Claus Beck-Nielsen Memorial Freedom on the March
Das Beckwerk & Geiger Records, CD min.
Anmeldt 31/8 2008, 22:20 af Claus Krogholm

Memorial: Freedom on the March


Memorial: Freedom on the March

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Forfatteren, dramatikeren mm. Claus Beck-Nielsen "døde" som bekendt i 2001. Siden da er hans kunstneriske virke videreført af organisationen Das Beckwerk, der nu har udgivet albummet Freedom on the March med bandet Claus Beck-Nielsen Memorial på Geiger Records.

Som allerede omslaget antyder - med sine Stars & Stripes træk - så er der tale om en gang Americana, der sætter spørgsmålstegn ved den rolle, det amerikanske spiller i såvel storpolitik som for individet. Musikken er hovedsagligt inspireret af 60'ernes amerikanske rock (The Band, Buffalo Springfield m.fl.) og 80'ernes new traditionalists (Dream Syndicate, The Replacements, Green on Red osv.). Det er en musik, der lyder bekendt, og ikke umiddelbart præget af hverken kant eller provokation. Det er først, når man lytter til teksterne, der opstår brudflader.

Det første, der springer i øjnene, er blandingen af engelsk og dansk tekst, sådan som det høres allerede i første nummer "Stay with me", hvor det bl.a. lyder: "Vil du ligge med en anden, mens jeg/ stille sover ind/ Won't you piss on my grave to make me feel/ not so all alone". Dermed også indikeret, at det amerikanske her ikke er noget, der begrænser sig til det nordamerikanske kontinent; men er en almen tilstand for os, der bor i Vesten; og - som titlen Freedom on the March antyder - søges udbredt til resten af verden. Om nødvendigt med våben som det aktuelt ses i Irak og Afghanistan. "Coca co Cola Coca collateral damage (...) Give me space/ Lebensraum", som det hedder i titelnumret.

Titler som "Hezbollah Wiped!" og "Mullahocracy" siger noget om, hvilken kontekst det er, det handler om. I "My Iranian Girl" handler det om fundamentalisme og tørklæder; men billedet vendes på sin vis, når det er det vestlige værdier, der kommer i fokus: "Only the vodka is Absolute/ my Iranian girl./ We are the prophets of alcohol". Det bliver sat på spidsen i "Hang on, Jesus!", hvor Kristi genkomst får denne kommentar med på vejen: "Hey Jesus/ hvis du kommer igen/ så tag en/ Hummer/ Minuteman/ Hawkeye/ (...) Sikorsky/ Trident/ Kalashnikov/ Hercules/ Fightinghawk/ med/ hjem til din far/ to show how human we are/ (...) Something down here's going wrong/ so Jesus/ you better stay where you are".

Teksterne er skrevet og synges af den stemmemæssigt androgyne Some Body, der af udseende til forveksling ligner "afdøde" Claus Beck-Nielsen, men som det understreges i covernoterne, så er Some Body "just another serial product from Das Beckwerk". Et produkt, der kastes ind på et verdensmarked, hvor individet let forsvinder i "frihedsmarchen". Men som på "Nielsens" enmands-invasioner af Irak og Afghanistan, så handler det om det håbløse, men nødvendige forsøg på at få indflydelse på verdenshistorien; og ikke blot overlade dén til storpolitik og mulitnationale selskaber.


Forrige anmeldelse
« The Copenhagen Ring. (Rhingulde... «
Næste anmeldelse
» Ka’ du lege!? »


Flere musikanmeldelser...