Da Laura Illeborg på en positiv måde gjorde opmærksom på sine talenter med de første udgivelser i 1990erne, blev hun efterfølgende sammenlignet med Anne Dorthe Michelsen.

Hvor sammenligningen allerførst kom fra, er ikke godt at vide, men den forfulgte hende i nogle år, selv om de to kun har lidt til fælles.

Siden har hun blandt andet haft et spændende samarbejde med Channe Nussbaum. Nu er hun ude med albummet Det går tit godt, der er mættet med afdæmpede fortællinger om den tilstand, de fleste når i, når de - rent statistisk - er over halvvejs i tilværelsen. For eksempel i sangen Skæbner værre end mig, der ligesom resten af albummet er udtrykt i et klart og enkelt dansk. Her gør hun status over alt det, hun ikke har nået - men hun sætter sine forfængelige trængsler i perspektiv ved at konstatere, at der er nogle, der har det meget værre. Mon ikke det er en tanke, der strejfer de fleste af alle os middelklasse middelmådigheder i ny og næ? Specielt når løbet synes at være kørt på så mange områder.

Albummets melodiøst og musikalsk bedste nummer er efter min mening Månen er i aftagende, der også har en snert midlife over sig.

Med på albummet er guitaristen Knud Møller og bassisten Niels Dahl, der har fulgt Laura Illeborg i godt 20 år. Begge akkompagnerer med en indfølende diskretion.

Laura Illeborg rammer en stilfærdig dansk tone, som ligger langt, langt væk popmaskinernes ramasjang. Hun er bare behagelig at lytte til.

Grunden til, at karaktergivningen er helt oppe at ringe ligger i albummets materiale. Det musikalske er lige lovligt mainstream. Der er få af numrene, der bliver siddende. Til gengæld gætter jeg på, at albummet er slidstærkt.