Hell in the Club Let the Games Begin
Bad Reputation/Red Pony/Avenues of Allies, CD min.
Anmeldt 25/5 2011, 21:17 af Mike Pedersen

Flå elastikken ud af håret og skru volumen af led!


Flå elastikken ud af håret og skru volumen af led!

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Hair metal har overlevet meget hård modgang de seneste årtier. For genrens overlevelse har vi blandt andet Sverige at takke. Landet har holdt glam rocken kunstigt i live ved at pumpe ”energi” i bands op gennem 90’erne, som ofte, efter min personlige mening, har været døde eller stillestående i netop det årti. Nye livstegn har heldigvis vist sig gennem 00’erne i form af svenske Crazy Lixx, Chris Laney og Crashdïet. Man kan roligt sige, at disse bands samler op, hvor slutningen af 80’erne slap. Inden for denne del af rockscenen, har bandet Crashdiet med albummet New Religion virkelig fået slået sig fast, som et af de bands Sverige skal huskes for.

Den internationale hair metal/hard rock scene er endelig vågnet op efter 20 års dvale. Hell in the Club er et nyt italiensk band sammensat af medlemmer fra de talentfulde Elvenking og Secret Sphere. Disse bands rammer hardrock/metal genren ganske fornuftigt, men har kun delvist fået den succes de fortjener. Italienske sleaze bands har en tendens til at ramme jorden hårdt og hurtigt, men med udgivelser som Let the Games Begin fra Hell in the Club, ser det ud til, at vi har noget langtidsholdbart i vente.

Mit første møde med bandet var cd-coveret, hvor en nøgen kvinde med djævlehale, er portrætteret liggende på et rødt tæppe i selskab med en flaske Jack D. Yderst lovende og klassisk, men alligevel i skarp kontrast med det moderne navn Hell in the Club. Jeg må indrømme, at jeg havde en ”here goes nothing” fornemmelse, da jeg smed skiven på drejebænken og skubbede en anelse til volumen. Efter en lidt langtrukken intro, begyndte selve nummeret i en direkte overgang til et par hårde trommeslag og lyden af en semimelodisk guitar solo, som revet ud af 80’erne. – Første track ”Never Turn my Back” var i gang.

Min opmærksomhed blev yderligere tilspidset et stykke inde i første track, da Davide Moraes åbnede op for vokalen. Sjældent har jeg fået serveret en så harmonisk, rytmisk, og rå italiensk ret, som den jeg fik af Hell in the Club. Davide Moraes’ sleazede stemme – i den moderne indpakning, fandt jeg så utrolig tilpasset til dette band, at jeg for en stund glemte alt om hans arbejde i Elvenking. Let the Games Begin åbner nye porte inden for sleaze genren i en sådan forstand, at den klassiske, knasende sleaze lyd er blevet finpudset og har udviklet sig i en mere behersket retning grundet en mere nutidig og lækker producering.

Dette kan i værste fald ende ud i den forkerte effekt, hvis et sleaze album bliver for skarp i kanterne, så musikken får et overpoleret plastik lyd. Hell in the Club har fundet en tilpas balance mellem det polerede og det beskidte. Man ser konsekvent flere og hurtigere temposkift i den nye ”bevægelse” inden for denne genre – i modsætning til 80’ernes store hits, der ikke just var præget af variation eller drastiske nuancer gennem de hårde skrigene og ofte tempofyldte tracks. Sleaze bands fra denne side af årtusindeskiftet, heriblandt Hell in the Club, har en mere energisk, dog kontrolleret, sprælskhed over sig, som udvider grænserne for friheden i det musikalske og det kreative rum.

At Davide Moraes ikke for længst har opdaget sit talent inden for sleaze genren, finder jeg personligt fuldstændig absurd. Den bedste sammenligning vil være en lidt skinger udgave af Crazy Lixx’ Danny Rexon. Hvilket på ingen måde har en negativ effekt på vokalen. Moraes udfører en nærmest drillende leg med stemmen hele vejen igennem Let the Games Begin, hvilket giver lytteren en ide om, at det hele er ”piece of cake” for den sleaze debuterende, men dog erfarne, frontman. Dette album indeholder meget stor variation i tempo, stil og tone, hvilket giver lytteren en mindre rejse gennem forskellige sleaze/punk/metal indtryk. Uanset tempo forsvinder energien aldrig. Hell in the Club formår at holde en ”rock out with your c*ck out attitude”.

