mig som for så mange danskere er en del af dem små juveler i den danske sangskattekiste. Men der er også en masse for mig ukendte eller meget lidt kendte sange i Boksen– især sange fra det seneste årti.

Boksen er et meget flot produkt – gennemtænkt og gennemført. Der er 5 cd’er, en DVD med gamle filmoptagelser, plus et nyt Anne Linnet-interview med Klaus Lynggaard, som også har skrevet det lange og meget fine essay ”Hjertets stemme” i den ledsagende booklet. Denne rummer desuden Anne Linnets egne korte kommentarer til de enkelte tracks. Man savner næsten ikke teksterne – hvilket også hænger sammen med, at de står klart på alle optagelser – et karakteristisk træk ved Linnets indspilningsæstetik. Teksterne er vigtige og skal kunne høres.

De fem cd’er går på tværs af produktionen og er opdelt i en slags temaer: De skønne – De bløde – De hårde - De stille – De andre. Opdelingsprincippet fungerer sådan set udmærket, selvom en hel del sange sagtens kunne have byttet plads. Boksens to nye sange – Aldrig forsvinder og Agenda – findes på De andre. Den første er en ny duet med Linnets gamle makker Lis Sørensen, mens den anden er en duet med Lizzie, som Linnet aldrig har sunget sammen med før. Begge numre har sønnen Marcus Linnet som medkomponist og producer. Der er både trofasthed og fornyelse i Boksen!

Det store spørgsmål er, om eller hvordan sangene ’holder’. Som Lynggaard skriver i sit essay, er Anne Linnet bestemt ikke landets største (rock)poet, og jeg er under lytning ofte blevet mindet om min gamle irritation over de ikke sjældent forekommende svage rim og trivielle metaforer. På den anden side kan jeg sagtens følge Lynggaard i, at de bedste sange er så stærke, ”at de har taget ophold helt derinde, hvor de salmer, hjemstavnskvad og sange om årstiderne, jeg lærte i min barndom, har bundfældet sig”. Det er heller ikke tilfældigt, at den gode, gamle Smuk og dejlig (som er med i to versioner i Boksen) var med på Berlingske Tidende-læsernes Top-25 over århundredets danske sange i 1999. En ære, som ellers kun overgik nulevende sangskrivere som Kim Larsen og Benny Andersen. Jo, der er rigtig meget der holder. Og Boksen dokumenterer, at Linnets egne tekster faktisk – iklædt musik og når de er bedst – holder mål med både Tove Ditlevsens og Johannes Møllehaves. Det er i kombinationen af den uprætentiøst-præcise tekst og den inspireret-iørefaldende melodi/musik, at disse sange lever og hæver sig over gennemsnittet.

Den konservatorieuddannede komponist Anne Linnet er stort set fraværende i Boksen – kun den smukke Sang til hjertet er med fra denne del af Linnets univers. Og dog: måske er det netop overalt komponisthåndværket, der slår igennem, også i pop- og rocksangene, som en intuitiv fornemmelse for lethed og hooklines kombineret med den skolede komponists sans for økonomi og variation.

Den røde tråd i musikken gennem fire årtier er den prægnante melodiske enkelhed. Ganske mange af disse sange kan faktisk synges som fællessange, og man kan i vid udstrækning huske dem og synge dem efter hukommelsen. Den ofte næsten folkesangsagtige enkelhed er Anne Linnets varemærke og store talent. Den kan være næste skabelonagtig, som i Tusind stykker/Tusen bitar (i Boksen netop medtaget i Björn Afzelius’ version), og den kan løfte sig til det storladne og hymniske, som i Det er ikke det du siger og Time, dag og uge. Også de fortællende ballader udmærker sig ved et touch af folkesang, f.eks. Barndommens gade og Forårsdag. Modpolen til disse primært lyriske evergreens er de energiske, dansante numre, som især præger numrene fra Marquis de Sade-tiden, f.eks. Glor på vinduer og Nattog. (De fleste af disse numre er at finde på De hårde).

Det ville have været fint med en samlet oversigt over alle Anne Linnets albums/udgivelser, så man kunne få et samlet overblik over hendes store produktion – og over hvad Boksen har med og ikke. Men selvom Lynggaard leverer en form for overblik, har der tydeligvis ikke været et musikhistorisk anliggende med Boksen. Hvad den giver os er et fyldigt, gennemtænkt og repræsentativt udsnit af Anne Linnets mangesidede produktion fra halvfjerdserne til i dag. Og det er ganske fortræffeligt.

Og så er der jo ’stemmen’! Teknisk og klangligt er Anne Linnet ikke nogen stor sanger – hvad man tydeligt hører, når hun er i selskab med sine fremragende veninder Sanne Salomonsen og Lis Sørensen. Men hun kan alligevel rigtig meget med sin stemme, der har en helt personlig og uforvekslelig klang – både når hun dræver sig igennem en langsom ballade eller tonser og stønner sig igennem et up-tempo dansenummer. Lynggaard skriver (5 essays) om Hjertets stemme, men mest som metafor for teksternes rige og stærke univers, hvor der bl.a. sættes ord på kærlighedens og seksualitetens mange fremtrædelsesformer i den vokse kvindes/Linnets liv. Han skriver derimod forbløffende lidt om den syngende, klingende stemme, men rammer til gengæld plet med denne afsluttende formulering: ”Man må spørge sig selv, om Linnet nogensinde har sunget bedre end hun gør p.t., thi hun veksler nu åndeløst ubesværet mellem det frimodigt løsslupne og det uhørt inderlige – nogen gange indenfor rammerne af den samme sang, såmænd”. Ikke mange ’dygtigere’ sangerinder gør Linnet dette efter. Og det er ikke mindst derfor, hun har etableret rum til sine sange i mange danskeres hjerter – og kroppe.