Foo Fighters Wasting Light
Sony, CD 48 min.
Anmeldt 1/7 2011, 17:58 af Torben Rølmer Bille

Fællessang med Foo


Fællessang med Foo

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Der er noget ærkeamerikansk og opløftende positivt over Foo Fighters musik, nærmest på tværs af tidens trends med enten at være navlebeskuende, klynkende og ynkelig eller i den modsatte grøft brutalt, arrigt fordømmende over verdens uretfærdighed, smider gruppen - der dagligt bekæmper Foo med alt hvad de har - en plade på gaden, som rummer elleve glimrende rockskæringer. Numre der nærmest alle - i al fald musikalsk – præsenteres i dur.

Efter Foo Fighters i 2007 sendte den kritiker- og publikumsroste Echoes, Silence, Patience & Grace på gaden skulle der gå helt til april 2011 før en efterfølger lå klar. Den nye baby fik navnet Wasting Light og er på mange områder lige så vellykket som sin grammyvindende forgænger.

Musikken skal man være meget indebrændt for ikke at føle sig opløftet af og den veletablerede cocktail med de tunge grooves, distortede guitarer, bundsolide trommearrangementer tilsat Dave Grohls karakteristiske, velklingende rustne rockvokal, pakket ind i en velproduceret sonisk cocktail er en der både er nemt tilgængelig og som samtidig er så tilpas godt skuret sammen, at der selv efter et dusin gennemlytninger er nye detaljer der popper op hist og her.

Selv om det musikalske udtryk ofte forekommer ganske positivt så står de glade melodistykker ofte i skærende kontrast til de mere dystre tekster, som eksempelvis på nummeret Arlandria eller det derpå følgende These Days der begge gør dette til U.G.. På sidstnævnte track mindes lytteren i bogstaveligste fortand om sin egen dødelighed og det liv der for alles vedkommende en af disse dage snart er forbi, mens samme skizofrene sanger i med en anden stemmen svarer at han ikke vil acceptere det. På denne måde forenes en tekstlig melankoli med et rockende, fremadstræbende, musikalsk poppet udtryk, der gennem teksterne og de iørefaldende riffs og omkvæd går lige ind.

Selvom man måske godt kunne klantre Foo Fighters for ikke at forny deres lyd betragteligt - en lyd som det ikke kræver megen fantasi for at kunne forestille fylde et enormt koncertstadion, så er det også en samling numre, der lige som god vin synes at få en del mere karakter, jo flere gange man lytter til dem.

Indvendingen om hvorvidt dette ikke blot er et spørgsmål om at man med tiden kan vænne sig til alt skal skydes i sænk med det samme, for selv om nærværende anmelder flere gange har taget skridt til at forfatte en anmeldelse af den nye plade, så har det været svært, idet de med Wasting Light nærmest har været fast baggrundsmusik i hjemmet, udelukkende fordi det er en virkelig vellykket rockplade, der fortjener at man ikke kun kradser i overfladen, lytter den igennem et par gange før man sætter pen til papir.

Wasting Light er en plade der, lige som andre Foo Fighters skiver, nærmest trygler om at blive sunget med på. Det er en plade der gør at man kører lidt hurtigere i bilen, sætter cyklen op i højeste gear op af bakken og som man bare generelt bliver glad i låget af at lytte til. Dette sker især fordi omkvædene fungerer, teksterne (for det meste) er interessante nok til at man vil følge med i dem og endeligt fordi der ikke er mange dårlige numre på den. Faktisk er Wasting Light en af de mest helstøbte udgivelser fra bandet til dato.

Selv om stort set alle elleve numre er nærmere bekendtskaber værd, ville det stadig være en skam ikke at fremhæve den sidste skæring Walk og de to numre nævnt herover som pladens allerbedste. Skal man endelig finde numre som ikke helt lever op til denne høje standard er både Back & Forth, I should have known samt Miss the Missery skåret lidt for meget over den samme velkendte skabelon, til at de bliver rigtig interessante. Det til trods for at også de er iørefaldende og fællessangsfremkaldende som resten.

Kender man ikke meget til Foo Fighters er den nye plade, lige som den forrige et rigtigt godt sted at starte, men ud over at være fyldt med paradokser og interessante musikalske detaljer, er det samtidig også bare en poppet rockplade, der med sikkerhed vil bringe glæde i mangen mp3-afspiller eller anlæg i årets løb. En plade der med sikkerhed også, på længere sigt, vil lede unge mænd til at indstudere de bedste af numrene, når festivalguitaren tages frem og lejrbålet tændes.


46
Forrige anmeldelse
« Everything is Amplified «
Næste anmeldelse
» Lost in Violence »


Flere musikanmeldelser...