Jeg er efterhånden en ældre herre (årgang 1951). Nævner det bare for at gøre det klart, at jeg næppe hører til den primære målgruppe for denne musikudgivelse. Min eventuelle kvalifikation som anmelder er en stor åbenhed og nysgerrighed over for musik af næsten enhver art. Og en glæde ved sproglig opfindsomhed, ikke at forglemme (jeg har både en musik- og en litteraturuddannelse). Jeg syntes, jeg trængte til at lytte til noget (for mig) helt nyt, og bød derfor ind med en anmeldelse…

Konklusionen – for nu at tage den først – er nok, at jeg desværre nok er lidt for gammel til at påskønne denne cd helt efter fortjeneste. Den er gennemgående opfindsom, sjov, uforudsigelig og indimellem ganske tankevækkende. Det er allerede mange positive kvaliteter. Samtidig er den lidt (for mig) for insisterende på sin egen opfindsomhed, morsomhed, hittepåsomhed… Og musikalsk er der ikke så meget at komme efter. Det er mest samplede lyde og elektroniske rytmer iklædt løse harmoniske og melodiske gevandter. Men det kan også lyde som en ironisk schlager – af den slags man kan høre i radioens Rytteriet. Opmærksomheden samler sig altså om teksterne. Kan de bære det?

De er sjove, frimodige, ofte ganske sjofle ("I min fantasi/ gør du alt det jeg ka’ li’!"). Dejligt metaforiske og associationsrige. Men er der andet end sprogleg og verbalekvilibrisme i dem?… Jeg er i tvivl, især fordi tonen gennemgående er dybt ironisk, også når teksterne har kritisk sans. Men døm selv: skivens tekster er tilgængelige på Virkeligheden.info.

På forhånd kendte jeg intet til de to ophavsmænd, forfatteren Marius Nørup-Nielsen og musikeren Mikkel Meyer, som iflg. noterne har arbejdet sammen siden 2000, dengang DR P1 havde et klangkunstprogram ved navn Lydmuren (ak svundne tider!). De har også spillet på Roskildefestivalen, på Spot 2007 og live i DR-P3.

Det drejer sig altså om en ganske velgennemprøvet kombination af poesi og musik, tekster og klangflader eller -kulisser. Numrene kan ikke rubriceres i én genrekategori; nogle ligner rap, andre pop-sange (om end med sære tekster) og andre igen lyder mere som radiodramatiske episoder (Barnevogns-sekvenserne! Tale til medborgerne!). Der er også stænk af noise, hiphop, jazz og standup på cden, som på den måde er forfriskende afvekslende og totalt uforudsigelig.

Men jeg ender med at spørge mig selv, hvad den dybere mening er? Måske er der ingen. Måske er det et dumt spørgsmål... for Vi skal jo ikke trække menneskeheden i langdrag, som et hedder i en af teksterne. God fornøjelse!