Så har den efterhånden midaldrende Nick Cave efter alskens sideprojekter (Grinderman, voldswesterns, soundtracks osv.) atter samlet den trofaste trup af ’bad seeds’ og udgivet efterfølgeren til dobbelludspillet Abattoir Blues / The Lyre of Orpheus fra 2004. Med tonerne fra tidligere tiders mesterværker stadigt ringende i mine ører, sætter jeg spændt det nyeste udspil Dig, Lazarus, dig!!! i cd-afspilleren og konfronteres med et værk, der uden tvivl vil begejstre mangt en fan. Når dette så er konstateret, vil jeg dog ikke uden videre tilslutte mig flokken af lallende disciple, da jeg blandt de uomtvistelige mesterværker finder lidt for mange numre, der ikke rigtig synes at kunne stå distancen.

Generelt set må Nick Cave efter min mening betragtes som en svær størrelse at have med at gøre i anmeldelsesmæssig henseende. Dette skyldes simpelthen, at hans materiale stort set altid, dog med undtagelse af den aldeles ligegyldige Nocturama, kunstnerisk set ligger et niveau over langt det meste af det, der ellers udgives. Denne velsignelse - der ligger i at have præsteret så sublime mesterværker som den den diabolske Murderballads og den inderlige No More Shall We Part - kan dog hurtigt forvandles til en forbandelse, idet de krav, der på forhånd stilles til alt, hvad man rører ved, bliver næsten urimeligt høje og umulige at leve op til.

Titelnummeret på Dig, Lazarus, Dig!!!, der tilmed fungerer som åbningsnummer, er et fabelagtigt, rablende og skramlet rock´n roll-nummer, der kombinerer en meget simpel instrumentalisering og melodilinje med en yderst kompleks tekst. Nummeret reflekterer på bedste tragikomiske vis over, hvordan Lazarus, som Jesus vækkede fra de døde, egentlig har det med sådan at blive gravet ud af sin grav. Som Cave emfatisk konstaterer: ”He never asked to be rasied from the Tomb!!!”. Efter så at have bevæget sig fra graven til New York gennem San Fransisco og LA og tilbage til New York, gennem fængslet og galehuset, ender han til sidst tilbage i graven, hvor han hører til. Med den gentagne opfordring til Lazarus om at grave sig tilbage i graven, gøres det således fra første færd klart, hvad Cave synes at mene om denne verden, og med dette in mente kan vi foruroliget men opløftet bevæge os videre.

Fremme ved pladens tredie nummer møder vi så endnu et højdepunkt, den afdæmpede bluesede ”Moonland”, der suggererende illustrerer en forsmået elskers stille desperation, idet han på jagt efter sit begærs objekt bevæger sig gennem måneskinnet. Efter en udmærket start følger nogle numre, der efter min mening falder igennem. Den stille repeterende ”Night of the Lotus Eaters” formår ikke rigtig stemningsmæssigt at indkapsle den uhygge, der ligger i, at symbolet på menneskets renhed bliver ædt. Det fordærv, som teksten insinuerer, finder ikke rigtig vej ind under huden på denne lytter, og hvad der burde have virket krybende og besnærende, virker snarere ligegyldigt.

Efter endnu to svage numre, den hurtigt glemte ”Albert Goes West” og ”We Call Upon the Author”, der er repeterende uden at virke insisterende og derfor ender i regulær tomgang, følger et af pladens største højdepunkter, nemlig den dybt inderlige og fabelagtigt smukke ”Hold On To Yourself”. Her gøres det for alvor klart, at hjerte - for den kære Cave - virkelig rimer på smerte. Dette nummer, der illustrerer det umulige forsøg på at forsøge at holde sammen på et andet menneske, der er ved at falde sammen, hører til blandt Caves allerstærkeste kærlighedssange nogensinde.

Endnu engang understreges denne verdens ufuldendthed og kaotiske virkelighed, idet det skrøbelige menneske er nødt til at finde sin trøst i det mytiske og fantastiske: ”She rubs the lamb between her thight / & hopes the genie comes out singing”. Tilmed kan dette nummer unægteligt siges at vidne om, hvad der kan betegnes som et ruinøst gudsforhold, hvor troens lænker er noget, man ikke kan undslippe, selvom de måske blot fører til smerte: ”as Jesus makes the flowers grow / all around the scene of her collision”. Det stille vanvid, der som antydet lurer i denne sang, suppleres musikalsk af en stille baggrundsstøj af mågeskrig, som lurer bag det ellers harmoniske lydbillede, og som det ganske rigtig udsiges: ”it’s all life and fire and lunacy”.

Efter endnu et simpelt repetetivt rock’n roll nummer, ”Lie Down Here”, der for så vidt er ganske smægtende, men som måske ville have gjort sig bedre på et eventuelt næste Grinderman-album, følger den smukke men dog hurtigt glemte folk-ballade ”Jesus of the Moon”, og dernæst bliver det kun bedre og bedre. Det uhyggeligt velkomponerede og svingende rocknummer ”Midnight Man”, der har umiskendeligt hitpotentiale, følges op af afslutningsnummeret ”More Mews From Nowhere”, og her har vi altså endnu et Cave-nummer af de allerbedste. Vi bevæger os nu over i en henslængt New Yorker-rastløshed, som vi bedst af alt kender den fra Lou Reed, og som kommer til at fungere som et modstykke til det oprør, der fandt sted i det indledende nummer; en stemning af engageret ligegyldighed, der efterlader lytteren i en sindstilstand, der bedst af alt kan karakteriseres som behagelig nihilisme.

Alt i alt må det dog konstateres, at vi her har at gøre med et noget ujævnt udspil, der synes at tyde på, at Cave ikke helt fik indfriet sine ambitioner på Grinderman-pladen. Nick Cave er en sangskriver, der kredser om de dunkle sider af både den ydre og den indre verden. Temaer som død, vold, sex, galskab, religion og ikke mindst kærlighed er altid at finde i hans sangskrivning, hvilket såmænd også gælder her, men det er dog ikke altid, at intensiteten finder sig vej ind under huden på lytteren. Denne tidligere tiders nærmest arkaiske galskab, som eksempelvis er at finde i den nærmest ulideligt repeterende og skramlende ”The Mercy Seat” fra 1988-udspillet Tender Prey, synes aldrig rigtigt at indfinde sig her. Så måske burde Cave have satset på et mere afdæmpet udtryk, da det på Dig, Lazarus, Dig!!! er de numre, der rummer en stille desperation, der utvivlsomt står stærkest.