Track #3 ”On the Road” udkom som albummets første single og video. Denne sang indeholder alle de ingredienser, der kræves for at skabe et succesrigt, stærkt og melodisk nummer på alle fronter. Et moderat tempo der ligger lige på grænsen til at ligne en ballade, men alligevel hærger der en vildskab over vokalen, som fortæller, at tempoet kun går én vej, og det er op! Der forekommer både el- og akustisk guitar i On the Road, hvilket aldrig har været en dårlig idé, når Sleaze skal vises fra sin rette historiske vinkel. Denne sang sælger albummet så godt, at efter tiende gennemlytning vil jeg stadig vove den påstand, at den ligger i top 10 over de bedste sleaze/hard rock sange inden for de sidste 18-20 år. Et uhørt gennemført nummer, som summer af et Bon Jovi touch kombineret med perler fra bands som Poison, 21 Guns og Hardline. Denne sang fortjener ikke blot en tur i æteren, men selvskriver sig også en plads ved de helt stores bord sammen numre fra Skid Row, Mötley Crüe, Bon Jovi etc.

Debutalbummets stil kan bedst defineres som ”laid back modern sleaze” med passager af ”in your face” karakter, som stråler ud af albummet, fra du trykker play, til det 12. track brænder ud. En kombination der er moderne, opfindsom og ikke mindst vovet af Hell in the Club i deres forsøg på at sammensætte et solidt hardrock/sleaze album. Der findes især mange ”party songs” med et snært af punk på dette album, hvilket kun pynter, og giver pladen liv.

Store ballader har altid haft succes i sleaze rockens utal af udgivelser, men i dette tilfælde kan jeg ånde lettet op over, at der kun forekommer et enkelt på Let the Games Begin. ”Star”, der er 10. skæring på cd’en, er enten en elsk den eller had den oplevelse, og jeg må desværre klamre mig til sidstnævnte. Jeg er sikker på, at der er mange derude, der opfatter den som en ganske fornuftig ballade, men jeg kan simpelthen ikke få fodfæste på dette track. Jeg har givet den så mange chancer, som jeg overhovedet har kunnet rumme, i min ellers ret brede tolerance, da jeg personligt er en sucker for 80’ernes store ballader... Men nej... desværre synes jeg, det virker som om, at Davide Moraes havde intentioner om at skabe en overvældende, fyldig, klassisk power-ballade som i de gode gamle dage, men han glemte desværre at informere bandet om sin plan. Det hele virker som en lidt rodet affære, der har rigeligt at fortælle sine lyttere, men desværre ender den ud i en til tider klynkende Davide Moraes, der ikke får den støtte og fundamentale grobund af sit band, som hans stemme forlanger rent musikalsk. Det virker kort fortalt som en pludselig lang pause frem for den ønskede effekt, ballader normalt har på albums – en mindre nedtrapning af både tempo og humør for derefter at rejse albummet igen til et par tempofyldte finale numre.

Well, når det er sagt, skal der også pointeres, at tracks som ”Another Saturday Night”, ”Raise Your Drinking Glass” og ”No Appreciation” vejer hårdt i modvægten til den lidt skuffende ”Star”. Disse tracks har intet mindre end et tempo, der er ustoppeligt. De bærer alle det gen, der definerer en rigtig ”sing-a-long”, og Hell in the Club ligger heller ikke skjul på, at der er købt ind til den store fest, når de indtager scenen. Numre som ”No Appreciation” og ”Forbidden Fruit” indeholder små spor tilbage til 89’, da Skid Row udkom med albummet af samme navn. Hell in the Club formår at få forsanger, kor og bassist til at danne en samlet lyd, som tager dig et par korte sekunder med tilbage til sange som ”Here I Am” eller ”Makin’ a Mess fra Skid Rows fantastiske debutalbum. Let the Games Begin holder sig som sagt til den moderne ende af genren, men med numre som førnævnte beviser de også, at de kender deres sleazede bagland. Dette vil enhver sleaze-fan tage imod med kyshånd, da både gensyn og ethvert minde fra fortiden beskriver, hvem vi er eller var.

Hell in the Clubs Let the Games Begin har, fra første gang jeg hørte pladen helt igennem, fået min fulde respekt. Ikke nok med at dette album har kickstartet det gamle hjerte på den internationale rockscene, så har det spredt livsgivende vener som andre bands kan lade sig inspirere af, og dette italienske band har virkelig læst på lektien, når det kommer til kvalitet. Et album, der trods nutidens præg, vækker nostalgiske tanker og trækker blidt i smilebåndet, mens Andrea Piccardis rå guitar riffs fletter sig ind i junglen af vokal, bass og trommer. Tanker om hvad vi har i vente på eventuelle kommende udgivelser, kan ikke undgåes at piple frem, når lyden fader ud.

Det er albums som dette, der giver os sleazere håb for fremtiden. Hell in the Club, der blev skabt ud af fragtmenter fra Elvenking og Secret Sphere, er som sagt bedst tjent med et par devil horns fra den ene hånd og en flaske Jack D. i den anden. Så længe jeg stadig har begge hænder fri til at skrive, har jeg ikke andet at sige end:

Let the Games Begin...



44
Forrige anmeldelse
« The Promise «
Næste anmeldelse
» Everything is Amplified »


Flere musikanmeldelser...