Det er altid spændende når den aparte, smukke, amerikanske lærke Finoa Apple udsender nyt materiale. I en længere samtale med Quentin Tarantino påstod hun at hun udelukkende ville udsende en plade, når det var strengt nødvendigt. Musik kan i hendes optik altså ikke forceres og er man i forvejen fan af den unge dames musik, vil man bestemt ikke blive skuffet over den håndfuld sange, der tilsyneladende har presset sig på, for selv om der måske ikke tale om en plade fyldt med ørehængere, er det en udgivelse, der vokser i takt med alle de gange man genhører den.

Der er virkeligt kælet for detaljerne, legende eksperimenteret med en række forskellige udtryk, men til trods for taktfaste skridt på grus der holder takten, eller overdubs af skrigende folk i baggrunden, er der på intet tidspunkt tvivl om at det er en Fiona Apple plade man hører. Dette handler ikke kun om hendes smukke stemme, der på enkelte numre har fået endnu mere vibrato og Joplinsk’ bluesklang end man har hørt tidligere, men det handler lige så meget om måden hun komponerer sine melodier på. Det er tydeligt at hun er en kvinde i konstant udvikling, en musiker der er svær at sætte i bås og som måske bevidst forsøger at skabe ting der netop ikke kan klassificeres nemt. Som altid er der ingen tvivl om at Fiona ikke har til hensigt at ae sin lytter med hårene, for selv om sangene kan forekomme nok så skrøbeligt mærkværdige, er hendes tekstunivers det bestemt ikke.

Selv om uindviede godt kunne påstå at der måske eksisterer en reel kontrast mellem hendes sirligt komponerede setstykker (der selvsagt – som altid - tåler sammenligninger med andre, smukke, klaverspillende muser fra populærmusikken) og de tekster som hun disker op med, så er der altså ikke så stor en kontrast på denne plade, for mange af numrene indeholder også synkoperede rytmearrangementer, blå noder på pianoet og sange der ofte svinger frem og tilbage mellem dur og mol, uden dog at miste deres fodfæste. Disse skæve toner passer derfor fint til det ofte kryptiske tekstunivers, som hun kaster lytteren ud i.

Andre steder er Finoa meget klar i mælet, som eksempelvis i åbningslinjerne fra det hjerteskærende nummer Valentine. Her synger hun:

You didn’t see my Valentine, I sent it via pantomime. When you were watching someone else, I stared at you and cut myself.

]e2] Selv om man måske godt kan anklage Fiona Apple for at dvæle ved en teenageangst, som hun for længst burde være vokset fra, så taler hun sikkert til en hel generation af piger (og drenge), der enten reelt eller metaforisk har ganske nemt ved at genkende sig selv i ovenstående frase.

Selv om det musikalske og lyriske udtryk i sagens natur gør at Fionas plader ofte ender på ”indie / alternative” hylden hos ens lokale pladepusher, så ændrer det ikke ved, at den nye plade, lige som de forrige tre, burde få et stort publikum, for det har hendes nødvendige sange virkeligt fortjent. Det er måske ikke let tilgængeligt eller behageligt hele vejen igennem. Derimod er det både mægtigt spændende og musik der fordrer til at man lytter, i stedet for blot at høre.

Pladens sidste track – Hot Knife er om nogen af numrene et bevis for at Fiona har musikalsk tæft og er mindst lige interessant som da hun debuterede. Her har vi en forholdsvis simpel sang der bliver gentaget igen og igen, først i en ganske traditionel kanon, senere i hvad der nærmest kan beskrives som en kakofoni af melodistemmer og harmonier. Det er en smuk afslutning på en udgivelse, der er helstøbt, meget varieret i sit udtryk og et hundrede procent Fiona Apple – for er man fan, så er der vist ingen vej udenom denne nye plade, med den – traditionen tro – meget lange titel. Måske siger Officer Barbrady det allerbedst?