Udgivelsen The Black Cat Neighbourhood falder sammen med Fallulahs 25 års fødselsdag. Denne symbolske dato betyder et år mere for den unge Maria Apetri (sådan hedder hun i virkeligheden) og markerer samtidig begyndelsen på en lovende musikalsk karriere. Fallulah har allerede alle muligheder for at få succes (måske er det mere korrekt at sige indie-succes i stedet for). Det trendy Soundvenue fremhævede hende som en af de bedste uslebne diamanter, hendes sang ”I Lay My Head” har været Ugens Uundgåelige på P3, og Gaffa har valgt hende som en af de kunstnere, der bliver store i 2010. Forventningerne var altså store, og efter man hører Fallulahs debutalbum, bliver man overhovedet ikke skuffet. Tværtimod finder man dejlige overraskelser.

Velproduceret af William Blakes Fridolin Nordsøs er The Black Cat Neighbourhood en eklektisk skive, hvori forskellige genrer mødes, især pop og folk men også med et snært af rock. Denne variation gør det svært at definere Fallulahs musik. Hun siger sig selv, at sammenligningen med Florence and the Machines ikke er urimelig. Og hun har ret. Personligt ser jeg hende tæt på Jennifer Wilson, ikke blot musikalsk men også i hendes evne til at skabe en original verden med hensyn til melodi og tekst. Med god dømmekraft har Fallulah sagt, at det undrer hende, hvorfor hun kun er blevet sammenlignet med kvinder. Så jeg skal lade være med at nævne andre sangerinder.

Fallulahs præg ligger især i hendes særegne og markante rytme, som hun skaber ved hjælp af alle mulige slaginstrumenter. Sangerinen spiller selv tamburin, xylofon, marchtromme, bongotromme, congatromme og marimba (og så klapper hun selvfølgelig!). I sangene med mere fut i kan man mærke Balkan-indflydelsen, som kan tilskrives arven fra hendes rumænske far. Lige fra det første nummer ”Only Human” får man indtryk af, at den er en energisk plade. Denne fornemmelse forsvinder ikke, og der følger sange, som strutter af optimisme som for eksempel Fallulahs nynnen i ”I lay my head” eller den meste rockede sang ”New York, you are my concrete lover”, som albummet sluttes af med. Det er bemærkelsesværdigt, at Fallulah formår at skabe særlige stemninger, som det foruroligende smukke i mellemtemposangene ”Bridges” og ”The Black Cat Neighbourhood” eller det næsten sørgmodige i balladerne ”Give us a litte love” og den mere jazzede ”Hold your horses”. Rytmerne er meget varierede, hvilket skyldes Fallulahs stemme og de mange lyde og kor, hun benytter.

Som forfatter viser Fallulah store evner til at vise usædvanlige vinkler på det sædvanlige og til at lege med ordlydene. Der er ikke kun ét emne på pladen, men ønsket om at være anderledes i en verden, hvor der ikke er plads til det anderledes, fremhæves. Sådan fortolker jeg den sang, som giver titel til cd’en, et af mine yndlingsnumre, nemlig “Work Song” (”Working in this tire row / Only thing we’ve got in common / buy me out so I can go / I believe I’m made for something”) og “Give us a litte love” (“Where do we belong, where did we do wrong / If there’s nothing here, why are we still here”). Ud over denne følelse af ikke at høre til, der hvor man hører til, er der også mange kærligheds- eller parforholdssange. For at undgå klichéer bruger Fallulah i disse sange ironi i en blanding af lov til selvstændighed og behov for kærlighed.

Sprogmæssigt er det god smag at bevæge sig fra indhold til ren form, bare for at få fornøjelsen af at lytte til ordenes egen musik. Jeg taler ikke kun om de lyde, jeg nævnte før, men om gentagelser og fonetiske associationer og endda om, hvordan betydningen understreges som for eksempel i ”Bridges” (”City low, gotta gotta go / We keep saying things without a sound / I can choose it, I can use it, I can be geronimo / I’ve got to turn it all around / Geronimo”). Jeg kan også rigtig godt lide brugen af metaforer, og hvordan de lægger en ironisk afstand som i ”Hey you” (”What’s on your mind / I can dig it out but I don’t have time”) og ”Work Song” (“Could you hold my heavy heart / Promise not to let it drop / I don’t think I’ll get a new”).

Det lykkes for Fallulah at finde de rigtige ord og melodier til at udtrykke sin egen verden, som adskiller sig fra andre popkunstnere. The Black Cat Neighbourhood er en stærk debut, og man skal nok forvente, at Fallulah udvikler sit univers i fremtiden. Som lytter bliver jeg begejstret over den optimistiske hyldest til livet, som samtidig ikke skjuler andre mere alvorlige dimensioner.