Der var mange fans, der havde en del bange anelser før det seneste album fra rocklegenden Ozzy Osbourne blev sat til salg i butikkerne, for der var nemlig sket et par væsentlige udskiftninger i Ozzys trup. Ikke alene var trommeslager Mike Bordin (som mange nok kender fra Faith No More) blevet udskiftet med Tommy Clufetos, men også guitaristekvilibristen Zakk Wylde, som har været en fast medspiller på et utal af Ozzys tidligere plader er nu blevet byttet ud med Gus G, som tidligere har spillet i bl.a. Arch Enemy og Dream Evil. Spørgsmålet var, om man så kunne forvente et album, der afveg alt for meget i forhold til det man er vant til når man sætter en Ozzy på afspilleren. Svaret er både ja og nej.

Lad os starte med at slå det fast med syvtommersøm, at det som er helt centralt ved en Ozzy-plade er ikke så meget selve konstellationen af musikere bag the ”Oz-man” - det er jo Ozzy selv som det hele handler om. Det er trods alt både hans navn og figur der pryder pladens cover. Er man derfor fan af Ozzy, vil man ikke have mange problemer med at blive begejstret over det seneste udspil, for den leverer en bred palette af numre, der strækker sig over traditionelle optempo, heavy­ metal numre (eksempelvis Let Me Hear You Scream), over en håndfuld eftertænksomme metalballader (Life Won’t Wait, Time og den Beatles-inspirerede I Love You All) til et par numre, som primært leverer tunge, djærve rundgange som Latimer’s Mercy, Diggin’ Me Down og Soul Sucker. Sidstnævnte nummer var i øvrigt tænkt som pladens oprindelige titel, men en internetafstemning ændrede dette til Scream. Et langt bedre valg i denne anmelders øjne.

Man kan dog godt blive lidt forundret over pladens allerførste track: Let It Die, idet det tydelig benytter en helt anden æstetik, end den vi er vant til at høre fra Ozzys side. Det lyder nærmest som om Trent Reznor har sneget sig ind i Ozzys hjemmestudie og skruet på knapperne mens den faste producer var på potten, for måden nummeret er mikset på, kan sagtens bringe tankerne hen på et udtryk som er langt mere industrial inspireret, end man er vant til at høre det fra Ozzys side. Til gengæld går der ikke mange numre før man finder ud af at startnummeret dog stort set er den eneste skæring på pladen der eksperimenterer lige så meget med vokalen. Resten af numrene er langt mere traditionelle i både hvad angår opbygning og udførsel.

Det kan jo opfattes en fordel for alle de lyttere, der holder af traditionen, men omvendt kunne det også have været interessant hvis den gamle rockhelt ikke kun havde turde at skifte bandmedlemmer men også stilen ud. Man kunne godt have ønsket at sangene repræsenteret på Scream havde udfordret lytteren lidt mere, i stedet for at forfalde til formularer som fungerer, men som på ingen måde bringer noget nyt til genren.

Når det er sagt er det stadig svært at sidde helt stille til numre som Let Me Hear You Scream, der nærmest oser stadionrock og fællessang, uanset hvor lille et anlæg der afspiller sangen. I det hele taget er det faktisk svært som gammel rockfan ikke at nikke med i et taktfast tempo når pladen først buldrer løs, men man kan altså godt blive læsterligt træt af de ballader der har sneget sig ind. Selv om man sikkert nemt kan forestille sig at Ozzy, på bedste gammelkloge manér ønsker at fortælle sin lytter at: ”time waits for no one […] stop waiting for tomorrow, stop living in your dream” og at alt dette synges i en god mening, så bliver det stadig en anelse klægt i længden – og man kunne godt mistænke Ozzys manager (læs: ”Shaaaaron!!”) for at snige sig op bag sin mand og fortælle ham, at det er disse numre, som vil sikre ham kontinuerligt airplay på alle de kommercielle radiostationer i de første par uger efter pladens release.

Der er sikkert de der byder variationen velkommen, så Scream ikke udelukkende bliver hård rock fra start til slut, men når man tænker på at de små 50 minutter som pladen varer, byder på hele tre metalballader, så er det måske alligevel lidt for tandløst når det er den selvudnævnte ”Prins af bollende mørke” som står bag mikrofonen.

Scream er bestemt ikke nogen dårlig Ozzy-plade, det er heller ikke en dårlig rockplade, men den har heller ikke potentialet til at skrive sig ind i rockhistorien, idet langt de fleste numre virker som nogle man har hørt et utal af gange før. Selv om det hele bliver en smule formularisk og genkendeligt, så ændrer det ikke på at man stadig får lyst til, når man har hørt pladen et par gange, at finde ud af hvor Ozzy giver koncert og styrte derhen. For lige meget hvordan man end drejer det, så er der stadig meget liv i den gamle rocker – og så synger han lige så fantastisk som i fordums tid. Dertil kommer at det store enigma omkring hans person måske endelig ved at blive løst. For ifølge bl.a. Wikipedia har en række forskere fra ”Knome” – et uafhængigt genetisk undersøgelsesinstitut – i juni 2010 startet et projekt, der gerne skulle kortlægge hvordan det kan være at Ozzy stadig kan være fysisk i live, når man tænker på alle de stoffer han har indtaget gennem sit liv. Uanset hvad de finder ud af, kan man i hvert fald ikke høre det på mandens stemme – rådet er derfor at forme horn med begge hænder og lyt til den håndfuld numre på Scream der virkelig fortjener det.