Det tyske industrial-band Einstürzende Neubauten må på mange måder siges at være et bud på en unik kunstnerisk størrelse i en tid, hvor det unikke end ikke synes at eksistere. Inden jeg dog forledes til at bevæge mig ind i en længere teoretisk diskussion om, hvorvidt det enestående og avantgardistiske stadig er værd at søge efter i denne retrobølgens tid, vil jeg blot påpege, at dette nye fabelagtige udspil fra de tyske industrialpionerer i hvert fald ikke negerer illusionen om, at et unikt musikalsk udtryk stadig er at finde. Som albummets titel Alles wieder offen udtrykker, er alle døre åbne, intet synes umuligt. Dermed ikke sagt, at Einstürzende Neubauten ikke på sin vis kan betegnes som popmusik. Sangskriver og sanger, Blixa Bargeld (tidligere Nick Cave and the Bad Seeds medlem), besidder en ganske enestående sans for melodiøsitet, der kan tale til ethvert bankende pophjerte og flere steder følges såmænd også en ganske lineær sangstruktur. Inden jeg dog forleder nogen til at tro, at Einstürzende Neubauten er et bud på den tyske version af Coldplay, vil jeg lige give et kort oprids af emsemblets fortid.

I starten af firserne, hvor den postpunk-influerede no wave scene hærgede i New York (med Glenn Branca samt Lydia Lunch og hendes band Teenage Jesus and the Jerks i front), opstod i den alternative kunsts mekka Berlin en på mange måder no wave beslægtet musikalsk scene kaldet "Die Geniale Dilletanten", hvoraf Einstürzende Neubauten, dannet i 1980, var det klart vigtigste band. Hos de geniale dilletanter såvel som på scenen i New York dyrkedes det dissonantiske udtryk i en grad, der sjældent var set før, og målet for denne bevægelse var kort sagt at nedbryde alle konventioner, der fandtes inden for kunst- og musikverdenen. Ved at anvende i musikken hidtil oversete genstande som rundsav, boremaskiner, olietønder, metalplader og alverdens andre industriredskaber ved siden af det, man må betegne som mere konventionelle instrumenter (bas, guitar, trommer osv.), skabte Einstürzende Neubauten et industrialt støjende lydbillede, der har været til stor inspiration for bl. a. så forskellige musikalske størrelser som ”Nine Inch Nails” og ”Kaisers Orchestra”.

I Geniale Dilletantens manifest formuleret af Blixa Bargeld (Einstürzendes frontmand) lyder det således: ”Vores musik er ikke længere toner, det er heller ikke vigtigt, hvad det er for klange... skrig dig til døde, det er mere end rigtigt”. Einstürzende Neubauten tager dog hurtigt afstand fra denne bevægelse og den ensidigt destruktive vision for i højere grad at lade skønheden være den størrelse, der driver værket. Dermed ikke sagt, at de ukonventionelle virkemidler og det dissonantiske udtryk opgives, voldsomheden bliver blot mindre eksplicit og i højere grad en instans, der ligger og lurer bagi lydbilledet og således gør lytteren bevidst om, at den skønhed, der her dyrkes, er forbundet med fare, angst og destruktion.

Bruddet med de geniale dilletanter bør dog efter min mening overordnet tolkes som et udtryk for bandets vision om at fraskrive sig ethvert musikalsk dogme eller manifest. Selvom selve bevægelsen netop har konventionsnedskrivningen til formål, vil der jo altid ligge et element af konservatisme i at holde fast i det allerede eksisterende. Einstürzende Neubauten har til formål at brænde alle broer bag sig og stadigt fremskrive nye og friske idealer, hvilket i høj grad ekspliciteres i nummeret ”Prolog” fra 1989-udspillet Haus der Lüge. Her messes en manifestagtig tekst, der udtrykker alt det, man kunne gøre, hvorefter en ren støj indsættes som et billede på oprøret, den upåvirkede negativitet, ”Wir könnten, aber...” Det band, vi her har at gøre med, skriver sig altså konstant frem mod en tom tavle, jævnfør albumtitlen fra 1983 Tabula Rasa.

Efter denne lille indføring i bandets fortid, vil jeg bevæge mig videre mod at tage et blik på det nyeste udspil fra industrial-pionererne ved navn Alles wieder offen. Det bør her nævnes, at den kreative proces vedrørende dette album er afstedkommet udenom et pladeselskabs indvirkning og med inddragelse af ideer og feedback fra fans. Allerede når dette er påpeget, ved vi, at vi altså stadig anno 2007(denne anmeldelse er en smule sent ude, beklager) har at gøre med et band for hvem lysten til kunstnerisk udvikling og konstant inspiration stadig er intakt.

