For mig er kombinationen Sko-Cole helt ny, men den er sådan set ganske logisk: En af Danmarks bedste croonere tager fat på et repertoire, som blev forgyldt af en af populærmusikkens største sangere i det 20. århundrede.

Nat King Cole (1919-65) hører til min barndoms og ungdoms lydlandskab – måske mere hans populære hits fra 50erne og 60erne – fx Those Lazy-Hazy-Crazy Days of Summer fra 1963 - end hans klassiske jazzballader og –udgivelser, som går tilbage til 30erne. Nat Cole havde en helt unik stemme: teknisk fuldstændig ubesværet, med et fantastisk vibrato der kunne varieres i det uendelige, så stemmen (og den fortolkede tekst) oplevedes som varm, inderlig, smægtende, inviterende, fræk – altså dybt menneskelig.

CD’en her er på en gang meget enkel og meget sofistikeret. Numrene er primært fra ”Den store amerikanske sangbog”, altså den store guldgrube af populære melodier fra det tidlige 1900tals musicals, film og fra jazzens standardrepertoire, som er en uudtømmelig leverandør af stadig vedkommende tekster og melodier. Vi får bl.a. en meget stemningsfuld udgave af A Nightingale Sang in Berkeley Square, en charmerende version af Let There be Love og en baggårdspumafræk fortolkning af Walkin’ my Baby Back Home.

Orkesteropbakningen er så fin som den kan blive: Benjamin Koppels saxofoner smyger sig som en ekstra vokal omkring de smukke melodiers toner – arabesker af fineste slags. Jesper Bodilsens bas lægger et på en gang roligt og spændstigt grundlag, i smukt samspil med Morten Lunds elegante trommer. Pianisten Eythor Gunnarson – et for mig nyt navn – spiller kongenialt, somme tider helt diskret, andre gange mere frækt og kontant.

Søren Sko prøver ikke at imitere Nat; det ville også være en selvmordsmission, men han fraserer sanglinjerne meget fint, fortæller de små historier godt, og ikke mindst rammer han intimiteten i disse evergreens særdeles præcist. Man føler sig hensat til en eksklusiv jazzbar, fx The Standard hvor optagelserne til den nye udgivelse faktisk har fundet sted – lige dér ved et af de forreste borde med en dejlig drink – og med ørerne foldet ud.

Alt i alt har CD’en et præg af ’det selvfølgelige’: netop sådan her skal det lyde - ubesværet, inderligt, uimponeret, ligefremt, livserfarent, og det uanset om tempoet er hurtigt eller langsomt, og om genren er ballade eller blues. En helt igennem dejlig indspilning.