Broken Bells Broken Bells
Sony Music, CD 37 min.
Anmeldt 29/4 2010, 21:29 af Torben Rølmer Bille

Sommerlyde uden dybde


Sommerlyde uden dybde

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Måske er det fordi man har haft for store forventninger, at debutpladen fra Broken Bells ikke helt lever op til disse, men DJ Dangermouse (med det borgerlige navn Brian Burton) som er den ene halvdel af duoen er også en mand, man har svært ved at have andet end store forventninger til.

Ikke alene var det ham, der stod bag det ultrahypede Grey Album, som var en blanding af Beatles’ White Album og Jay-Zs Black Album, men han har også produceret for Gorillaz og Beck, skabte Gnarles Barkley og det var også Dangermouse, der sammen med den nyligt afdøde frontmand Mark Linkous i Sparklehorse, skabte albummet Dark Night of the Soul med en fotobog og videoer af selveste David Lynch – et album som stadig venter på sin udgivelse.

Den anden del af duoen er James Mercer, der er en alsidig amerikansk guitarist, som også var at finde på førnævnte uudgivne Sparklehorse CD, men ifølge det danske musikblad Gaffa var det faktisk på Roskilde festivalen at de to herrer, for et par år siden, stødte ind i hinanden og besluttede at lave musik sammen. Resultatet kan nu fås overalt og de første singler fra pladen The High Road og October har været i velfortjent rotation på de danske radiostationer her i den første tredjedel af 2010.

Broken Bells går ikke af vejen for at eksperimentere med både deres rytme, stilistiske udtryk og indholdet af deres popsange. Den meget tilbagelænede stil som præger albummet, er ikke helt ulig det man finder hos bands som Mercury Rev, nemlig en umiskendelig amerikansk, indie sound, der sikkert vil tiltale de fleste musikinteresserede. Dette lydbillede synes dog hurtigt at gå i clinch med de ganske banale popsange, der i høj grad præger pladen. Efter en tre, fire gennemlytninger opdager man, at der er ganske fine melodier, som bærer numrene – nogle man sagtens kan nynne med på, mens man tænker på alt muligt andet. Desværre er det også sange, der synes at være glemt lige så snart den sidste tone fader ud og det næste nummer går i gang.

Dertil kommer at pladen er en letfordøjelig affære som umiddelbart kan tænkes som naturligt soundtrack til en række kommende havefester, hvor ingen af gæsterne, uanset musikalsk præference vil brokke sig over lydtapetet – men man havde jo bare håbet på, at Broken Bells ville være lidt mere end som så.

Produktionen er der – naturligvis - ikke noget i vejen med, selv om den overstyringseffekt, der er brugt på nummeret "Vaporize" sikkert godt kan irritere enkelte lyttere, deriblandt nærværende anmelder. Der er ganske mange lydmæssige detaljer man kan gå på opdagelse i Broken Bells, men de gør stadigvæk ikke debutpladen til mere end et flygtigt bekendtskab, for der er netop nu, i undertegnedes ører, langt mere spændende musik på markedet som kræver ens opmærksomhed.

Der er dog formildende omstændigheder, for den første singles succes er velfortjent og så findes der også et par andre sange på skiven som begejstrer – "Ghost Inside" kunne nemt lyde som et uopdaget Gorillaz track og "Sailing to Nowhere" fornøjer med sin æteriske valsestil. Det ændrer dog ikke på at de høje forventninger man havde til Dangermouse/Mercer samarbejdet ikke helt indfries. Det er på ingen måde en katastrofal start for Broken Bells. Det er blot en plade, der desværre ikke formår at stikke ud blandt mængden af lignende velmenende, intelligent og tilbagelænet forårsmusik.


41
Forrige anmeldelse
« The Black Cat Neighbourhood «
Næste anmeldelse
» Scream »


Flere musikanmeldelser...