Genremæssigt er Alles wieder offen en svær størrelse at placere, hvilket i øvrigt gælder for de fleste af deres værker, da den bevæger sig et sted mellem moderne kompositionsmusik og det, der må karakteriseres som populærmusik. Strømlinet og kunstnerisk ensrettet bliver den dog aldrig. Inledningsnummeret ”Die Wellen” er efter min mening ganske velvalgt som en slags introduktion, da det med dets hypnotiserende, dissonantiske klaverspil, der undervejs udvikler sig i en mere og mere truende retning, først og fremmest illustrerer den desperation, der ligger og lurer det meste af albummet igennem. Samtidig fungerer dette nummer som et billede på den splittelse mellem mennesket og naturen, der bliver et overordnet tema pladen igennem - splittelsen mellem den kultur, som vi selv har skabt og den natur, vi ingen indflydelse har på, som eksempelvis bølgernes (die wellen) flygtige og formålsløse vuggen. Som en sand forløsning ovenpå dette noget kaotiske og brat afsluttede udspil forkæles øregangene med den smukt vuggende ”Nagorny Karabach”. Her optræder naturen, i modsætning til, hvad der var tilfældet i ”Die Wellen”, som et harmonisk otium, hvortil man kan flygte hen, i fald man ønsker at løsrive sig fra civilisationen. Her afbildes kunstneren i sit elfenbenstårn, nærmere bestemt på toppen af et bjerg, hvor tid og rum er for evigt ophørt, og hvor det store overblik er at finde. ”Komm mich mal besuchen/ ich hab uendlich Zeit/ und der Blick der ist vom Feinsten/ über Wolken und die Stadt”.

Gennem albummet bliver det mere og mere klart, at den uforudsigelighed, der er at finde i naturen, klart er at foretrække frem for den mangel på kreativitet og alsidighed, der præger det menneskeskabte. I nummeret ”Weil weil weil”, illustreres denne samfundets ensrettethed med ironisk distance, idet det vrængende hævdes, at det eneste, man kan lære heraf, er at parallelparkere.

Den fandenivoldskhed, der som antydet, altid har været et væsentligt træk ved dette band, kommer også i høj grad til udtryk på dette album, hvilket mest af alt ekspliciteres i den svingende dødsvals, ”Lets do it a dada”, der handler om at være de eneste mennesker i verden, der har forstået at omfavne det kaos, der er en realitet. Den vigtigste egenskab, nutidens menneske kan besidde, må vel være dette at kunne danse sig gennem alskens absurditet og igen og igen skrive sig selv frem mod et nulpunkt - en frisk start, og denne egenskab besidder Blixa og co. i høj grad.

Før denne anmeldelse bliver usmageligt lang, vil jeg påpege, at dette udspil fra de tyske industrialveteraner er intet mindre end fabelagtigt og slår efter min mening både 2002-udspillet Silence is sexy og 2004-udspillet Perpetuum Mobile, og det siger altså ikke så lidt. Vi har at gøre med et album, der formår både at virke som et frisk pust, samtidig med at det umiskendelig lyder som Einstürzende Neubauten. Det er nok et lidt mere tilgængeligt udspil end begge forgængerne og kun et enkelt nummer, den mareridtsagtige renselseshymne ”Unvolständigkeit”, der forløses i et industrialt støjinferno med tilhørende primalskrig, nærmer sig en spilletid på 10 minutter (selvom dette band ellers har en forkærlighed for meget lange numre). Denne tilgængelighed bunder nok mest af alt i det faktum, at det er mere fuldendt i sit udtryk, hvor en del af numrene på de forrige albums kunne virke en smule skitseagtige.

Jeg har ledt og ledt efter noget negativt at sige om Alles wieder offen, men kritikken kan simpelthen ikke finde sig vej til tasterne. Vi har her at gøre med et musikalsk kunstværk, der forstår sig på den unikke kunst at være dybt varieret i sit udtryk uden på nogen måde at virke ufokuseret, samtidig med at det formår at være avantgardistisk uden at blive unødigt elitært og prætentiøst. Efter min mening er dette et rigtig godt sted for potentielt nye tilhængere at starte, samtidig med at de allerede dedikerede (inklusiv undertegnende) sandsynligvis vil få alle forventninger indfriet. Selvom det for mange syntes som et slag i hovedet, da Blixa Bargeld for få år siden meldte sin exit fra the bad seeds, har hans valg om at hellige sig sit hjertebarn nu virkelig vist sig at være en gave for musikhistorien. Kort sagt, længe leve Einstürzende!!!