1) brutal, (af fr. brutal, af lat. brutalis, af brutus rå), dyrisk; rå; grov. (Kilde)

2) brutal, Fetus in Fetu.

Nogenlunde så kort, kan Fetus in Fetus' musik egentlig beskrives. Musik er sjældent nemt at beskrive med ord – ørene er noget bedre til at indtage, fordøje og bedømme musik, end øjnene, men når jeg bruger ordet brutal om musikken her, så mener jeg det.

Fetus in Fetu er eksponent for death metal – eller på godt dansk, dødsmetal. En undergenre til metallen, som vel næppe fås mere … well, brutal. Dødsmetallen må objektivt set forekomme ganske vanvittig. Guitarlyden er oftest nedstemt og distortet på øreflænsende måde. Trommespillet er oftest uhyre energisk, med voldsomme udladninger i energi og tempo. Dertil kommer en vokal som mest af alt minder om et stort, brunstigt dyrs desperate kald efter kød. Med andre ord, er det ganske ekstremt. På trods af dette knapt så idylliske billede af dødsmetallen, så elsker jeg det. Højt.

Det er svært at sige præcist hvorfor man bliver fascineret af musik der er så ekstrem, men det bunder i hvert fald i 2 elementer: energi og stemning. Energien, som det muligvis fremgår af ovennævnte, kan være ret så overvældende. Det kan være ganske krævende at høre på musikken, når samtlige bandmedlemmer bare smadrer derudad, men på samme tid er det netop dette småkaotiske element, der giver anledning til fascinationen. Stemningen fremkommer når det hele når en slags højere enhed. Når tingene bare fungerer. Igen kan det være svært at definere hvornår stemningen er godkendt, men man mærker det bare, når det sker. Et andet element af stemning, er hvor god lyden er. Jo mørkere og tungere, jo (ofte) bedre.

Målt på energi og steming, scorer Fetus in Fetu ganske godt på skalaen. Energien fejler ikke noget. Der bliver gået til stålet på samtlige instrumenter. Men det er stadig kontrolleret og vokalen er dejlig ond i sulet. Fetus in Fetu formår at skrive nogen ganske habile dødshymner, der egentlig fungerer godt. Genkendeligheden stikker sit fjæs frem i den voldsomme musik. Ja, det er lige før man fristes til at synge lidt med.

Stilmæssigt bevæger vi os ganske tæt på gamle mastodonter som Suffocation, som vel bærer en stor del af skylden for at bands som Fetus in Fetu lyder som de gør. Suffocation var blandt de første til at slå på folk med et så voldsomt lydbillede – og er egentlig aldrig helt stoppet med det – Suffocation udbredte visse stilelementer som straks blev taget op af horder af unge bands og muteret videre udi brutaliteten og ekstremitetens rare verden. Med andre ord, så er det ret klassisk US-death metal vi har med at gøre. Det er tungt og voldsomt. Og det er forbandet effektivt.

Lyden på pladen er ganske fornuftig. Man har formået at få en mørk og fyldig guitarlyd, som klæder musik af denne karakter fortrinligt. Trommespillet falder måske en tand i baggrunden, men det er på ingen måde kritisabelt. Vokalen, den grumme growlen og de lidt lysere skrig, fylder godt i lydbilledet også – og akkompagnerer egentlig musikken ganske passende.

Musik af denne type er sjældent dybt original eller på anden måde specielt afvigende i forhold til mange andre bands indenfor genren og det er helt ok. Det forventer man sjældent, når man bare er fan af selve genren. Det hele fungeret nemlig og man kan sagtens føle sig godt underholdt i den voldsomme halve time som pladen varer.