Der er nogle gode grunde til at glæde sig over udgivelsen af den seneste Kira Skov-plade Look up ahead. Efter The rail train, the meadow, the highway and the shadows fortsætter hun sin solo-karriere, selv om det er mere præcist at sige, at hun fortsætter sit projekt med bandet The Ghost Riders. Det er klart, at det er en stor reklame, at John Parish (bedst kendt for sit samarbejde med PJ Harvey) er producer på pladen (og det føles også som en natuarlig konsekvens af Kiras opfattelse af musik), men det mest spændende er at se, hvordan Kira udvikler sin stil efter The Kindred Spirits og den ufuldendte trilogi med Tore Johansson i The Gospel.

Det første indtryk er, at Kira Skov satser meget på nuet og på den drejning, hun har foretaget i samarbejde med The Ghost Riders. Der er ingen vej tilbage til den rå og direkte rock, som hun spillede med The Kindred Spirits (især på de to første album, da man på det trejde kunne mærke, at bandet gik efter en højere grad af variation i genrerne, og bass-spilleren Nicolai Munch-Hansens indflydelse blev tydelig). Kira & The Ghost Riders fastholder en intim tilgang og en mørk atmosfære, men bandet er vokset (guitarristen Oliver Hoiness’ arbejde er bemærkelsesværdigt i denne forbindelse), og Kira leder efter nye registre i sin stemme gennem mere afslappede melodier.

Første nummer Cadillac kan betragtes som en overgang fra den tidligere til den nye plade. Når ekkoerne fra motorvejen ebber ud, og en stormomsust og mislykket romance er slut, og det andet nummer kommer, bliver man klar over, at det reelt ikke var en overgang men en udvej fra The rail train... I Copenhagen leverer Kira en forbløffende vokalpræstation, hvor hun viser, at intimitet (ensomhed og elskerens umulige ønsker i en ulykkelig by) og intensitet hænger sammen. Den samme rolige intensitet nås i den smukke og melankoliske Ensomhed. Man kan godt forestille sig, at Kira vil udforske denne linie, hvori hendes stemme bevæger sig meget effektiv mellem rock og jazz.

Der er nogle sange, hvor Kiras stil er nem at genkende. Sådan sker det med Love or Desire og det meget Ghost Riders-prægede Meet my lover med en markant ironi over kærligheden. Det er mellemtempo-numre, som gør os opmærksomme på, at der er en kontinuitet, og at den mere klassiske rock stadig er der. Mere overraskende er det desperate råb i Stop me, som minder mig lidt om fasen med Happiness saves lifes, og hvori samarbejdet mellem guitar og vokal danner en spændende intens stemning.

Som sagt er det afdæmpede tempo fremherskende, og det afspejler Kiras rock-attitude, der tydeligvis føler sig tilpas i selskab med Ghost Riders. Bandets indsats i forhold til at ramme de mørke, lidenskabelige, støjende stemninger (Kira ville opsummere det som beskidt) lykkes. Jeg vil fremhæve, at vi er i nærvær af en bredere forståelse af rock, som ligger tæt på kunstnere som Nick Cave, Neil Young, Johnny Cash eller Gilliam Welch. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at sange som Wasting my troubles nærmer Kiras musik til hendes kollega Marie Fiskers arbejde på debutalbummet Ghost of Love.

Song for the refugees er værd at kommentere. Vi kender Kiras holdninger imod den nuværende asylpolitik, og hendes engagement i koncerter til støtte for asylansøgere og til forsvar for menneskerettigheder. Sangen er langt væk fra at være en protestsang, og den vælger en menneskelig vinkel på flygtningespørgsmålet, som appellerer til det omgivende samfund. Personligt synes jeg, at det er fremragende, at Kira finder en kunsterisk måde at udtrykke denne problematik på og beviser, at følelsen af uretfærdighed og forsømthed også er emner, der skal synges om.

Look up ahead er et skridt fremad for en af de mest spændende rock and roll-stemmer i Danmark – er det reelt nødvendigt at sige kvindelig stemme? Det ser ud til, at Kira selv styrer sin skæbne og lægger sin troværdighed som person og kunster på blokken, ligegyldigt om det betyder, at hun ikke tager den nemmeste vej.