Da dronningen af ”harmony vocals” gik i studiet i Nashville med en af rockens store sangere, var vi en del, der afventende spidsede ørerne. Det var jo ikke givet på forhånd, at Led Zeppelins gamle forsanger, Robert Plant, og bluegrassens absolutte førstedame, Alison Krauss, ville kunne finde en fælles musikalsk platform. Umiddelbart kan man synes, at der er langt fra ”Whole Lotta Love” til Krauss’ afdæmpede og smukke version af ”Appalachian Stomp”.

Robert Plant har dog siden Zeppelin-dagene været meget søgende i både verdensmusikken og i de amerikanske ”roots”-traditioner, og Alison Krauss har bevist med sine utallige samarbejder med alverdens musikere, at hun ikke kan eller vil sættes i nogen fortærsket countrybås. Så måske er det alligevel ikke så overraskende, at deres samarbejde på deres nye CD ”Raising Sand” kan betegnes som en lille triumf for den gode musik.

I en heldig alliance med guitaristen og produceren T Bone Burnett har Plant og Krauss lavet en helstøbt rootsplade med en sjælden nerve og rolig intensitet.

T Bone har udvalgt albummets 13 sange, som er en god blanding af nyarrangerede numre fra de sidste godt 50 år. Blandt sangskriverne kan nævnes Tom Waits, Everlybrødrene og Sam Phillips samt et enkel Plant/Page nummer. I de nye arrangementer er det påfaldende, hvor lidt det egentligt betyder, hvilken alder repertoiret har. Det er et stærkt hold musikere på pladen, og f.eks. ”rykker” det virkeligt, når Krauss finder violinen frem og spiller sammen med elguitaristen Marc Ribet på Townes Van Zandt-nummeret ”Nothin’”.

Det er dog, når Plant og Krauss synger sammen, at meget af magien opstår. På pladens første nummer ”Rich Woman” er det et meget skramlet trommesæt, som spiller sammen med en tung kontrabas, mens en guitar med en form for overdrevet delayeffekt gentager et ekstremt simpelt riff. Effekten er en hypnotiserende, beskidt og hjemsøgende baggrund, hvorpå Krauss og Plant begge synger afdæmpet, smukt og næsten flegmatisk. Det er denne kontrast mellem det tungt beskidte og det nærværende og rolige i vokalerne, som er mange af arrangementernes styrke. Brugen af en tung bas og en eller anden form for beskidt støjguitar går igennem på de fleste numre, mens der flere gange også bliver spillet på banjo, dobro, violin og pedalsteel guitar.

Det er en fornøjelse at høre Plant synge på denne underspillede og intime måde, hvor produktionen har medtaget selv den mindste vejrtrækning. Det er ellers Alisons Krauss hjemmebane, han her spiller på, men han får vist, at han virkelig har meget at byde på. Han synger alene på nummeret ”Fortune Teller”, og her skruer han temperamentet en lille tand op, hvilket klæder pladen umådeligt.

Men når alt det pæne er sagt om Robert Plants vokal, må man lige tage med, at efter en gennemlytning af pladen sidder man med fornemmelsen af, at det er Alison Krauss, som får magien frem i Plant. Krauss synger, som altid, med en nærmest ydmyg tilgang til sit fantastiske instrument. Det er hendes evne til at smyge sin stemme om Plant, der gør, at man føler sig meget tryg i begges selskab. Hendes stemme rummer en ro og et nærvær, som er unik.

Pladen er som sagt en meget vellykket indspilning, som jeg varmt kan anbefale alle, som ikke lader sig skræmme af en smule pedalsteel guitar i ny og næ. Repertoiret er meget velsammensat, men skulle jeg ændre en enkelt lille ting, ville jeg have undværet et enkelt af de langsomme bluesnumre til fordel for lidt mere bluegrass eller noget lidt mere aggressivt.

Til sidst vil jeg sige, at et enkelt nummer hæver sig over de andre. Tom Waits’ ”Trampled Rose”, hvor det faktisk kun er Krauss, der synger, er intet mindre end en lille, sørgmodig, men klartskinnende perle af god melankoli. Versene bliver akkompagneret af en meget tung og skramlet ”lige” taktart, men bliver løbende afbrudt af et smukt akustisk guitarriff i 5/4, mens Krauss nynner et hjemsøgende tema. Det er ekstremt simpelt og fuldstændigt skåret ind til benet af, hvad det vil sige at lave et godt arrangement.