Stemmen er endnu mere rusten, endnu dybere end før, og der reciteres næsten lige så meget som der synges. Det er mere end konstatering end et problem, for oplevelsen af en autentisk stemme er lige så intens som den altid har været. Leonard Cohen er blevet firs, og det markeres med denne ret overraskende udgivelse. Der er for så vidt intet nyt under solen på Popular problems, og alligevel er det et helstøbt og velkomment album. Dette kunne ligne et paradoks, men er det næppe. Cohens tekstunivers er velkendt, og han har aldrig været en musikalsk fornyer, så det giver mere mening at se hans livslange oeuvre som en lang række variationer over nogle få temaer. Det slår mig, at temaerne er identisk med hvad eksistentielle psykoterapeuter som Yalom og van Deurzen kalder ”eksistentialerne”: Døden, Aleneheden, Friheden og Meningsløsheden. Man kunne måske tilføje: Kærligheden. Cohen har bevæget sig ad mange veje for at udforske eksistensens mysterium. Det mest radikale stadium var vel den halve snes år, han tilbragte i det buddhistiske Mount Baldy kloster. Indflydelsen fra zen-buddhismen har altid været mærkbar i Cohens sange, og det nye album er da også tilegnet den spirituelle lærer (og åndelige leder af Mount Baldy) Kyozan Jsohu Sasaki Roshi, som døde tidligere i år i en alder af 107 år.

Enkelhed har altid været et grundlæggende træk i Leonard Cohens sange. Det gælder både de strukturelt stramme tekster, som ofte formulerer dybe paradokser eller koan-agtige gåder i få ord og ligefremme rim, og musikken, som ofte er næsten formelagtig i sin brug af melodiske, harmoniske og rytmiske (standard)vendinger fra især blues, r&b, gospel og contry&western.

Cohens ”poetiske og musikalske minimalisme” kan illustreres med sangen ”My-Oh-My”. En uhyre enkel tekst med strukturen A-A-B-B (altså 4 linjer, hvor både linje 1 og 3 gentages) iklædes en musik med arketypiske c&w-træk: slide-guitarens glissando, blæsernes synkoperede kor og den vemodige nedadgående baslinje:

//: Wasn’t hard to love you/ Didn’t have to try:// Held you for a little while/ My Oh My Oh My://

Måske en erindring fra teenage-årene? Måske en erfaring fra mange af de korte forhold til (smukke) kvinder, Cohen er kendt for at have haft? Under alle omstændigheder en gyldig, nærmest arketypisk formulering af forholdet mellem kærlighed og sensualitet, som mange (mænd) har oplevet den.

En anden type (musikalsk) enkelhed er den der opnås med et gennemgående riff/ostinat – altså hvor den samme (bas)figur gentages om og om igen. ”Nevermind” er et godt eksempel – og her opstår der et interessant brud på gentagelsen når Donna DeLorys stemme helt uventet bryder ind med mellemøstlige melismer på et fremmed sprog – mens ostinatet pulser videre. Den lille forstyrrelse med den store virkning.

Nevermind/ Nevermind/ The war was lost/ The treaty signed/ There’s truth that lives/ And truth that dies/ I don’t know which/ So never mind

”Popular problems” tematiserer alderdommen, ja, men på typisk Cohen-vis temmelig indirekte. Langsomhed er karakteristisk for ældre mennesker, men langsomhed kan også være et ideal:

It’s not because I’m old/ It’s not the life I led/ I always liked it slow/ That’s what my momma said

Cd-bookletten er i samme ånd udstyret med vignetter, der viser Cohen i forskellige beklædningsmæssige outfits, men først og fremmest i meditationsstillinger, i færd med at – pudse sko!

Men vi kommer ikke uden om det: stemmen! Cohens sange kan naturligvis fremføres af andre, også med stor succes (jf den fine danske Cohen-cd På danske læber fra 2004). Men det er den unikke stemme, det dybest set handler om, når man vil forstå Cohens succes over så mange år. Jeg har undret mig over, at kun få af de mange og ofte store artikler, der er blevet skrevet i anledning af 80årsdagen, indeholder nogle væsentlige betragtninger over ”Stemmen” (en betegnelse, som mange fans bruger som synonym for Cohen). Som jeg skrev indledningsvis, er stemmen på Popular problems blevet endnu dybere, endnu mere slidt og endnu mindre sanger-agtig. Skrøbelig og hæs lyder den fx på ”Did I ever love you”, men den kan også være hypnotisk reciterende (”Nevermind”) og resigneret/vis på samme tid (”Almost like the blues”). Timingen er speciel: Cohens fraseringer ligger sjældent lige på pulsslaget, han er næsten altid lidt bagud eller eventuelt lidt foran. Det skaber en intensitet i fortællingen – en friktion mellem musikkens puls og den performede tekst, som inviterer til koncentreret lytten. Den dybe stemme er naturligvis grundlæggende mørk, men den har lyse overtoner, hvis effekt nok bedst kan beskrives med et af de meget kendte Cohen-visdomsord:

There is a crack in everything/ That’s how the light gets in

Cohens stemme er vismandens eller filosoffens eller psykoterapeutens stemme. Den fortæller ikke bare gennem ordenes semantiske mening, men med selve klangen om levet liv og erfaringer udledt af storme, sejre og nederlag. De vedkommende erindringsnedslag og udogmatiske ”budskaber” serveres bittersødt, selvironisk og samtidig dybt seriøst af en autentisk stemme, der måske kan lyde livstræt ved første lytning, men som ved nærmere bekendtskab vidner om det stik modsatte: lærevillighed, nysgerrighed, ansvarlighed, ærlighed – og en stor kærlighed til menneskets ufattelige kompleksitet.

For allerede mange år siden var Cohen en ældre herre, der skrev en hyldest til den store c&w-sangskriver Hank Williams. Det er ikke til at sige, om vi får flere udspil fra Cohen. Men det er godt at vide, at han for længst har installeret sig i ”The Tower of Songs”:

Well my friends are gone and my hair is grey
I ache in the places where I used to play
And I'm crazy for love but I'm not coming on
I'm just paying my rent every day
Oh in the Tower of Song
I said to Hank Williams: how lonely does it get?
Hank Williams hasn't answered yet
But I hear him coughing all night long
A hundred floors above me
In the Tower of Song

9 sange, 36 minutters spilletid. Det lyder ikke af meget, men det er nok. Patrick Leonard er krediteret som komponist på 7 af sangene, og han er pladens suveræne producer. Der må gerne komme mere!