Mika Vandborg og Søren Andersen Electric Guitars
Target, CD 59:24 min.
Anmeldt 9/9 2013, 08:00 af Kim Toft Hansen

Katalog over rockens nyere historie


Katalog over rockens nyere historie

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Historien starter sidst i 60’erne. Et par guitarister – Jimi Hendrix, Jimmy Page, Tony Iommi – fandt ud af, at rørforstærkerens forvrængede lyd kunne noget helt specielt. Riffet dukkede op, og gjorde 70’erne til et årti med rock, der rykker tungt og blues’et. 80’erne tog lyden ind, tilsatte en tilpas mængde sleaze og puffede krøller. 90’erne forsøgte med stor succes at genfinde rockens troværdighed, mens den hårde rocks elementære bluesede rødder fra de amerikanske sydstater har vist sig igen i det nye årtusinde. Giver det mening at lægge alt dette sammen til et katalog over rockens nyere historie, så er det faktisk en besynderlig og sammensat forklaring på, hvad der for tiden sker for de to danske rockguitarister Mika Vandborg og Søren Andersen. Deres fælles album med den simple titel Electric Guitars udkommer i dag.

Begge guitarister har en længere historie i dansk pop og rock. Et sted, hvor guitaren ikke altid har fået lov til at lyde, som de to fyre efter alt at dømme helst vil høre den. Vandborg i Love Shop, sammen Gnags eller med Dicte. Andersen sammen med Anne Linnet og Mike Tramp. Derud over har Søren Andersen mænget sig med de helt store på tour med Glenn Hughes fra Deep Purple – en tourné, der blandt andet gav ham en vigtig birolle på selveste Wembley. Det er med andre ord hovedsageligt Andersen, i kraft af især Mike Tramp og Glenn Hughes, der har repræsenteret den hårde rock. Begge og sammen har de tourneret i Danmark til alle gamle rockeres helt store fornøjelse, og denne succes er efter sigende en vigtig årsag til, at det særdeles interessante og fine album er blevet til. Det består af både kraftløse boblerne og af helt igennem svedig rock.

De indledende toner i nummeret ”Four Leaf Clover” er et nik tilbage til den danske rock i 90’erme, måske især Tim Christensen og Dizzy Mizz Lizzy. Et nummer, er en anelse formularisk, men med et fin, lidt kort dobbelttonet solo. Derefter tager det fart med to af albummets absolut bedste numre. ”Break It Up” og ”So Far Away” er riffbetonede rocknumre af den skuffe, der peger tilbage til Page og Iommi, men peger også i noget grad ind i den lettere tilgængelig prog-rock hos især Rush. Det er ikke dårlige associationer at få på en plade, der indeholder et væld af referencer til alle de store. Herfra vokser albummet ind over et par anonyme numre som den 90’er-rockede ”Easy Way Out” og den – for en rockplade – obligatoriske ballade ”Never Mind the Dog”, som mest af alt og lidt for meget toner af Jamie Walters. Lidt for blødt og en tone af en støvet landevej.

Men herfra er det også slut med de svagere numre, og tre svage numre på en rockplade af denne type er faktisk ret godt klaret. Der er meldt sleazet rock n’ roll-fest på nummeret ”You’re On Fire”, som med den ene guitar klart nikker til 80’ernes toner hos fx Ratt eller danske Fate, men med den anden guitar peges der til Dan Baird og Georgia Satellites. Mellemspillet heri i peger elegant ind i et solo-rock-battle af den skuffe, der kan give alle rockelskere svedige drømme om de gode gamle dage. Outro-soloen leger sig fint kønt ind i en fornemmelse for Angus Young. Et nummer, der lover godt for den netop startede tour i Danmark. Samme fornemmelse forfølges i næste nummer ”Ronnie”, der via pop i en typisk dansk 90’er-stil, med mindelser til fx Pockets, suppleres med guitarspil, som minder meget – især i soloen – som en inspiration fra ZZ Tops Billy Gibbons.

”Elevator Blues” tager over og tilføjer pladen en helt bogstavelig sydstatsbluesrocker, der på mange måder fastholder inspirationen fra 70’ernes bluesrock i stil med Deep Purple og vokalgang, der minder om Rush. Soloen veksler her mellem nye henvisninger til ZZ Top i rytmeguitaren og muligvis et par 80’ertoner fra C.C. DeVille og lignende. ”Baby I Love You” fastholder samme stil og sejler videre på bluesstilen med en teksthenvisning til Muddy Waters, der forfølges i soloen i pladens måske mest eksplicitte reference til Billy Gibbons. Inden det lange afsluttende nummer finder vi pladens ultimativt tungeste nummer ”Horsefly”, der overrasker med tungrock á la tidlig Black Sabbath og nyere tungrock i stil med Alter Bridge og Trimonti. Nedstemt guitar, der gennem nummeret ender i en meget langsom og tung passage. Elegant, intet mindre.

Denne overvældende mængde af referencer, der faktisk kunne udvides med toner og stilarter fra fx Joe Satriani, Steve Vai, Blues Traveller eller Lynyrd Skynyrd kan i princippet vurderes tovejs. Kritikeren ville understrege, at den store alsidighed på pladen betyder, at den mangler homogenitet og egen stil. Den jublende rockglæde vil dog nyde at lytte til de mange forskellige måder at skrue et rocknummer sammen på, og guitarlyd og vokalgang giver også en gennemstrømmende ensartethed i det vildtvoksende stilmiks. Mængden af referencer peger direkte ind i pladens helt store scoop: ”Hero of Mine” signalerer allerede i titlen, at de to guitarister har en række inspirationer og helte, og flere af de danske har fået plads på det næsten ti minutter lange Joe Satriani-agtige nummer. Lad mig liste dem i pressematerialets rækkefølge: Tim Christensen. Mikkel Nordsø. Jacob Binzer. Per Møller. Poul Halberg. Uffe Steen. Billy Cross. Jens Runge. Aske Jacoby og Franz Beckerlee. Prøv selv at gætte, hvem der er hvem (ellers hjælper bagcoveret på pladen).

Titlen Electric Guitars er måske lidt for banal, men signalerer i princippet, hvad det drejer sig om. Lidt ligesom Mike Oldfield gjorde med sit album Guitars. Det er spade, det her. Intet mindre. Og de to herrer formår at bruge dem på en måde, der både hylder rockens helt store navne, men også tilfører det noget, som kun kan love godt for ny dansk rock. Der er nogle svipsere på pladen, og passager kræver genlyt, før de vinder. De kunne have overvejet at bruge en tredje vokalist, da de begge kan blegne lidt ved siden af deres ekskvisitte guitarspil. Men samlet set er det et særdeles overbevisende stykke dansk og international rockhistorie. Med guitaren skriver de sig dydigt gennem store dele af historien med fingerspil, et væld af soli og riffs, der bør gøre de fleste rockelskere kåde. Jeg glæder mig til live-udspillet på de danske scener.


69
Forrige anmeldelse
« Power Behind the Throne «
Næste anmeldelse
» Popular problems »


Flere musikanmeldelser...