Bullet Train Blast Nothing Remains
Target Records, CD 40:23 min.
Anmeldt 12/1 2012, 22:49 af Kim Toft Hansen

Sådan!


Sådan!

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Igennem de seneste år har den regulære, ærlige og klassiske rock fået en pågående renæssance. Internationalt har mange bands, der i 80’erne skabte et tungtrockende udtryk af stadionformat, genset dagens lys – og med god grund. Senest har danske D-A-D genopfundet sig selv med en to the point-rock, der ikke lægger låg på lysten til at spille riffbaseret rock med insisterende solopræstationer. Men det har skortet på en ægte genopfindelse af den danske rock, som uden noder af ironi fremtvinger en spilleglæde, der kun kan smitte af på lytteren. Det har Bullet Train Blast med deres seneste album lavet om på.

Kataloget af associationer er mange, når albummet gennemlyttes. Bullet Train Blast indrømmer, at de generelt skæver lidt til Guns n’ Roses. Deres debutalbum Second Chance blev sågar kaldt for det længe ventede Gn’R-album, der aldrig blev til noget. De understreger, at albummet Nothing Remains – lidt som en selvbeskrivelse – er gået lidt væk fra denne inspiration, men numre som ”I’m Insane”, ”Bang, Bang, Bang” og ”A Life in Glory” taler sit tydelige sprog. Særligt disse tre numre og flere albummets soloer er unægteligt små musikalske henvisninger til Slash. Men selvom Slashs høje hat stedvist skygger over pladen, er der også en entydig distance til inspirationskilden.

Bullet Train Blast har med andre ord fundet et udtryk, der sender lytteren på en sjælevandring gennem inspirationskilder, men det samlede musikalske udtryk er meget deres eget. Derfor lever de mere generelt op til pladens titel: De har fået en væsentligt mere original lyd. Underneden ulmer referencer som Motley Crue, Faster Pussy Cat og en anelse Randy Rhoads. Bullet Train Blasts lyd er dog noget tungere end de nævnte. En væsentlig plade at sammenligne Nothing Remains med er derfor Ratts genopstandelsesplade Infestation (2010), hvor de også tager en tungere drejning på sleazerocken. Forsanger Martin Larsens gennemtrængende toneleje minder i det hele taget noget om Stephen Pearcys.

Det meget fine ved Nothing Remains er, at Bullet Train Blast ikke blot spiller rock, som vi, der husker firserne godt, søger det. Lyden er opdateret, og trækker også på et repertoir, der vil kunne gøre sig i en moderniseret rockscene. Det bliver (heldigvis) aldrig melankolsk, som indierocken har en tendens til. I stedet er pladen er udtryk for en opdateret, hårdtslående spilleglæde, en rockfest med tilpas meget distortion til at modulere enhver modtagelig sjæl. Ni numre på pladen er gennemførte 3-4 minutter lange rocknumre, mens nummeret ”From the Underground” indføjer den obligatoriske ballade – og viser, hvor sikker en vokal Martin Larsen har.

Teksterne er ikke overdådig lyrik og tenderer momentvist det banale. Det gør egentlig ikke så meget, fordi det er ikke helt det, det handler om. Sangteksterne gør det, som denne type rock skal og kan: udtrykke den samme straight forward attitude, som musikken gør. Når dét så er sagt, er pladen faktisk overraskende fyldt med små overraskelser: elegante overgange til og fra soloer, breaks og broer ind i omkvæd, særligt krydret af en tight Simon Brøchner bag trommesættet. Også pladens massive riffs gør pladen til en længe ventet dansk rockplade. Når det eneste, jeg har lyst til reelt at brokke mig over, er pladens slutning (hvorfor pokker fader sidste nummer, når resten af pladen brager derud af), så er det faktisk temmelig fornuftigt.

Nothing Remains er dette årtusindes hidtil bedste danske rockplade!

Bullet Train Blast er:
Martin Larsen: Vokal
Niels Hyttel: Lead Guitar
Steff Gunn: Guitar
Morten Olesen: Bas
Simon Brøchner: Trommer


53
Forrige anmeldelse
« Memories of days gone by «
Næste anmeldelse
» Violeta Violeta, vol. 2 »


Flere musikanmeldelser...