Simon Grotrians nyeste Gyldendal-udgivelse er salmesamlingen Ravnekost og slagere. Med den kryptiske titel er tonen i udgivelsen slået an, for det er en omgang tætte og til tider dunkle tekster, der er samlet her.

Salmegenren står i en flot tradition i Danmark, som løbende har undergået en forandring og tilpasset sig nye tider. Fra de gamle koryfæer som Brorson, Kingo, Grundtvig og Ingemann, over Aastrup, Johansen og Lissner til Krogsdal og Grotrian har salmegenren været et vibrerende og poetisk sidestykke til forkyndelsen fra prædikestolen.

Grotrian er dog en atypisk salmedigter, ligesom han er en atypisk lyriker. Han er barok og postmoderne på én gang. Nogle gange er gloserne sært oppustede, andre gange er sætninger så eklektiske, at man mister sans og samling. I Ravnekost og slagere er den kristne dogmatik spredt ud over værket. Der er løbende referencer til skabelse, syndefald, arvesynd, inkarnation, korsfæstelse, opstandelse, frelse, sakramenter og bøn. Men der er også nogle sjove brud på traditionen. Fx er himlen blå ved korsfæstelsen (s. 6). Grotrian kender 11 bud (s. 17) og der er åbenbart et tredje testamente (s. 28). Det giver salmerne en midterposition mellem tradition og nyskabelse og mellem det almene og subjektive.

Man kan så overveje, om Grotrians salmer kan bruges til belæring og lovsang i kirken, sådan som salmen i traditionel forstand er tænkt til. Jeg synes, det er vanskeligt at placere mange af salmerne i en boks. Nogle salmer handler om afgrænsede emner, så man kan kalde det en ”dåbssalme” eller en ”bøn” eller noget tredje. Men de fleste falder uden for de faste kasser, og det er vel både en styrke og en udfordring. Nadveren er suverænt den mest genkomne figur, som behandles hyppigt (fx s. 23, 28, 42, 45 og 73). Formentlig fordi Grotrian selv anser nadveren for at være højmessens klimaks. Salme 4 er en meget flot salme om Kristus (s. 9) og salme 8’s beskrivelse af nåde og håb er overlegent godt (s. 14). Udtrykket ”Guds kærlighed er klodens morgengave” (s. 25) kunne jeg få broderet og hængt i ramme, mens pagtssalmen på s. 32-33 fortjener en dybere teologisk bearbejdning. Så der er bestemt belærende stof, som kan være til stor berigelse, men som alligevel i sin egensindighed kræver en kamp.

Igennem samlingen er der mange subtile bibelreferencer, som nørder og bibelkendere kan fornøje sig med at jagte. Fx ”Gud vil spænde hud og kløer / på skeletter, der må segne” (s. 16), som er en henvisning til Ezekiels Bog kap. 37, eller ”ofte har Gud Fader æltet ler af dig” (s. 26), hvilket er en allusion til Jeremias’ Bog kap. 18. Der kan også være mange referencer i én strofe: ”Du er verdens Gud foroven / himlens bue er din krone / da vi tabte Moseloven / stod han som en saltet kone” (s. 32), som både refererer til skabelsen i 1. Mosebog kap. 1, synden mod Moses’ lederskab i forbindelse med åbenbaringen af loven ved Sinajs bjerg i 2. Mosebog kap. 32 og historien om Lots hustru, der modsætter sig Guds bud og bliver til en saltstøtte, da Sodoma og Gomorra ødelægges i 1. Mosebog kap. 19. Sl 25 (s. 34-35) er en fremragende genskrivning af den dramatiske fortælling om Abraham og Sara i 1. Mosebog kap. 12-22, hvor Grotrians sans for dramatik og psykologisk suspense virkelige udfoldes flot.

Selvom Grotrians tekster får genrebetegnelsen ”salmer”, adskiller de sig ikke nævneværdigt fra digtene. Indholdet er selvfølgelig konsekvent kristent her, men det er det (efterhånden) også i de regulære digtsamlinger. I salmerne er rimet også gennemgående, men i denne udgivelse er der også salmer, som ikke rimer (s. 54 og 69). Som i digtsamlingerne er det også her vanskeligt at holde et systematisk overblik, fordi digtene er så tætte og besværlige at håndtere. Den enkelte salme må i høj grad klare sig selv. Af den grund kan jeg også være betænkelig ved, i hvor høj grad de vil kunne synges af en samlet menighed.

Jeg har selv for ca. ti år siden sunget en Grotrian-salme til en barnedåb. Dengang var min første tanke, om det næsten var blasfemisk, fordi der var så mange udtryk, som var så sjove, at man fniste lidt, mens man sang. I Ravnekost og slagere er der også sådanne udtryk: ”Døbehimlen er fra Gud / op og ned er lige lange / og med troens hældetud / drukner syndefaldets slange” (s. 37), ”Da vore læber mødte en / sandfærdig spytturbine” (s. 46) eller ”jeg kan ikke købe nåde / du har lagt den milde sne / aldrig er jeg uden våde / trusser, heller ikke ble” (s. 57). Vurderer man Grotrians salmer ud fra det traditionelle menighedsperspektiv balancerer eksempler her på kanten af, hvad man kan tillade sig. Enten er det genial flabethed i ret dose, eller også må lige disse salmer være til personlig opbyggelse.

Ud over de komiske udtryk er der også mange ord i salmerne, som jeg aldrig har hørt før. Om det er smart i en salme, er jeg meget i tvivl om. Udtryk som ”katarakt”, ”foliant”, ”kyras”, ”maskepi” og ”argonaut” er ikke almenkendte og kan virke fremmedgørende.

Stilistisk er Grotrian en suveræn mester. Der trækkes på hele paletten i dette værk. Vi har henvendelser til læseren; vi har et væld af apostrofer, særligt med Gud som adressat; vi har metaforer, intertekstuelle referencer, allusioner osv. osv. Se fx denne fremragende linje: ”Vi gavemister synd og snot” (s. 23). I den linje er der både oxymoron (”gavemister”), zeugma (”synd og snot”) og alliteration (”synd og snot”), og den form for sammenflettet stilistik er gennemgående for bogen.

Som en bevidst stilistisk ”fejl” er der de mange ”forkerte” farvelægninger: ”den røde hvede” (s. 20), ”den røde blæst” (s. 25), ”det røde hanegal” (s. 73), ”blå balletter” (s. 75) og ”dit grønne komma” (s. 78). Generelt er den røde farve gennemgående, og vel også den vigtigste farve i kristendommen med dens henvisning til både Guds kærlighed og Jesu død på korset.

Lad mig slutte med at vise, hvor blændende Grotrian kan udfolde troens univers i poetiske termer: ”Jeg har mit tyngdepunkt hos dig / når verden triller hver sin vej / og rives op som fine bånd / du har os alle i din hånd” (s. 63). Her træder Grotrian med både tillidsfuld bekendelse og stort menneskekundskab. I sådanne linjer lever salmegenren sit fornemme liv og er en stadig påmindelse om Grotrians vigtighed for kirken, på trods af de mange særegne og hermetiske salmevers.