Allerede da jeg får denne bog i hånden, kan jeg mærke, at det er en særlig bog. Coveret er blødt og gummiagtigt at røre ved, og bogen er kulsort. Titlen Mælk og honning står som en skarp hvid kontrast til det sorte og vidner om, at bogens indhold ikke vil være ligeså sødt, som titlen antyder. Mine hænder får lyst til at folde sig om bogen, ae den og behandle den varsomt, som den fortjener.

Indisk-canadiske Rupi Kaur har skrevet en lyrisk samling, der som en sjældenhed har indtaget New York times bestsellerliste, ligget der i 100 uger, samt solgt over 2,5 millioner eksemplarer. Værket er inddelt i fire kategorier, fire modsatrettede følelsesplateauer, startende med den hårdeste; Det smertende, Det elskende, Det ødelæggende og Det helende. Bogen taler til mig og fortæller selv, hvordan den vil læses. Kulsorte sider deler kapitlerne, og hver side indeholder kun en eller et par enkelte korte strofer, ellers tomhed. En tomhed, som siger mere end tusind ord. På flere sider har forfatteren selv lavet illustrationer, små vignetter, dekorative billeder i form af stregtegninger, som får ordenes indehold til at presse sig endnu mere på.

Første afdeling af bogen er stærk og fungerer som små korte jag af smerte og sorg. Der er billeder af de ting, som vi normalt ikke kan finde ord til at dække, og som vi ikke har lyst til at tale om. Læsningen skaber en fysisk knugende fornemmelse hos mig. Jeg har ikke lyst til at citere noget fra dette kapitel. Det virker ikke rigtigt. Bogen skal læses, gribes og fornemmes alene som læser.

Heldigvis er der også kærlighed, elskov som er lystfyldt og frivillig. Det elskende indeholder beskrivelser af erotik, længsel og sansninger. Vi starter med forholdet til moderen som den store betingelsesløse kærlighed, men bevæger os hurtigt videre til elskoven mellem mand og kvinde, som endelig viser en følsom femininitet, der leger og nyder.

”Bare tanken om dig
har mine ben spredt
som et staffeli med et lærred
der tigger om kunst
. Bagagen fra første afdeling af bogen kan anes af og til:
hvad er jeg for dig spørger han
jeg lægger mine hænder i hans skød
og hvisker du
er ethvert håb
jeg nogensinde har haft
i menneskelig form"

Men generelt er vi sat fri, og vi møder blidere og mere nysgerrige menneskelige relationer.

I Det ødelæggende optræder et væld af følelser. Små intense og præcise billeder af skadefryd og hjertesorg fylder det meste men hele følelsespaletten undersøges og gradbøjes på en måde, som virker meget genkendelig og samtidigt fremstår meget original.

”jeg ved ikke hvordan det føles at leve et afbalanceret liv
når jeg er trist
græder jeg ikke jeg fosser
når jeg er glad
smiler jeg ikke jeg lysere
når jeg er vred
råber jeg ikke jeg brænder
det gode ved ekstreme følelser er at
når jeg elsker giver jeg dem vinger
men måske er det ikke
så godt for
de plejer altid at forsvinde
og du skulle se mig
når mit hjerte er knust
jeg sørger ikke
jeg splintrer”.

Dette afsnit i bogen er mit yndlings. Det rammer så fint og klogt de hårde oplevelser med kærligheden, som de fleste af os har haft. Det rummer det ødelæggende men lægger som sagt op til et sidste afsnit om Det helende, som får bundet en fin sløjfe på denne vandring med kærlighedens væsen. Der er trøst at finde, håb og råd.

”det er en del af den
menneskelige erfaring at føle smerte
vær ikke bange
åben dig for den.”

Da jeg er færdig med bogen, møder jeg på de sidste sider et digt skrevet til mig. Det er et kærlighedsdigt, der taler direkte ud til mig som læser. Takker mig, indprenter mig et budskab, gør mig til medskaber, og jeg føler en samhørighed med stemmen, som om jeg et øjeblik har set verden igennem hende og hun gennem mig. Hun siger, jeg må være træt nu, og det er jeg.

Mælk og honning er en bog, der skal læses og opleves på flere niveauer. Det er den bedste bog om kærligheden, jeg har læst.