Det kan være svært som anmelder ikke selv af læse anmeldelser af værker som man har liggende, men indimellem kommer man til det og kan derfor godt forundres over den forholdsvise hårde medfart som mange har givet den nye plade med danske VETO. For selv om pladen er introvert, byder på tekster som nærmest synes fatalistiske og opgivende, så er musikken, såfremt den får lov til at gære over et stykke tid virkeligt et bekendtskab værd.

Hvor rigtigt mange bands spekulerer i at skabe traditionelle tracks ud fra ideen om et vers, et klingende omkvæd og så endnu et vers måske afbrudt af et b-stykkke, så synes denne struktur flere gange undervejs i Everything is Amplified at brydes. I stedet vokser numrene nærmest frem organisk og bevæger sig på filmisk vis mod et klimaks, før sangen klinger ud.

Problemet med som anmelder at læse intervierws og omtaler er også at Gaffa i februar 2011 bragte et længere interview med bandet før pladen kom på gaden i marts. Her fortalte de at titlen og dermed også en del af sangene på skiven var politiske kommentarer. Everything is Amplified var en omskrivning af noget den amerikanske tv-vært John Stewart har sagt. Stewart var gået på gaden for at genoprette Amerikanernes snusfornuft og i den forbindelse kommenterede den målrettede medie-misinformation med ordene ”if we amplify everything, we hear nothing.”. Denne udtalelse er noget man efterfølgende har svært ved ikke at læse ind i teksterne, for som Wolfgang Iser så rigtigt skriver, så er det nærmest umuligt at læse tekster naivt, når de først en gang er blevet farvet i en bestemt retning.

Uanset om undertegnede nu gennem gengivelsen af Gaffainterviewet har influeret en flok Veto-fans til også at lytte til numrene i dette lys, så er musik jo meget mere og andet end blot ord og holder man i forvejen af Veto, så kan man forvente sig et musikalsk udtryk, der placerer sig et sted imellem den tilgængelige Crushing Digits og den melankolske debut There’s a Beat in all Machines.

For selv om pladen byder på meget afdæmpede og eftertænksomme numre som eks. ”Popular Concussion”, ”If Else” (der indledes med den utroligt triste strofe; ”I’m like a maimed animal / waiting for the shot / To finish me off / To put me down / I won’t fight back”) eller for den sags skyld nummeret ”Slowres”, der kun udvikler sig minimalt henover dens fire minutter, så bydes udgivelsen også på andre numre som ”This is not” og ”Am I awake, or Should I wake up”, der begge starter ganske forsigtigt ud, men som ender ud med at være tilnærmeligt dansable. Skiven byder også på ”Take it Outside”, som på mange måder har alt det et reelt indie-radiohit bør have.

Dertil kommer at resten af skivens numre, der er nemmere tilgængelige, men som alle har det til fælles, at der virkeligt er kælet for alle detaljerne i lydbilledet. Selv om enkelte onde tunger kunne anklage Veto for at overproducere, så gør detaljerne faktisk at Everything is Amplified bliver en af den type plader, som ikke er umiddelbart let tilgængelig, men som stort set vinder ved enhver gennemlytning. Der er mange detaljer at lytte til og især Troels Abrahamsens karakteristiske, til tider skingre vokal, passer perfekt til det ganske dystre elektroniske lydunivers som kendetegner bandet.

Det er sikkert ikke et tilfælde at ”Fell Into Place” benytter sig af stort set samme beat, som det der optræder på et helt klassisk Cure-nummer og selv om musikere måske er trætte af at blive sammenlignet med hinanden, så mindes man flere gange undervej på Everything is Amplified om at medlemmerne godt kan lide både Robet Smith & Co. samt en række andre velspillende indiebands fra firserne.

Everything is Amplified er altså ikke en plade, der vil behage eller appellere til de der bare er ude efter et hurtigt musikfiks, men har man tålmodigheden og vil man gerne udfordres både lyrisk og musikalsk, så er det bestemt en plade som man vil blive rigtigt glad for i længden. Det er desuden en af de mest spændende danske udgivelser i år.