Kato In the Dew
Empty Tape, CD min.
Anmeldt 30/12 2007, 13:11 af Anders H.U. Nielsen

Melankolsk, melodisk og beskidt


Melankolsk, melodisk og beskidt

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Kato er en Aalborgensisk kvartet, som spiller musik indenfor genrerne ”Indie”, ”støjrock”og ”alternative”. Musik som lægger sig i kølvandet på så forskellige orkestre som Radiohead, Kashmir og Smashing Pumpkins. Kato fremhæver selv norske ”Motorspycko” som et stort forbillede.

På deres debutplade ”In the Dew” har Kato allieret sig med den islandske violinist Kristin Haraldsdóttir, som har tilføjet strygerarrangementer til de fleste af pladens numre.

Kato består af:
Kristian Ross: vokal, orgel, glockenspiel samt kor
Rasmus Visti: bas, kontrabas, klaver og melodika
Adam Buus: keyboard, percussion, ekstra trommer og kor
Lasse Gram-Hansen: trommer.

Musikken er indadvendt og en smule depressiv i udtrykket, dog uden at virke klynkende. Kristian Ross synger personligt og udtryksfuldt. Han får vist mange forskellige facetter af sin stemme igennem pladen. På nummeret ”In my soil” har han en mere aggressiv og vred kant end på resten af pladen. I ”In the dew” og ”The engineering first” er han meget mere sårbar og synger næsten gennem en hvisken, som så er blevet mikset langt frem i lydbilledet. Ved at gøre brug af denne hviskesang, bliver alle stemmens småfejl og mislyde forstærket, hvilket gør det endnu mere personligt og nærværende. Endeligt viser han fint på ”45”, ”Tuesday” og ”Head in hands” at han kan svinge sin tenorstemme fint op i højden, og give den mere power på tempostederne.

Lydbilledet er præget af en guitarklang som ikke hele tiden er ”sovset” ind i støjende distortion. Dermed ikke sagt, at de ikke bruger distortion, for det gør de i høj grad, men på de afdæmpede steder er de dygtige til at lade guitaren selv komme med de skramlede og stemningsfulde mislyde, som hører sig til i god støjrock. Generelt er der kælet meget for lyden, specielt taget i betragtning, at det er bandet selv, der har stået for langt det meste af produktionen, som har fundet sted i det lille ”Kling Klang” studie i Aalborg.

Numrene virker skruet sammen efter den gamle devise: ”Hvis vi nu bare spiller 4/4 i omkvædet, kan vi jo godt spille 7/4 i versene”. Uden at det bliver anstrengende eller dominerende arbejder arrangementerne med rytmisk spænding og afspænding. Dette kræver stor disciplin og ender nemt i et fortænkt elitært insisterende rytmerod. Med stor tilfredshed må jeg dog konstatere, at de ikke lader hverken sangenes gode melodier, de sikre dynamiske udviklinger eller viljen til at skære helt ind til benet med meget få virkemidler, gå i denne arrangementstekniske fælde. Med andre ord, virker sangene for det meste vældig godt gennemarbejdede og flydende.

I nummeret ”Remedy” har de en meget akustisk lyd i de første 3 minutter, hvor en bas spiller sammen med trommer, tablas (percussion) og en skramlet violin. Det er langsomt, groovie og ”stenet” i den meditative betydning. Bandets vilje til at gå fra det meget elektriske udtryk til det udprægede akustiske falder i god jord hos denne anmelder.

Pladen er varieret, men virker sammenhængende. Musikken tager sig god tid i langsomme intensiveringer, men kan pludselig overraske og helt skifte spor.

Kato sendte som sagt deres indspilninger en tur til Island, hvor Kristin Haraldsdóttir har tilføjet stryger arrangementer. Jeg synes hun har gjort er meget flot arbejde med at præge hele pladens lyd, uden at dominere arrangementerne. Den skramlede, og alt andet en symfoniskklingende, atlant-fiollyd klæder pladen smukt.

Kato er blevet testet på P3 med nummeret ”45”, og det er da også det mest ”hit”-prægede nummer på pladen. Det har et lidt lystigere riff og et hurtigere tempo. Det er et vellavet traditionelt indie-rock nummer med en skæv taktart i verset, som rigtigt bliver trykket af efter en solid opbygning.

Pladen er bestemt ikke kedelig, men det kræver en smule koncentration hvis man skal høre den fra ende til anden, da det er en tung melankolsk stemning som er skabt. Langt de fleste af numrene hæver sig langt over det ligegyldige, og fortjener både koncentration og indlevelse. En meget flot debutplade fra Aalborg, som lover godt for fremtiden.


23
Forrige anmeldelse
« Gammelt Venskab: Såd'n var det... «
Næste anmeldelse
» Alles wieder offen »


Flere musikanmeldelser...