Channe Nussbaum & Spielniks Alt und aggressiv
Cowbell Music, CD min.
Anmeldt 30/8 2012, 21:49 af Hans Christian Davidsen

En moden dame der griner med det ene øje og græder med det andet


En moden dame der griner med det ene øje og græder med det andet

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Der er ingen McDonalds-restauranter i Nordkorea. Og der var heller ikke klezmer i Danmark – før Channe Nussbaum for en snes år siden lancerede denne spændende musikstil, hvis linje går tilbage til den gamle jødiske kultur i Østeuropa. Channe Nussbaum er jøde, og hendes orkester, Spielniks, er fremragende musikere, der stritter i alle retninger og alligevel spiller blændende sammen: Peter Jessen (klarinet), Jens Tolsgaard (harmonika), Torben Steno (guitar), Peter Nielsen (bas) og Morten Krøgholt (trommer).

Ved mange af deres koncerter tror publikum, det skal klezmer, som den bliver spillet, når man ikke rører alt for meget ved traditionerne. Men det er netop det, Channe Nussbaum & Spielniks gør - piller ved traditionerne. Alligevel går man sjældent skuffet fra koncerterne. Nogle gange skal folk have det, de ikke ved, de vil have.

Underholdnings- og dansemusik
Klezmer er det sekulære modstykke til de sange og de recitativer, der praktiseres i synagogerne. Klezmer var den underholdnings- og dansemusik, der førhen blev spilet ved familie- eller landsbyfester i de jødiske samfund i primært Østeuropa. Men som altid, når kulturer går på kryds og tværs, er der ingen klare grænser: Der er både lidt godt fra sigøjnermusikken, der er krydderier fra Balkan og så selvfølgelig godt med jiddisch - det germanske sprog med slaviske og hebraiske indslag og en kultur, som nazisterne fik totalt ødelagt i Østeuropa, men som har overlevet især blandt ortodokse jøder i USA.

Melankolsk grundtone
Channe Nussbaum har selv kaldt sin særlige klezmerstil for jid-pop. De jiddische tekster er uforpligtende, og mens mange bands i Vesteuropa dyrker den meget traditionelle klezmer, er Nussbaum og hendes Spielniks en samling skæve musikalske hjørner, der får den melankolske blues-agtige musik til at vokse i alskens retninger.

Det, der er med til at gøre Channe Nussbaums musik til noget unikt inden for klezmer-genren, er hendes melankolske grundtone, der på samme tid er forbløffende munter. Musikken er fyldt med bratte brud i rytmikken, og de helt store virkemidler er Jens Tolsgaards farverige og indsmigrende harmonika og ikke mindst Peter Jessens orientalske klarinetspil med meget flotte introduktioner. Nogle gange er han helt oppe i overblæsningsregistret, og han spiller, så man næsten kunne smage den paprika og hvidløg, der kommer ud af røret.

Tekster på cirkustysk
På den seneste cd har Channe Nussbaum & Spielniks vist, hvad de har lært under deres mange turneer på tysk jord. Teksterne er ikke længere på jiddisch, men på noget, man nærmest kunne kalde cirkustysk. Tysk, der lader hånt om mit, nach, seit von, zu og kasserollebøjninger. Længsel og glæde går hånd i hånd i de iørefaldende melodier, der veksler mellem det enkle og det virtuose.

Musikken er tydelig klezmer: Den har en boblende vitalitet, som gør det svært at sidde stille - den appellerer til klap og dans. Men den er også de mere stille melodier, som sammensmelter smerte og glæde.

Og teksterne er sjove og er sunget af en kvinde omkring de 50 år: Erfahrung ist sexy, Sigmund, du mach’ mich so heiss, Alt und aggressiv og Bim Bam Burry, der spiller på den danske børnesang med strofen "bim bam busse".

Nussbaum og Spielniks kalder selv musikken for kabaretpop. En interessant betegnelse - for det er sådan: Musikken hører hjemme på en scene med røde spots og kan også høres som let baggrund i bilradioen.

Det er en forrygende dejlig plade. Channe Nussbaum er en moden dame, der griner med det ene øje og græder med det andet.


Forrige anmeldelse
« Original «
Næste anmeldelse
» The Idler Wheel Is Wiser Than t... »


Flere musikanmeldelser...