Bruce Springsteen The Promise
Sony, 2CD 88:43 min.
Anmeldt 9/2 2011, 22:41 af Óscar García Agustín

Hverdagslivets modstand som kunst


Hverdagslivets modstand som kunst

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Bruce Springsteens tilhængere (som blandt andre tæller mig selv) kunne aldrig få nok af den officielle Springsteen og brugte en stor del af deres tid og penge på bootlegs af mytiske koncerter eller ikke-offentliggjort materiale og b-sider. Grunden var meget enkel: Der er få kunstnere, der kan levere så imponerende musik, som Springsteen gjorde sammen med The E Street Band, og hans bagkatalog viser en usædvanlig musikalsk kvalitet. Nu er det hele blevet nemmere, og Bruce udgiver tit koncerter på dvd, og engang i mellem får man helt nye gamle sange, som har været nogenlunde gemt, i løbet af årene. Når man ikke kan forvente sig ret meget af den nuværende Springsteen (selvfølgelig er der undtagelser som både plader og sange, og selv på den ringeste plade, Working on a Dream, er der en enkelt god sang), er det en trøst, at der kommer nyudgivelser. Først kom Tracks (1998) som en glædelig overraskelse og nu dobbelt-cd’en The Promise.

The Promise indeholder nogle af de sange, som ikke blev inkluderet på Darkness on the Edge of Town (1978). Man kan diskutere, om det er hans bedste plade eller ej (Born to run? The River?), men lad mig sige meget kort, at det er hans mest rørende, komplekse og engagerede album - og efter min mening det bedste. Meget klogt sagde Steve Earle for nylig, at Bruce Springsteen brugte sine tre første plader på sin egen stemme, men i Darkness fandt han vores stemme, dvs. en kollektiv (amerikansk men ikke udelukkende amerikansk) stemme. Springsteen portrætterer arbejderklassens krise, en ny generation som afviser deres forældres fabriksfortid og bevæger sig mellem motorveje og vejgrøfte, eller mellem drømmen om en bedre fremtid og den arvede fortids realitet. Selv nu hvor fordismens tid er overstået, lyder Darkness stadig aktuel, idet vi er vidne til, hvordan en anden generation oplever en ny krise, og hvordan deres håb bor sammen med deres frygt.

Man kan faktisk se The Promise som et nyt afsnit af Darkness og fortællingerne om arbejdsklassens hverdagshelte. Bruce Springsteen understreger, at han er en glimrende forfatter, som giver ansigt til en hel generation. Mens The Clash gjorde det samme i UK med deres nuancerede punk (det er ikke tilfældigt, at The Boss spiller “I Fought the Law” og “London Calling” live), ligger Springsteens rødder i den amerikanske folk-rock tradition. Selv om han mange gange er blevet sammenlignet med Bob Dylan, kan man i The Promise se, at der også er en stor forskel mellem dem: Springsteen kan godt være politisk og repræsentant for en generation. En helt anden ting er, at han var tæt på at blive en pop-rock cliché med Born in the USA, og at han bestemt blev det med Human Touch.

Det er ikke alle sange, som er nye på The Promise, for man kender godt andre udgaver af dem. Den fantastiske “Racing in the Street”, hvor Springsteen fortsætter med sin forestillingsverden, hvori biler og motorveje er lig med flugt og frihed (en stil som nogle år senere blev parodieret af britiske Prefab Sprout i “Cars and girls”). Til Springsteens forsvar må man sige, at han undgår stereotyper igennem hans meget veldefinerede og uforudsigelige karakterer. Selv om den oprindeligt var hans egen, er “Because the night” blevet gjort populær via Patti Smith og “Fire” med The Pointer Sisters (selv om den bedste version efter min mening er Robert Gordons). Springsteens fortolkninger er velkendte fra Live 1975-1985, hvis versioner er mere energiske. Med “Rendezvous” sker der det modsatte, og versionen lyder mere livlig end på Tracks. “Candy’s boy” er sødere både musikalsk og tekstmæssigt end den slagkraftige “Candy’s room”. “Come on (let’s go tonight)” bruger den samme melodiske rytme som “The Factory” og kendetegner det fordistiske samfund og behovet for at bryde med dets ramme for at kunne overleve (“How many men have failed, their dreams denied / They walk through these streets with death in their eyes”).

Hvis man prøver at definere The Promise, må det være noget i stil med en overgang fra Born to Run til The river præget af Darkness-verdenen, selv om tonen er mere glad og uhæmmet. Wall of sound-lyden, som man finder på Born to run, fortsætter i den optimistiske sang “Gotta get that feeling” (man kan føle, hvor tæt kunstnere som Springsteen og Willy Deville var på hinanden) og den totalt Phil Spector-inspirerede “Someday (we’ll be togheter)”. Soul-rocken fra The River dukker op i den fremragende og Buddy Holly-inspirerede “Outside looking in” og de spøgefulde “Ain’t good for you” og “It’s a shame”. Man skal ikke glemme, at Bruce & the E Street Band spillede sammen med Southside Johnny & the Asbury Jukes mange gange, og denne lyd kan sagtens genkendes i disse sange. Bare det, at Southside Johnnys “Talk to me” er med på albummet, er et tegn på den daværende, frembrydende soul-rock stemning.

Der er også andre ligheder med andre samtidige kunstnere. Det er måske ikke overraskende, at Bruces mørke verden fyldt med tabere, som ikke vil give op og holder fast i håbet, ligger tæt på Lou Reeds. I “One way street” synger Springsteen: “we’re walking on the wild side / Running down a one way street”. Samtidig finder man i “City of night” de samme overlevende indbyggere i den mørke side af den store by: “Some people wanna die young and gloriously / But Taxi Cab driver, well that ain't me / I got a cute little baby down at 12th and Vine / And she opens for business just about closing time”. Men de barske realiteter er ofte farvede med en romantisk vinkel både musikalsk og tekstuelt, og Bruce viser sin største gæld til Roy Orbison i sange som “The brokenhearted” og “The little things”.

Jeg vil slutte med sangen ”The Promise”, som skulle have været med på Darkness. Springsteen skal roses, fordi han var i stand til at holde fantastiske sange ude fra albummet (dvs. dem som man finder på The Promise) for at bevare sammenhængen og portrættere den daværende arbejdsklasse. Men det er alligevel svært at forstå, hvorfor ”The Promise” ikke var med. Denne sang repræsenterer den pessimistiske vej, som startede med “Thunder Road” på Born to run. Der er ikke så mange velskrevne tekster i Bruces karriere (og måske heller ikke i rock and roll generelt), som handler om, hvordan individer håndterer den sociale skuffelse: “When the promise is broken you go on living / But it steals something from down in your soul / Like when the truth is broken and / It don’t make no difference / Something in your heart turns cold”.

Det er en skam, at det bedste fra Springsteen kommer fra gamle numre og koncerter, og måske er det derfor, at han mangler den prestige, som andre musikere som Bob Dylan og Neil Young har. Man kan kun blive glad, hvis der kommer mere nyt materiale fra Darkness, men samtidig er det lidt ærgerligt, at man bliver nødt til at lede efter rock and rolls fremtid i Springsteens arvtagere som The Gaslight Anthem, Hold Steady eller Arcade Fire og ikke fra Springsteen selv. Alligevel lyder Springsteens stemme som vores stemme – med skuffelserne og løfterne fra Thunder Road.


43
Forrige anmeldelse
« Scream «
Næste anmeldelse
» Let the Games Begin »


Flere musikanmeldelser...