Essence Last Night of Solace
NoiseArt Records, CD 52:57 min.
Anmeldt 30/4 2013, 21:29 af Claus Poulsen

Lyden af succes


Lyden af succes

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Essence er tilbage med opfølgeren til deres debut Lost in Violence fra 2011. Skiven er just udkommet og døbt Last Night of Solace.

Første udspil var i mine ører en god, gedigen thrash-skive med en god mikstur af energiudladning og melodi, så det var med en vis spænding at nærværende udspil skulle høres. Som altid, når en debut har formået at udstille et vist niveau, er det interessante om opfølgeren kan opretholde dette niveau, eller om man har formået at over/undergå dette.

Siden debuten har Essence haft ret travlt med promotion, hvilket har resulteret i bl.a. optræden på Roskilde Festival, Vagos Open Air i Portugal, Headbangers Ball Tour og en Rock the Nation-award som har givet adgang til en pladekontrakt med NoiseArt. I skrivende stund er bandet på en længere Europa-turne med Hypocrisy. Inden denne tour blev der dog også lige tid til at indspille Last Night of Solace og i skrivende stund er de netop nomineret til en Metal Hammer Award. Jo, det kører vist ganske godt for Essence.

Drengene har været en tur i Sverige for at indspille Last Night of Solace i Peter Tägtgrens (Hypocrisy, Pain, Bloodbath m.fl.) Abyss Studio. Selvsamme Tägtgren har også stået bag knapperne under indspilningerne. Det kan man godt høre. Pladen har fået en umiskendelig Abyss sound. Visse passager giver helt Hypocrisy'ske flashbacks. Hør for eksempel ”For the Fallen”. Det kunne snildt være taget fra et af de nyere Hypocrisy albums.

Lyden fået et ordentlig boost i forhold til debutpladen. Den mere klassiske, tørre og hårde thrash-lyd som gjorde Lost in Violence til en rå skive, lydmæssigt, er blevet erstattet af en lyd med god bund og mere dynamik og mere plads til det melodiske i lydbilledet. Netop dette holder måske det thrashede udtryk lidt nede, eller giver det i hvert fald en ny farve.

Men lytteren bør ikke fristes til at tro at hr. Tägtgren helt har overtaget komponistrollen i Essence, for langt det meste af pladen er ganske tro mod Essence selv. Rent formularmæssigt er Essence egentlig ganske intakt; de thrashede riff's, garneret med Lasses, i mine ører, rigtig fede, hæse vokal og de band-råbte omkvæd er stadig spredt med gavmild hånd ud over hele pladen.

Dog kan man godt mærke en vis modenhed i sangskrivningen. Det kommer måske netop til udtryk gennem det anlagte lydbillede. Alle disse elementer er sådan set udnyttet godt. Essence formår at skrive ganske gode numre. Der sker mange ting og det ene seje riff erstatter det andet på fortræffelig vis. Man formår at holde lytteren beskæftiget og holder sig fra standardiseret metervare-thrash. Det lover stadig godt.


67
Forrige anmeldelse
« The Idler Wheel Is Wiser Than t... «
Næste anmeldelse
» Power Behind the Throne »


Flere musikanmeldelser...